Hader den forskel der er på mine to børn. Så mange myldrende tanker har jeg haft om Laurits og næsten ikke andet. Alt for meget tid, alt for meget tomrum og alenetid. Sorg og savn og indebrændt længsel, der aldrig kan forløses, kun gro fast et eller andet sted, hvor det sikkert ikke er ret godt for noget.
Med Laurits et ganske enkelt, rent og udkrystalliseret ønske om bare én dag mere, bare én time, bare ét minut. Man får jo aldrig nok af sine børn, når det drejer sig om, at døden står på spring og vil tage det væk.
Med Viola mange daglige udfordringer og nogen gange følelsen af, at der ikke er tid til andet. Med hende et absolut andet ønske om at holde lidt afstand ind imellem og få lov til at savne.
Jeg synes fandme det er svært at rumme begge yderligheder hele tiden, og gæt hvem, der må vige... Og nu er ham, der må vige her selvfølgelig ikke, så på den måde er det ok. Han går jo ikke glip af noget. Men det gør noget ved mig, moren, som ikke føles ok.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
3 kommentarer:
Det er en l.o.r.t.e følelse. Kender den ALT for godt. Jeg tror aldrig, at den slipper taget i os.
Du kommer til at mangle første søndag i november.
Kram
Jeg ved lige, hvad du mener. Og som Frederikke siger, vi kommer altså til at savne dit selskab i år. Knus herfra.
Den følelse kender jeg godt. Den kommer ind imellem væltende og gør så forbandet ondt. Og som Frederikke skriver, en følelse vi nok altid må leve med.
Send en kommentar