Så kører behandlingsmøllen igen. Ind til scanninger, hormoner i næsen, hormoner i maveskindet, æg der vokser, æg der suges ud med kanyler, befrugtning under mikroskop bag en dør uden adgang, sortering af æg og vupti; forhåbentlig æg tilbage i min krop og et rask barn otte-ni måneder senere.
En stor del af det her er blablabla... teori, har prøvet det før, kender rutinen osv. Det er dejligt at have fået plads igen på klinikken, altså at være i gang. Helt sikkert. Og hvis det lykkes at få et raskt og levende barn inden for det næste år, så er det det hele værd. Men... jeg gad virkelig godt spring al den her behandling over! Lige nu fungerer næsesprayen som min lille hjælper, der skal forberede kroppen til den egentlige hormonbehandling/-stimulering. Den spray er IKKE min ven. Jeg hader den. Den smager bittert og den fjerner farverne fra mit liv. Måske ikke alle farver, men det bliver sådan lidt "sepia"-nostalgisk. Lad mig bare sige, at det ikke ligefrem er overskud på spray, det her. Men jeg er forberedt... tror jeg. Den skal ikke vælte mig, den skal ikke ødelægge mit specialeskriveri.
Måske har jeg sagt det før, men så en gentagelse; at lave børn på den her måde er ikke den kamp jeg havde forestillet mig. Slaget skal i hvert fald slås på en helt anden måde end jeg havde forventet. Grundlæggende føler jeg "kampen" som en overgivelse. Jeg giver min krop til lægerne. F.eks. var det første som lægen sagde i går, da hun havde sat skanneren op i mit underliv; "du skal tisse!" Øh.... jaaa? Tror du ikke jeg vidste det?? Selvfølgelig er det ok at hun siger det, fordi det er så ærligt, men det er bare billedet på, hvor grotesk situationen egentlig er. Samme groteskhed synes jeg det er, når lægerne siger; "hvis jeg så lige må have lov at skanne dig?" "Jamen, det må du faktisk ikke!" tænker jeg nogen gange, "men jeg har jo ikke rigtig noget valg, vel?" Jeg føler mig i bund og grund megamonstermeget invaderet i min krop. Det er ikke et overgreb, men det kræver en distancering. Jeg har ok let ved at distancere mig, men er det egentlig så godt at kunne det?
Jeg føler mig i gode hænder på Riget. Jeg ved, at de brænder for at hjælpe folk som os. Alligevel kan det virke lidt samlebåndsagtigt og der er hele tiden nye ansigter. Lægen og sygeplejersken jeg talte med i går var helt nye for mig. Jeg aner ikke hvad de hed, for det kan jeg aldrig huske, det er slet ikke der jeg lægger min koncentration. Selvom jeg føler mig meget sikker på at jeg kan klare det hele nu, og selvom jeg faktisk prøver at være stærk og netop mærke efter, hvordan jeg faktisk har det med at være på Riget (det bliver jo aldrig et neutralt sted, for det er stedet, hvor Laurits levede og døde), så er det alligevel svært at være helt så cool, som jeg gerne vil. Jeg bliver lidt lille og stille og har måske tendens til at være for medgørlig. Måske... Jeg blev da glad, da den nye læge spurgte; "hvordan er det... har I et barn, eller hvad?" Hun blev vist lidt forvirret over det billede af døde Laurits som jeg har sat ind i journalen. "Han er død. Han blev født med polycystisk nyresygdom og det er derfor vi så får pgd" svarede jeg. Helt fint, helt nøgternt. Bare dejligt at han blev nævnt og jeg ved godt, at lægen ikke skal bruge ½ time på at snakke med mig om Laurits. Men... det er da underligt. To minutter efter havde hun mig så liggende der med stængerne i vejret. Det betyder altså, at jeg går hjem med en underlig fornemmelse, endnu en mærkelig erfaring i krop og sjæl. For jeg er jo ikke kun det ene.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
6 kommentarer:
Jeg kommer nok aldrig til at forstå hvor hårdt det er at være i behandling. JEg syns det er slemt nok at blive behandlet som et stykke kød når man er gravid, og der er lyset jo lige om hjørnet.
Jeg håber det her er sidste gang du skal igennem det! Jeg håber at hormonerne ikke er så hårde ved dig. Og jeg håber at du ved at vi er mange der tænker på din mave i disse dage, er du gal den er under hårdt pres!
Kære Heidi,
Hvor beskriver du din oplevelse af behandlingsforløbet godt - og hvor er jeg ked af, at du skal igennem det (samtidig er jeg glad for, at du nu ikke skal vente i Rigets strejkekø længere for det var da rigtig tarveligt).
Jeg sender alle de positive vibes jeg kan for, at alt flasker sig i denne behandlingscyklus fra nedregulering, ægstimulering, ægudtagning, befrugtning, gode embryoner der både er uden sygdom og prima kvalitet og at det endelige finder vej til at sætte sig fast i din mave og gro så Laurits får en lille brøster og I får en levende bøf, der kan drille jer og lege med både Briotog og oldes dukketøj.
Og hvor er det forøvrigt fint, at du har sat et billede af Laurits ind i journalen, så han er med!
Stort kram Stine
næh du Heidi, det bliver bare aldrig fedt at være i behandling med hele ens liv (føles det som) lagt i hænderne på folk i hvide kitler.
Og i forhold til det med distancen kan jeg kun sige at det er HELT fint at lægge lidt distance til det hele når man ligger med benene i vejret. En eller anden gammel gynækolog har engang sagt 'at kvinder uden deres underskørter kan ikke tale' han mente vist at man skal lade os være i fred mens undersøgelserne står på, fordi det er så ulige en situation man er havnet i - og det synes jeg egentlig er en meget fin pointe. Tænker meget på jer imens det hele står på. Pøjpøj herfra.
Mit underliv
er ikke mit liv
det lever helt sit eget
jeg er kun med på slæb.
Jeg krydser fingre for jer :)
Tak! Dejligt at I kan ta' det ;-)
Jeg tror det er fornuftigt og måske også lidt vigtigt hvis du kan lægge lidt distance til alt det der, for ellers er det altså ikke til at holde ud. Bare det at det foregår på et hospital, gør jo at man bliver sygeliggjort. Jeg havde det i hvert fald lidt underligt med at komme til jordmoder på et hospital. Det var da et eller andet sted helt forkert. Men sådan er det nu en gang og så er det bedste nok at følge med og være medgørlig, men for Guds skyld ikke glemme sig selv. Det er vigtigt at du er en del af det. Jeg tror du gør det helt rigtige.
Send en kommentar