At gøre det rigtige, ikke det perfekte

Jeg var ved at skrive et længere indlæg om det at gøre klar til barnet/bygge rede. Det rodede bare sammen i øst og vest, fordi jeg slet ikke er så god til at skelne det rigtig fra det perfekte som jeg lige sad her ved computeren og troede. Jeg må vist indse, at jeg har en masse følelser i klemme i forbindelse med rent praktisk at gøre klar til vores lille barn. Men jeg holder fast i fornemmelsen, der skabte overskriften, nemlig at jeg bør tænke over at gøre det, der føles rigtigt frem for alt.

Men... det føles både rigtigt at vente lidt med at gøre klar og at gå i gang med det samme. Dilemma. Luksusdilemma på en måde, for nu er her faktisk en lillesøster at gøre klar til. Det er helt vildt dejligt og jeg glæder mig. Men hvad er det lige præcis vi skal gøre klar til? Jeg har tre scenarier i hovedet:

1) Snillen bliver født nogenlunde til tiden og vi kommer hjem med et helt almindeligt barn, der vender op og ned på vores hverdag. Hvor vuggen skal stå og hvad tøj hun har på bliver ligegyldigheder, bare Snille er glad og det fungerer. Det vigtigste bliver livet i hendes øjne. Går jeg tiden ud skal vi nok nå at blive klar med det praktiske.

2) Snillen bliver født for tidligt, og vi står endnu en gang uforberedte med det sidste praktiske. Hvis bare hun så overlever er det også ligegyldigt hvornår puslepladsen bliver lavet, men jeg tror det vil gøre mig rigtig ked af det, endnu engang at gå glip af det sidste redebyggeri. Så hellere starte i lidt for god tid. Jeg har jo netop også så god tid til det.

3) Snillen dør og får ikke konkret brug for meget mere end ét sæt tøj og en kiste. Vi får til gengæld brug for en masse minder, og jeg vil på længere sigt have det godt med, at vi nåede at gøre specielle ting klar til netop hende.

Det er også bare fordi...
Lige nu er jeg 23 uger henne, og det er sådan i pricippet lige på grænsen til, at der er håb for overlevelse (meget spinkelt håb). Det får mig til at føle, at jeg står på vippen til at 'have lov' til at gøre klar til den lille pige. Det føles rigtigt at forholde mig til dette her-og-nu, for jeg er bange for at føde for tidligt. Slet ikke sådan angst-bange, men mere bekymret. Det kunne jo ske. Heldigvis tror jeg ikke på scenerie 3, selvom det er den eneste erfaring vi har. Til gengæld har jeg bare svært ved at tro på scenarie 1, for der har ikke været meget almindeligt i at nå til denne uge 23.

Alle disse tanker omkring det rigtige kan godt jage sig selv på vildspor mod det perfekte, men er nok ingen løsning på noget problem her - bare noget tid, der skal gå godt. Lad bare sommeren smuldre og ugerne fare afsted, for det gør Snillen større og stærkere. Hm... det er vist meget godt, at der står en masse lægebesøg mm. på næste uges program, for jeg trænger til at få at vide, at vi er på rette vej.