onsdag den 6. august 2008

Lys

Jeg har spekuleret lidt over det med at tænde lys for Laurits. Jeg kan slet ikke huske første gang vi gjorde det, men det blev ret hurtigt en naturlig ting at gøre, og jeg ved, at det er noget meget almindeligt, når man lever med en død. Vi havde brug for at gøre noget fysisk, konkret og rart midt i det hele. Af en eller anden grund var det småbitte ting vi tog fat i - helt konkret småbitte genstande. Så Laurits' lysestage herhjemme er til juletræslys og de første billeder, der kom op af ham er sat i bittesmå rammer. Måske fordi han trods alt var sådan en lillebitte dreng. Måske fordi vi var en lille smule bange for at gøre et for stort nummer ud af livet med vores døde dreng?

At tænde lys er en dejlig vild og mild ting. Jeg har en fornemmelse af, at Laurits kan se de lys vi tænder for ham, men samtidig synes jeg virkelig det er noget pjat. Efterhånden er jeg dog blevet rimelig god til at balancere med både det rationelle og det følelsesmæssige, som virkelig kan gå sine to modsatrettede veje. Jeg behøver ikke at vide om Laurits kigger ned til os, men jeg må gerne suge følelsen af hans nærvær til mig, når jeg kigger ind i flammen.

Ild er noget underligt flygtigt og evigt. Det er altid det samme og aldrig det samme, for det er en konstant fornyelsesproces. Jeg har nogen gange brug for at være sammen med ild, fordi det symboliserer liv og død på samme tid. Ilden åd Laurits døde krop. Min krop hjalp Laurits med at blive sat sammen og ilden skilte ham ad igen. Jeg føler en eller anden fysisk forbindelse med Laurits via ild og det er sikkert bare fordi jeg har brug for at føle den forbindelse.

I rigtig mange år har jeg sagt, at når jeg døde ville jeg begraves hel. Da Laurits døde, var Bo og jeg enige om, at han selvfølgelig skulle brændes. "Underligt", har jeg efterfølgende tænkt... Men for nylig på bænken på plænen sammen med Stine gik det op for mig, at det handler om to forskellige ting. Min død og Laurits' død er jo ikke det samme. Det var slet ikke så tosset at finde ud af. Måske skal jeg engang hel i jorden? Men ikke hvis jeg dør som ung, for så vil jeg gerne ned i plænen hos Laurits. Men faktisk satser jeg på at blive gammel, få levende børn og hvem ved, måske også børnebørn??? Så når jeg engang stiller træskoene, er der måske en masse gode grunde til at begrave mig hel og på en helt anden kirkegård en Holmens? Meeeeen... hvis mine efterladte skulle blive i tvivl, så vil en tur i ovnen og ned i Laurits' græsplæne da altid være et godt bud.

Det var egentlig ikke meningen, at dette indlæg skulle være en opskrift på "mit sidste ønske", men nu blev det lige der tankerne røg hen. Høhø... røg... så er man en rigtig Frandsen!

1 kommentar:

Maomis sagde ...

Vi var slet heller ikke i tvivl om at Elisabeth skulle kremeres. Jeg har altid haft det svært ved tanken om at folk blev puttet hele i jorden for at ligge dernede og rådne op. Jeg vil brændes og placeres lige ved siden af min lille pige. Det er der slet ingen tvivl om.

Vi tænder altid lys for ELisabeth. Tror ikke der er gået en dag hvor vi ikke har tændt lys. Det er sådan en dejlig konkret ting og så føles det lidt som om hun er med på den måde.