Som overskriften siger...
Jeg sidder og ser den der udsendelse, hvor kendte (kvinde)mennesker fortæller om fødsler. Puuuuha for en nyser. Jeg fanges ind af den slags. Det gjorde jeg også før jeg selv blev mor, for jeg synes grundlæggende det er noget af det mest interessante og fantastiske i hele verden. Fødsler... Mennesker, der gror inde i andre mennesker og lige pludselig kommer ud og ændrer hele verden.
Men jeg overvældes også af følelsen af at være så forbandet snydt. Hvor er mit barn henne? Jeg fik faktisk et barn ud af min mave, men det er væk. Det er så unaturligt. På en måde føler jeg mig udenfor. På en måde føler jeg slet ikke, at jeg har født noget barn. Var det bare en fantasi? Jeg mærker en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig har ret til at være med i den snak, som de mødre har om deres fødsler. Det er som om, at jeg kun må snakke med om et halvt forløb, der sluttede der omkring, hvor Laurits blev taget ud af min mave og væk inden jeg så ham. Det er en fornemmelse der kommer indefra, vel at mærke. Der er selvfølgelig ikke nogen, der har sagt noget om den slags til mig. Selvfølgelig skete Laurits' fødsel i virkeligheden, selvfølgelig fødte jeg ham (kejsersnit = barn ud af mave = fødsel), selvfølgelig må jeg godt være ked af det der skete. Men... jeg er bare så tom og det hele er bare så længe siden.
Det er noget rigtig møg at være den her slags mor. Det er så utrolig uforløst. Det hele peger indad i mit tomme, tomme ego, hvor det burde pege udad. Jeg kan føle mig så rådden og imploderet. Måske har jeg faktisk bare brug for at snakke om hele forløbet igen? Se billeder, fortælle og simpelthen mærke at det skete i virkeligheden. Den virkelighed, som ligger 3½ år væk og ikke her.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
9 kommentarer:
Jeg vil hjertens gerne lægge ører til hele din fortælling om da du blev mor til Laurits. Og så kan vi kigge billeder og drikke te og sidde i sofaen måske. Med fødderne oppe. Og tæpper. For det tager tid at fortælle hele Laurits' liv.
Den historie vil jeg også gerne høre, igen og igen, for den er værd at lægge øre til mange gange. Kram.
Du fanger noget i mig. Jeg sidder her og græder ned i min kaffe, så den bliver kold og løber over og bliver klar så at billedet på bunden
kommer til syne. Jeg ser mit egen sorg, der er forvandlet til et savn. Jeg ser min datter. Jeg mærker hende, kan lugte hende og føler mig så amputeret og gid jeg bare kunne røre ved hende igen. Bare én gang til. En sidste gang.
Heidi, det vil altid følge os, hvad enten vi har fået levende børn eller ej. Det tror jeg.
Glæder mig til vi ses.
Knus
Kære Heidi - jeg ved intet om hvad du står i, men jeg føler med dig. Du er en modig kvinde, og en modig mor. Moderskabet kan ingen stille spørgsmålstegn ved, og din historie om din Laurits er værd at forælle, vørd at huske og værd at lytte til.
Kære Heidi,
JEg vil også frygteligt gerne høre om Laurits igen og igen... Ikke fordi han er lissom min India, men fordi han er Laurits, og frygtelig død og dejlig at høre om!
Nu har jeg prøvet lidt af hvert mht. fødsler og sån. JEg har født et dødt barn vaginalt, født et levende barn vaginalt og fået et blåt kejsersnit... Og det er sjovt, for jeg kan nogle gange have fornemmelsen af at Indias fødsel ikke helt tæller med på lige fod med de andre... Og jeg mener - hendes fødsel var sgu den mest moder jord agtige (startede som hjemmefødsel, gik i gang af sig selv og hun var joi giga stor og sån)...
JEg har jo så de levende børns fødsler at tale med om, men tit blir jeg provokeret af at der lissom skal skøjtes hen over Indias fødsel.
Men i virkeligheden skøjter jeg måske også selv hen over den nogle gange...Fordi den er forbundet med meget ambivalens, og ikke blot kan tales om over et glas vin med 10 andre tøser... Den er en sluse til meget meget mere... For hvor de andre fødsler åbner op til et behov for at gå hjem og kysse Raja og Sibille, giver mig nyforelkelsens sommerfugle i maven, som jeg kan projektere ud på dem... Så åbner tale om Indias fødsel op for det modsatte. En hjemløs kærlighed og behov for lange varme snakke...
Og detop dette er der ikke altid rum til - end ikke hos mig selv, hvor tragisk det end måttet være!
Heidi, jeg har sagt dette før - jeg syntes virkelig at dem der har fået kejsersnit er seje... SÅn virkelig ur-seje. Tænk at de blev sprættet op for deres børn! Ved du hvad. JEg glæder mig SÅ meget til at jeg skal i svømmehallen igen.FOr nu kan alle se på min mave at jeg er en top sej mor der har født børn... (Okay ikke at kroppen var ikke-fødselsagtig før Sibille men altså ;)
KYS fra Line
Line – Blev helt glad over din betragtning af kejsersnit. Jeg har jo født 2 gange på den måde og har altså et noget ambivalent forhold til dem. Især den sidste, som var overstået inden jeg selv sådan rigtig nåede at være med. Efter din betragtning føler jeg mig pludelig en lille smule sej. Tænk at jeg lod mig skære op for mine børns skyld. Sådan havde jeg ikke lige tænkt på det. Tak Line! Og undskyld Heidi at jeg lige brugte din blog til en kommentar til Line.
Mie, det skal vi!!
Til jer alle; I retter mit krøllede indre ud på et splitsekund, når I gider min (døde) dreng.
Sofie, man må altid bruge min blog til at skrive til Line ;-)
Og I to; alle jeres fødsler gør mig helt vildt imponeret. Tænk hvad I har lagt krop til.
Jeg følger Laurits og dine skriverier. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst. Hans historie er da vigtig at få fortalt, og jeg ville så gerne lytte.
Glæder mig til at se dig igen...
Vil altid gerne høre om Laurits, fødslen og hans liv.
Også gerne til The, sofa, og en lille kage. Og mange billeder og historier.( Jeg kan se Dig og Mie for mig, med lys, billeder, the, tårer og timer med Laurits. Og nok også lidt Alma)
Og bruger også lige bloggen; hvor er det fint beskrevet Line. Både mht dine forskellige fødsler, også at blive skåret op for sit barn... det er da top-sejt. Og også Indias fødselsforløb, det kan jeg godt følge og forstå.
KH og Knus
Dorthe
Send en kommentar