Der er rimelig ro på Laurits for tiden. Det er som om, at han pusler for sig selv helt stille. Selvom det på den ene side er rart nok at få frigivet noget hjernekapacitet til andre ting, så er det også lidt mærkeligt. Kommer der mon en dag, hvor jeg ikke har lyst til at beskæftige mig med alle tankerne og følelserne omkring Laurits mere? Det håber jeg ikke! Men samtidig ved jeg, at hvis der gør, så er det bare sådan det er. Jeg tror nu ikke den dag kommer... tror bare, at han glider mere i baggrunden i perioder. Måske kommer der endda en periode på flere år, når vi forhåbentlig får travlt med levende børn?
Det er alligevel lidt svært at lade Laurits og mine følelser til ham sejle deres egen rolige sø, for når man én gang har oplevet, at ens barn kan forsvinde fuldstændig som i at dø, så er det ikke så fedt at mærke, at han glider lidt væk. Levende børn kan jo vende tilbage til en af sig selv, men døde børn skal man alene grave frem igen og igen (sådan oplever jeg det). Måske er det også en beskyttelse at holde døren til sorgen lidt åben hele tiden, for så kan den ikke pludselig vende tilbage med chokket?
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
3 kommentarer:
Laurits vil selvfølgelig altid være der. Det ved du. Men jeg forstår godt din bekymring. Har den selv i perioder – faktisk lige nu – og kan godt blive helt forskrækket over det, for savner jeg så ikke nok? og er min datter så glemt nu og lagt ind på den der hylde så jeg kan komme videre?
Jeg tror på at livet er foranderligt. Hele tiden rykker man sig. Livet er ikke status quo, men en evig udvikling mod noget andet end det som lige var. At Laurits fylder lidt mindre lige i disse dage, tror jeg helt naturligt hænger sammen med at du efterhånden har brug for at andre ting fylder lidt igen også. Laurits ville have været i vuggestue, havde han levet i dag, og det ville helt naturligt have givet dig plads til at tænke på andre ting også.
Vores børn burde have været godt på vej i denne naturlige og langsomme frigørelsesproces, som skulle have endt med at de flytter hjemmefra og danner sin egen familie. Sådan må det nu en gang være. Vi kan ikke andet end at give dem masser af kærlighed og så ellers bare håbe at de klare turen på egen hånd.
Sofie beskriver det så fantastisk flot. Det svinger op og ned, det er bare mere sårbart netop fordi det er ens døde barn.
Kram
Kære Heidi
Jeg har det også sådan at India nogle dage fylder meget, andre tænker jeg næsten ikke på hende. Det er okay, det har det ikke altid været. Er det helt okay for dig at Laurits flyver lidt op ind imellem?
Jo, de levende børn tager plads. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at de ikke tog plads fra de døde børn. Ihvertfald den synlige plads. Men det er bare sådan det bliver. Og Raja er jo bare så skide dejlig og sjov, så jeg tænker jo aldrig; øv idag har hun fyldt for meget ;O)
Men ind imellem har jeg brug for at lade India få rum. Så tager jeg ti minutter på den røde bænk, spiser frokost med dig, eller skirver lidt på min blog... Jo hun får den plads jeg har brug for...
Kys fra Line
Send en kommentar