Jeg er startet på webkursus og det har godt nok været en positiv oplevelse indtil videre. Selve kurset kan jeg jo ikke bedømme ud fra tre dage, men bare det at komme ud ad døren (og hjem igen), at lære nye ting, at være på et hold er SÅ fedt! Jeg vidste ikke, at jeg i dén grad trængte til at få skovlet noget andet end mad ind i hovedet igen.
For otte måneder siden troede jeg, at det ville være nærmest 100 % fantastisk at blive færdig med studiet, men det er det faktisk ikke. Eller rettere; at blive færdig var fantastisk (noget af det allerbedste jeg har gjort), men at komme over i arbejdsløs-livet er overhovedet ikke fantastisk. Jeg vil rigtig gerne bruge mig selv! Udelukkende at søge jobs, skrive ansøgninger og tænke i kompetencer på cv'et er ved at hænge mig ud af halsen. I dag fik jeg brev fra et firma, hvor jeg er én ud af 774 ansøgere?! Det er sgu da demotiverende. Så er det altså sjovere at være på kursus, hvor man lærer noget, gør noget. Tilmed er det tilpas it nørdet til, at man får lov til at dykke ned i (frustrationer over) html kodernes forunderlige verden, frem for hele tiden at have job! arbejde! ansøgninger! i fokus. Det er sgu virkelig rart.
I går fandt jeg ud af noget meget mærkeligt. Det virker i hvert fald rigtig mærkeligt for mig...
For tre år siden havde jeg virkelig svært ved at gå i gang med studierne igen. Det var svært at samle tankerne, men det var sandelig også svært at møde verden igen. Jeg gik på læsesal for at finde ro, men var ved at sprænges af tanker om Laurits. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være ude blandt så mange mennesker, der slet ikke kunne se på mig, at jeg var Laurits' mor. Det har i det hele taget været en af de største udfordringer i sorgen; at møde nye mennesker, der ikke kendte til Laurits. Ikke fordi det altid var svært, men det var i mine tanker altid 'noget'... Selv da jeg fik nøglen til en specialeplads for godt et år siden bekymrede jeg mig en hel masse over "hvad nu, hvis de andre på kontoret spørger om jeg har børn??" Derfor var det meget, meget mærkeligt at finde ud af, at jeg nærmest slet ikke havde tænkt på Laurits, da jeg skulle møde de andre på kurset. Jeg havde ikke nogen 'version 2' kørende ved siden af den præsentation, som kom ud af min mund. Jeg fik ikke klump i halsen og spændinger i maven over det virvar af tanker og følelser, som skulle holdes tilbage. Jeg skulle ikke bekæmpe én side af mig for at være anden... Ret dejlig følelse.
Nu er det ikke fordi jeg tror, at Laurits og sorgen fremover altid er parkeret et roligt sted i mine tanker og følelser, men nu har jeg oplevet, at det kan lade sig gøre, helt af sig selv. Sorgen er virkelig dynamisk. På godt og ondt.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
3 kommentarer:
Ja sorgen er dynamisk og heldigvis. Det bliver nemmere på nogen områder. Det er 5½ år siden, at vi mistede Cirkeline. Meget vand under broen og den slags. Jeg har forenet mig med min identitet. Forenet mig med det faktum, at jeg er sådan en, der har et dødt barn. Der er stadig triste perioder... som den anden dag da det pludseligt gik op for mig, at Cirkeline ville være sådan en, der skulle starte til skole til sommer. Skole. Tænk en gang.
Godt at høre, at du nyder HTML-koder, og at du har oplevet ,at du ikke behøvede at forberede dig på "hvad nu hvis jeg bliver spurgt til det med børn spørgsmålet". Nøj hvor har det også fyldt meget for mig og gør det ind imellem stadig.
Jeg føler efterhånden at jeg kan gebærde mig ude i verden, med dem jeg ikke kender. Oftest sætter jeg pladen på og åbner kun op følelsesmæssigt hvis jeg fornemmer det bliver rummet.
Det værste for mig i dag er at møde en gammel lærer, en venindes mor eller sagt med andre ord dem der en gang var voksne jeg havde tillid til... de situationer har jeg svært ved. Har ikke helt luret hvorfor men det er vel noget med at de burde kunne rumme og forstå og være de voksne...
Jeg håber iøvrigt snart at jobsøgningen lykkes- akasse systemet er så trist og nedbrydende, og det lyder til, at du er mere end klar til at bruge dig selv i arbejdslivet! Stort kram Stine
Hæ, Frederikke... det med den dynamiske sorg har jeg lidt fra dig. Det er ligesom en brik til mit puslespil, som jeg har lånt fra dig ;-)
Cirkeline som skolebarn, det er da helt vildt at tænke på. Den lille pige...
Stine, jeg genkender rigtig meget den med, at det kan være svært overfor nogle 'nogle voksne'. Det er noget mærkeligt noget, men ligger sikkert i relationen...
Send en kommentar