At vågne

Der er dage, der starter med nætter. Så står alle de negative tanker i kø og jeg mærker, hvor veludviklet evnen til at jorde mig selv efterhånden er blevet. Så kan jeg lige så godt stå op. I hvert fald, hvis adrenalin-'suset' først har sat ind, for så er søvn ikke fysisk mulig før efter tidligst en time. I dårlige perioder når det at sætte sig som en vane i kroppen, og jeg vågner for eksempel kl. halv fire hver nat. Spild af tid!


Der er nætter, hvor det bare er surt at stå op, og hvor jeg ønsker, at bevidsthed var noget man kunne slukke for. Min hjerne lægger teflon ud på alle de rare, rolige og fredfyldte steder og fyrer i stedet op på fuldt blus der, hvor alle dæmonerne har tegnet kruseduller. Så handler det overhovedet ikke om varm mælk, meditation, læse avisen, eller hvad ved jeg. Så handler det om, at jeg slet ikke kan finde meningen med noget som helst.


Men... så var der natten, hvor jeg rent faktisk opdagede det næsten usynlige skift der skete, da jeg rejste mig fra sengen, og gled fra at være mest til stede i mit overtegnede, dæmon-grafitti-hærgede indre, til at være mest til stede i kroppen. Ja, det lyder måske lidt flippet, men det var lidt af en opdagelse. Ikke en stor aha-oplevelse, men en lille en, der serverede sig selv som en selvfølglighed. For det er selvfølgelig ikke mit hoved med al dets skrald, der bestemmer og styrer alting. Virkeligheden er også en anden. Heldigvis. Og når kl. så nærmer sig seks -halv syv er det faktisk helt ok at brygge en tidlig kop morgenkaffe og til duften af den mærke, hvordan byen vågner, mens dejlige Bo sover det sidste af sin søvn inde i mørket i soveværelset.