At skille mit fra hendes - og hendes fra hans (I)

Hvor er det dog anderledes at holde fødselsdag for et lille levende barn, end det er at mindes sit døde barn på dets fødsels- og dødsdag!

Laurits' dage kan fyldes med lige præcis det vi forældre har brug for (undtaget lige nøjagtig det vi virkelig kunne ønske, nemlig vores søn i live), men Violas dag kræver bare fokus et totalt andet sted. Det handler om, hvad hun har brug for, og det er vidunderligt, at hun kræver sin plads.
Jooo.... Laurits kræver faktisk også sin plads, men det er 'kun' noget indeni mig, der knækker, hvis han bliver mast for langt væk. Med Viola er det aldeles ikke mit indre det handler om at holde hel (selvom jeg ganske sikkert også ville knække, hvis nogen maste hende), men derimod en lille pige, der mere og mere tydeligt danser sin helt egen dans. Det er virkelig smukt, livgivende og meningsfuldt at se hende danse.

Det lyder måske åndssvagt, men nogle gange føler jeg næsten, at Laurits er tættere på mig end Viola. Han er som imploderet i mig, hvor Viola er eksploderet ud og væk fra mig. Men det er også noget vrøvl, for Laurits kommer godt nok ikke med mange input, hvorimod Viola bombarderer mig konstant.

Laurits har dage, hvor minder, der starter med fødsel slutter med død. Viola har kun en dag, og jeg må tilstå, at jeg på et eller andet skørt punkt har vænnet mig så meget til (ikke) at have Laurits, at jeg i glimt forventer 'noget næste', 'det andet,' endnu en mærkedag med Viola. Men det er bare sådan en underlig forvirret følelse. I andre glimt, mærker jeg meget bevist den reelle frygt for, at Viola skulle få en anden dato. Et par gange har ordene bare smagt for mærkeligt, når jeg har sagt, at "Viola bliver to år"... Som om, at det så er alt. Og når først den lille bismag til ordene sætter tanken igang, er det umuligt at sige, at det bare er noget pjat. Jeg ved, at man kan miste sit barn. Derfor skal jeg ind imellem også lige stramme ballerne, når jeg skal snakke overbevisende om, at hun så bliver tre år, fire osv. Det er næsten for urealistisk meget at bede om alle de år, og så skubber jeg det væk, og har ikke lyst til at tænke på, at tiden går.

Det er sådan set nemmere med Laurits. Altså nemmere at finde ord uden bismag, for der kan ikke ske ham noget. Frygten er sådan set væk. Jeg kan sige, at "Laurits er død" og gå i krig med at håndtere og filosofere alt det døde. Det har jeg vænnet mig til, igennem hvad der føles som snart altid. Tanker om, hvad der kunne ske med Viola kan være sværere at håndtere, for der er så mange muligheder. Øv! Og der er kun så meget jeg kan gøre, ikke alt.

Med mit ene barn skal jeg faktisk acceptere, at han er død og med det andet skal jeg leve som om, at døden aldrig bliver en oplevelse jeg kommer til at skulle rumme. Absurd.