Døden optræder meget i mine nattedrømme for tiden. Jeg har drømt om min egen død - et hjertestop - om truende tsunamier og verdens ødelæggelse, om at en anden døde i stedet for mig, og i nat puttede vi så Laurits i kisten. Igen... Det var en underlig og meget livagtig dødsdrøm, for det har vi jo faktisk gjort.
Hold op, hvor jeg glæder mig til at aflevere specialet om mindekultur, og så bare koncentrere mig om LIV i et godt stykke tid!
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
5 kommentarer:
Kæreste Heidi
Det kan jeg dælme godt forstå!! Det at dø, er virkelig også hård kost at skulle forholde sig til hele tiden. Det er lige præcis den del der er det sværeste for mig i forhold til mine minder om Elisabeth. Det er LIVET med hende som er det jeg holder fast i. Alle minderne og fantasien som efterfølgende har måtte træde til. Det andet bliver man på et tidspunkt fyldt godt og grundigt op af.
Hvor jeg dog ønsker og håber for dig at LIVET meget snart vil træde i stedet. Det trænger du til og fortjener i den grad.
Øf, det kan jeg satme godt forstå...
På den anden side tænker jeg at du om nogen kan rumme døden. For du er fandme en af de bedste jeg kender til at leve livet...
KYS fra Line
Livet og døden - hånd i hånd, trods det store modsætningsforhold.
Jeg ser nu også en masse liv i dine skønne skriverier. En masse dejligt liv, der altid får en tanke til at gro, når det er beskrevet med dine ord.
Kære Heidi
Jeg kan, som de andre, godt forstå at du er træt af døden.
Du og Bo er så gode til at leve og gøre ting sammen og være der for hianden.
Og pludselig er det maj, og specialet er færdigt, og du kan begynde at koncentrere dig om livet, i alle aspekter....
Måske lidt rodet, men velment. Mange tanker og knus fra
Dorthe
Okay... Heidi sendte et billede til Raja fra specielepladsen, og Heidi... Dit indlæg giver ganske meget mere mening nu... Nøj en DØDpølse derude...
Send en kommentar