Kedeligt savn

Jeg havde ellers dumpet et par lys i tasken i dag. Friske tændstikker tillige. Havde tænkt tanken og næsten nået at glæde mig til at dreje ind på Holmens kirkegård efter et ærinde i nabolaget. Men da jeg så holdt i et lyskryds i nærheden og skulle tage beslutningen, blev det at køre lige hjem. Jeg var træt og gad ikke. Jeg mærkede efter og fandt ikke andet end kedsomhed, ligegyldighed og træthed over for den kirkegård, den plæne, den døde unge. Hvad skulle det så nytte med de lys?

Sådan har jeg det ind imellem med at være Laurits levende mor. Så er det faktisk bare trættende og kedeligt. Det kan godt gøre mig ked af det. Selvfølgelig bliver Laurits aldrig rigtig væk for mig, det ved jeg efterhånden. Men så alligevel... kan man blive mere væk end død?

Det her er vel også en slags savn, men det er lige før, at jeg foretrækker det savn, hvor man tuder, frem for denne slags, hvor tiden har syltet det ind i trist kedsomhed.