tirsdag den 31. marts 2009

gravsavn

Jeg savner sådan at komme en tur ud på Laurits' græsplæne! Især på sådan en solskinsdag som i dag. Savner den varme duft af tjære fra kapellet, når man svinger ind på kirkegården. Savner stemningen, savner skadernes skrattelyde og solsortenes insisterende hoppen rundt i baggrunden. Savner at følge med i naturlivet ovenpå alle de døde. Savner træet med de lange arme og bænken. Savner græsset... det kalder nærmest på mig med søde sange om, at det passer godt på de jordiske rester af verdens sødeste. Jeg kunne sagtens bare køre derud, men jeg venter. Er egentlig ikke helt klar over, hvad det er jeg venter på. Måske foråret, men det er her jo nu. Vil nok helst derud sammen med Bo, og så skal det altså lige times med noget fyraften og kirkegårdslukketid. Men det er heller ikke bare pga. timing jeg venter. Jeg venter bare.

Førhen var det noget jeg temmelig straks tog mig tid til, når græsset kaldte. Nu holder jeg vejret, forlænger længslen og ser hvad der mon sker. Det hænger selvfølgelig også meget sammen med specialeskrivningen (suk... det famøse speciale. Drømmer ligefrem om problemstillinger og tekster om natten! Troede ikke, at man kunne drømme SÅ abstrakt kedeligt! Skulle drømme nu ikke være visuelt funderede?! hrmf!) På en måde tror jeg nok, at jeg har sat Laurits lidt i 24timers gravvuggestue... Han må altså vente til mor er færdig med at arbejde. Måske er jeg en ravnemor i hønsefjer? Eller en hønemor i ravnefjer?? For nu har jeg jo alligevel beskæftiget mig i hvert fald med tankerne snoet rundt omkring min lille dreng ved at skrive det her.

5 kommentarer:

Stine Willum Adrian sagde ...

Kender godt det der gravsavn - og så er det sådan en befrielse, at komme ned til Klemedrengen og side på hans lille bænk og synge elefantens vuggevise for ham...

Håber du tager dig tid til en lille pause fra specialeskriveriet, og kommer ud i det gode vejr. Overspringshandlinger kan selvfølgelig tage over når man er dybt nede i skriveprocessen, men pauser er vigtige - også for at problemstillingen falder helt på plads. Hvem ved - måske får du styr på alle tankerne nede hos Laurits ;-)

Heidi sagde ...

Ja... jeg ville nok have godt af det.

Line sagde ...

Altså, måske det ville gøre dig så godt at effekten ville overskygge den lille tid det tog at besøge ham?

Kys fra Line

Susanne sagde ...

En lille pause i skriveriet kan vel ligefrem være givende? Jeg er sikker på, at Laurits gerne vil hjælpe. Og foråret skal da nydes, når det kigger frem.

Heidi sagde ...

Ah... så kom vi derud begge to. I det stråleste solskin og med masser af solsortefløjt og forårsstemning. Gid vi havde en have, og gid vi ikke havde tilknytning en kirkegård med det inderste af hjerterne. Men når det nu er.. så nød vi det alligevel. Det hele var så nyt, friskt og forårsagtigt - på en velkendt måde.
PS Tak for vindmøllen, Dorthe. Den står nu og snurrer ved ankeret ;-)