Nyt år og sorte huller

Gid det var så let. Så let, at man lige bundede en champagne, tændte en raket, hoppede ned fra en stol, vendte et kalenderblad og så... var alting nyt og friskt. Vi starter snart et nyt år, men det meste af mig står stadig med det ene ben plantet indenfor Rigshospitalets døre, hvor min lille familie ikke slap ud med livet helt i behold. Da Laurits døde var det en ny virkelighed jeg gik ind i, og jeg har stadig ikke helt fundet logikken i den. Måske også fordi den virkelighed bliver ved at udfolde sig anderledes end forventet og håbet. Vi skulle bare lige have lægernes ord for, at jeg gerne måtte blive gravid efter kejsersnittet, og så skulle vi ellers i gang med en ny graviditet. Hvor er jeg glad for, at vi ikke kunne se ind i fremtiden for tre et halvt år siden! Og hvem ved, hvad der venter...? Det blev hverken 2007, 2008 eller 2009, der kom med nyt liv, så jeg er meget skeptisk over for 2010.


Heldigvis kan jeg godt grine, glædes og fjolle, men jeg kan sandelig også falde i sorte huller. Især på denne tid af året er der så mørkt og så mange huller overalt. På de dummeste tidspunkter har jeg mest lyst til at blive liggende der på bunden. Så kan I andre gøre med verden hvad I vil og omvendt. Det værste er næsten, at tiden smuldrer. Jeg kan simpelthen helt grundlæggende ikke finde ud af det med tid mere. Jeg glemmer rigtig ofte rigtig meget og har en følelsen af, at jeg ikke kan følge med. Når jeg så endelig lægger planer, bliver de sjældent til noget alligevel. Jeg ved udmærket hvad jeg vil, men det lykkes ikke.


For min skyld måtte tiden gerne gå i stå et par år. Jeg har overhovedet ikke lyst til at springe ind i år 2010, allerhøjest sætte en fod forsigtigt derind, imens jeg tager en dyb indånding, holder vejret, kniber øjnene sammen og lister. Men hvis jeg kender verden ret, så er der ikke noget valg og lige pludselig er vi mindst i januar. Jeg må simpelthen prøve at følge med. Men hånden på hjertet, så er det bare ikke lysten, der driver værket lige nu.


Og Laurits... han er så langt væk for tiden (den åndssvage tid, der alligevel også gik videre uden ham). Jeg har en fornemmelse af, at han er under afvikling og det gør mig så ked af det. Med mindre jeg finder på et eller andet tosset ind i mellem, så er det faktum, at der bliver mindre og mindre Laurits med årene. De der fælles minder er jo så få og i øvrigt så sørgelige, at de ikke er oplagte at trække frem og glædes ved. I hvert fald sker det ikke. Albummene står på hylden og trækker støv. Han er et minde for få og en gradvis svagere erindring om noget trist, der skete for en tre år siden for de fleste. Men jeg er stadig "mindets" og "den triste erindrings" mor. Det er ikke ligefrem noget jeg har ønsket eller bedt om. Jeg ønskede at være et levende barns mor og det gør jeg sådan set igen. Når jeg kigger op fra et af disse sorte huller, som jeg nok må indrømme, at jeg lige er dumpet ned i, så virker det forbandet ensomt at være mor, når man kun er mor til Laurits. Og det er ikke den lille bassedreng, der var/er noget som helst galt med! Ham er jeg med største selvfølgelige glæde mor for. Det er den forbandede triste forladthedsfølelse der er det gale... den åndssvage død og den forpissede barnløshed. Jeg synes dødelighed er ret smart og har ingen utopisk forestilling om evigt liv, men... hvorfor skulle døden lige komme på den måde og tage det smukkeste fra mig? Han skulle altså ikke have været død i mit liv. Og hvorfor kan vi ikke få lov at opleve, at livet også kan overraske på den positive måde?

Nå, så er det sagt - eller det er jo løgn, det er skrevet, sådan til alle og ingen - og jeg har fået lidt luft. Jeg lovede nemlig en rigtig klog quinde at passe på mig selv her i denne tid.