Jeg fylder varmedunken med vand. Om lidt kommer Bo forfrossen hjem efter at have ventet på autohjælp til en bil, der pludselig smed udstødningen fra sig. Stakkels mand. Pisse koldt! Heldigvis har jeg varm tom yum suppe klar. Den skal spises i sengen med varmedunk under benene.
Den varme dunk... den stinker af gummi og er sådan lidt for 'autentisk' i det. Den kommer altid mindst i ét betræk eller håndklæde, men lugten trænger alligevel igennen dyne og alt. Men den har minder. Når jeg hælder dampende vand i den og tager den ind i sengen, får jeg lyst til at skrue tiden tilbage til dengang Laurits lå og bankede på med sine små fødder og ville ud. Dengang jeg godt vidste inderst inde, at jeg havde veer, men endnu ikke helt havde erkendt det. Den 21. maj om aftenen fik jeg besked af jordemoder på Riget om at gå i seng med et par panodiler og en varmedunk, og se om mine "plukkeveer" ikke gik væk til om morgenen. Det holdt jeg til i et kvarter. Så ringede vi igen, og så skulle vi bare komme ind. Det var sgu ikke plukkeveer!
Jeg kan holde den varme dunk på maven og mærke lidt af Laurits igen. Det vil jeg gøre til Bo kommer hjem og stjæler varmen (og det skal være ham vel undt, altså).
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
3 kommentarer:
Sikke et dejligt lille stykke liv med Laurits den varmedunk kunne få frem i dig og ind på bloggen. Er sikker på at Bo finder varmen igen med Tom Yom suppe og varmedunk og dig lige der.
Snøft Heidi. Jeg er der altså sammen med dig. Følelsen af varmen fra den "duftene" plastikdunk og følelsen af Laurits små fuzzer mod indersiden af din mave. Tak fordi du deler så levende ud af ham og dine minder om ham!
Skønne Laurits-minder som altid. Han er så levende her på bloggen at jeg ind imellem glemmer han er død. Håber Bo har fået varmen i fødderne. Men det er der vist ingen tvivl om med sådan en kærlig behandling.
Send en kommentar