Fire års tid

For fire år siden var det også rigtig koldt i Kbh/DK. Dengang var der også is på kanalerne og frost i kinderne, når man cyklede omkring, for jeg kan huske det fra min studiepraktik-tid. Ud på Amager og hjem til city hver dag. Dengang havde jeg også Laurits med mig overalt, men det var altså på en lidt sjovere og dejlig dybt naiv måde. Han lå levende og 3xD i min mave. Nu skulle han have været stor nok til at høre historier om 'dengang du lå inde i mors mave'. For fanden da, det hele er snart fire år siden. Jeg gad godt at vise babybilleder til store Laurits og sige: "seeeeee, hvor lille du var!"

Sådan lå han for fire år siden og pillede ved sin hage og sit øre, mens en læge gennemgik hjerne, hjerte, nyrer osv. og sagde, at alt så fint ud. Det er vemodigt at tænke på, for de nyrer var alt andet end ok. Det er lige før jeg vil påstå, at jeg kan se på dette billede, at der er alt for lidt fostervand (som i Tulses tilfælde hang sammen med manglende nyrefunktion). Men det er sikkert bare øjnene der ser... Og i bund og grund er det også lige meget, for det ville ikke have ændret noget som helst til det bedre. Sygdommen var der, døden ventede og jeg er bare glad for, at jeg trods de forbandede odds alligevel fik lov til at opleve nyfødte Laurits. Jeg får simpelthen lyst til at synge den samme gamle sang om, at Laurits var lige som han skulle være, det var kun hans dødelige sygdom den var gal med.

De fire år, som er i gang med at gå hen over hovedet på mig larmer lidt for tiden. Jeg forsøger nok at komme alt det triste lidt i forkøbet. Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud, men det er faktisk heller ikke så meget sorg over, hvad der kan ske, som det er sorg over alt det, som ikke sker - hvilket vel netop bare er sorg?! Jeg er nødt til at acceptere, at Laurits' fødselsdag vil komme og gå endnu engang uden nogen væsentlig ændring; han vil stadig være død. Derudover må jeg acceptere, at der ikke venter den barsel, som ellers nåede at tegne sig selv i en løs skitse i efteråret, da vi havde en positiv graviditetstest. Lægen nåede at dreje det famøse graviditets-lykkehjul og finde termin, og den landede i mine øjne det fineste sted, nemlig i slutningen af juni (Laurits' var 1. juli). Jeg skulle på nuværende tidspunkt have været lige så gravid som for fire år siden. Det er faktum, og ikke bare en udefinerbar længsel. Der er bare så utroligt meget jeg ikke skal til foråret, og det er ligesom dér jeg har hjertet hængende - i alt det, som ikke sker.