Det ene og det andet

Det ene er erfaringen og det andet er nu'et.

Det ene har lært mig, at mit barn dør og at det slet ikke har det så godt i maven på mig, som jeg ellers fornemmer. Den erfaring kan godt oveskygge nu'et og gøre mig rigtig grundlæggende bange for, hvornår det hele går i stykker igen. Kan jeg virkelig tillade mig at være så naiv og tro på det gode endnu engang? Viden om, at mit immunforsvar har/har haft en fjendtlig indstilling overfor graviditet (de tre aborter) puster ekstra til følelsen af, at det næsten er urealistisk at jeg kan få en hel, god graviditet. Jeg er stadig bange for at føde for tidligt, selvom der ingen tegn er på noget som helst nu. Hver dag går mod bedre overlevelseschancer for Snillen og det giver heldigvis fornyet håb.

Lille levende Snille gør mig glad hver gang hun sparker eller hikker eller hver gang jeg fatter, at der virkelig ligger et lille menneske i min mave. Glæden har masser af plads i hverdagen og letter, hvor erfaringen tynger. Men det er altså ikke et regnestykke, der går op. Jeg kan blive så tung af bekymring og bare mangle den gode erfaring så fandens meget. Den kan man ikke strikke sig til eller købe i en baby-dims forretning. Det eneste 'sted' jeg kan hente god erfaring er i selve Laurits... Det var ikke svært at mærke glæde, kærlighed, stolthed og styrke da jeg blev hans mor. Alle de dårlige erfaringer der fulgte med kunne ikke slå det i stykker og jeg ville ikke undvære at være hans mor 'bare' for at slippe for det, som døden har gjort. Alligevel har jeg ikke rigtig lyst til at hive den erfaring frem... Det gør lidt for ondt og har trods alt et forkert udgangspunkt, for det handler jo om, hvis det værste skulle ske. Det var ligesom lettere at finde styrke ved, da jeg kun var mor til døde Laurits, for da var ikke så meget at gøre og ikke noget nyt liv at forholde sig til. Det er der heldigvis nu, og jeg forholder mig alt hvad jeg kan.