Da jeg løb i dag (!) havde jeg en masse kampråb kørende inde i mit hoved. Det er nødvendigt for at gennemføre rent psykisk, for jeg har ingen walkman/mp3-afspiller. Fysisk kan jeg faktisk godt (5 km. på under en halv time). Det er pissehårdt og jeg elsker det ikke! Men jeg har tænkt på, at det med at løbe er jo noget meget konkret, som jeg virkelig kan kæmpe med, og jeg har nok godt af at vise mig selv, at jeg kan kæmpe. Da jeg så løb der og var godt træt af, hvor hårdt det var og havde brug for noget godt at tænke på, så tog jeg fat i Laurits. Det kom der godtnok ikke meget ud af. Åh nej, tænkte jeg først. Shit, han er væk??? Er han ikke mere, mere end det??? INTET kom der til mig... Men så gik det op for mig, at Laurits er altid hele Laurits. Det kan godt være, at han ikke kan tale til mig og aldrig kommer til det, men han er der altid helt. Endnu vigtigere; han behøver ikke gå via mig. Godt nok er jeg hans moar, men Laurits var og er sig selv.
Klemsemor har vist skrevet noget om, at det med at komme i gang fysisk også kan sætte gang i noget psykisk. Det er vist den opdagelse jeg er ved at gøre.
PS. I vores lille to/tre-personers familie har vi noget der hedder en hellig-frandsen. Det er jeg vist i dag - pudser lige glorien ;-)
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
11 kommentarer:
Stærk gået (løbet)! Jeg får rigtig meget ud af mine løbeture – lige så meget mentalt som fysisk. Måske faktisk mere. Det er i hvert fald derfor jeg gør det. At få klaret hovedet kalder jeg det. Det er det det handler om for mig. Et helle hvor mine tanker arbejder på en helt anden og meget bedre måde end når jeg sidder hjemme i sofaen. Hellig-Frandsen eller ej, jeg synes det er godt at høre at du har fundet løbeskoene. Håber det kan hjælpe dig i din anden kamp.
Dette er en prøve, da jeg har haft problemer med at komme ind med min kommentar.
Ja, Heidi, vi har altid vore børn og senere børnebørn og også svigerbørn med os. Det er en kendsgerning, hvad enten de lever på Jorden eller "i himlen". Forskellen er den, at vi - måske især i vores kultur - er fremmede over for forbindelsen "oventil". Det er, somom det er noget, vi må lære os selv helt fra bunden af, mens den jordnære forbindelse ligger i opdragelsen. Forbindelsen "opad" forstås /accepteres ikke af alle, man oplever ofte forlegenhed og et ilde skjult smil, hvis der blot antydes noget i den retning.
For mig er Laurits altid hele Laurits og "Laurits helt sig selv".
Jeg kender dig slet ikke – føler bare en trang til at sige at Laurits og hans forældre er heldige at have en som dig. Det er så vidunderligt en sjælden gang imellem at møde en der ikke stiller op med forlegenhed når talen falder på dem der ikke er her på jorden mere, men faktisk tør være i det.
Beskeden var selvfølgelig til 'farmor'. Håber det er ok, Heidi?
Man er temmelig meget en stræber hvis man løber 5 km. på sin grundform, siger jeg bar!
Selvfølgelig helt ok, Sofie. Mere end ok... ;-) Dejligt at læse jeres kommentarer herinde.
Tja Line, jeg er vist lidt stræber. Troede jeg egentlig ikke. Men indrømmer! hø...
Sikke en vidunderlig Farmor.....
Godt kæmpet Heidi. Jeg har hørt, at løb er ren mentalhygiejne, men...
Det med at løbe. Jeg vil så gerne, men ind til nu er det ikke blevet til noget. Motivationen er åbenbart ikke helt tilstede. Til gengæld skal der både dyrkes gymnastik og dans, når sæsonen starter lige om lidt.
Jeg havde en periode for nogle år siden, hvor jeg løb meget - mest sammen emd en lille flok seje kvinder fra ungerns klasse. Running Mothers kaldte vi os. Sådan for at stive os lidt af.
Jeg løb faktisk meget regelmæssigt i henved et år og ventede på den der 'susen', 'mentalhygiejne', 'når man bliver helt klar i hovedet'-agtige.. men den kom altså bare aldrig for mig. Jeg bev ved med at hade det.. både før, imens og efter!!! Det eneste der holdt mig igang var Marianna Flormanns løbebog for kvinder, hvor hun skriver noget med, at kvinder SKAL kunne løbe - både bogstaveligt og billedligt talt.
Det syntes jeg er så rigtigt.
Men kom også frem til, at jeg KAN løbe og det må være nok. Jeg er mere til at cykle... når altså jeg kommer til at kunne det igen ;-)
Du er sej - og du behøver ikke vise at du kan kæmpe, søde!!! DET har du vist i al den tid jeg har kendt dig... Måske du skulle vise at du kan 'lade være'??? Ha ha
Altid tanker fra
Britte
Susanne, det lyder da også meget sjovere med dans og gymnastik ;-) God fornøjelse.
Britte, jeg kan så godt følge dig. Har altid sagt, at løb bestemt ikke var noget for mig. Men nu prøver jeg sgu alligevel. Det med at bevise noget er jo overfor mig selv, ikke for andre. Selvom jeg liiiiige skal blære mig lidt her på bloggen alligevel...
Jeg har brug for at rykke mig, også fysisk. Jeg har brug for at mærke min krop og gøre noget godt for den. Jeg har brug for at blive fysisk træt. Jeg vil prøve at styrke min selvtillid med det her løb... Mest af alt, så vil jeg gerne være lidt stærkere fysisk. Det kunne jo også være, at min krop så blev bedre til at blive gravid.
Ja, hvordan mon det går med dine ben???
Laurits farmor... det giver bare så meget dejlig mening det du skriver. Jeg blive så rørt og slapper lidt mere af i hjertet, for Laurits har den bedste farmor! Hvor havde jeg dog glædet mig til at lægge ham over i dine arme. Hvor er jeg ked af det... og hvor er jeg glad for, at du trods alt har taget imod ham, selvom han er død.
Suk og mange tanker...
Send en kommentar