tirsdag den 11. august 2009

Dødt barn, døde fisk og fraværende unger

Jeg har vist før beskrevet mit lystfiskeri som en sær parallel til vores kamp om at få flere børn. Udover at begge dele kræver en stor portion held, hengivelse og tålmodighed, så er det i virkeligheden nok mest i kontrasten de hænger sammen. Det er så befriende, livgivende, eftertænksomt og naturligt at komme ud til havet for at fange fisk. Havde jeg haft vinger ville det have givet luft under dem. Af og til må jeg indrømme, at fisketurene kan sammenlignes lidt for meget med barnløsheden, for så kan det godt være rigtig frustrerende ikke at fange noget og ovenikøbet miste blink. For det meste er det dog skønt at være af sted. I denne sommer er det blevet til en del fisketure, og lidt fangst har der da også været. For et par uger siden fik jeg en stor rødspætte hevet i land:
Ret sejt at fange sådan en på blink, tror jeg nok. Den blev grillet og delt med en god ven. Bo spiste sin egen rødspætte, som kun var HALVT så stor ;-P
Drømmen er stadig at få en stor havørred på krogen - en der kæmper, stikker af sted og til sidst overgiver sig (og smager godt!) - og det er altså ikke sket endnu. Jeg har kun haft en lille undermåler af slagsen forrige år, og den fik et kys samt en forskrækkelse og blev sat ud igen. De to billeder jeg drømmer om at kunne vise frem her er et Heidi-med-havørred og et scanningbillede. Helst det sidste... men nu må vi se, hvad der kommer først... eller nogensinde. Der må da snart være 'nogen', der bider på.

4 kommentarer:

Frederikke sagde ...

For fanden Heidi... der skal bare være nogen, der bider på!

Knus og tanker

Line sagde ...

Jeg kan huske da vi første gang efter Indias død kastede os ud i en ferie. Det var meget meget grænseoverskridende at være borte fra Indias gravsted- men da vi stod der ved havet følte jeg mig tættere på India end jeg nogensinde havde gjort siden hun blev væk...

- Jeg kan huske jeg skrev dig en sms, at NU fattede jeg jeres fisker-dille...

Susanne sagde ...

God fangst. Jeg glæder mig til den dag må komme, hvor jeg må se et fint scanningsbillede.

Jeanette sagde ...

for fanden Heidi hvor jeg dog også håber på bid på jeres vejne snart!!

Skønt billed af dig med rødspætten;-)