Hej, jeg er forælder til et dødt spædbarn

Jeg kan ikke sove, og tror det hænger lidt sammen med, at jeg prøvede at være en menneskebog i går. Line og Thor tippede mig om det, og jeg er rigtig glad for at have prøvet det. Jeg var bogen om at være forælder til et dødt barn og blev lånt ud to gange (+ at der var en beruset ungersvend, som kom forbi og b(s)ladrede lidt, fordi han så nogle bøger sidde der og drikke kaffe). At stille op til sådan et arrangement var foruden den helt overordnede ide med at rykke ved fordomme også en måde at prøve mig selv af. Jeg vil jo af princip gerne være noget nær en åben bog i forhold til mit døde barn. Altså forstået på den måde, at Laurits ikke skal være et tabu, og at folk gerne må spørge om alt, så længe de kan tåle at høre svaret. Det er nemlig for det første så dejligt at få lov til at snakke om mit døde barn, for det er ikke altid så let at give ham en naturlig plads i alt det levende, når nu han er så død. Desværre. Til begge dele. Derudover er det befriende når folk spørger, fremfor at gætte sig til hvordan det er - som det gælder med alt?? Det var i øvrigt lidt det samme alkoholikeren sagde, da jeg sludrede med ham 'på hylden' (eller rettere, jeg tog mod til mig og stillede spørgsmålet, om man skulle tage hensyn til ham, fordi han var alkoholiker). Han ville hellere selv have lov til at sige nej tak til en øl, end at folk ikke bød ham noget. Det kan jeg godt forstå.

Jeg blev heldigvis lånt ud to gange til i alt tre søde mennesker; en mand og to piger. I øvrigt betyder det bare, at man sætter sig på et par puder i Kgs. Have og snakker over en kop kaffe. Mere mystisk er det såmænd ikke, men det kræver selvfølgelig et vist mod og en nysgerrighed hos låner. Den første der ville snakke med mig var en flinker mand med en meget filosofisk, nysgerrig og åben tilgang, og vi talte i lang tid (her vil jeg i øvrigt gerne opfylde en fordom: to cand.mag'ere kan godt lide at sidde i Kgs. Have og snakke om liv og død, hahaa). Det var fedt at han tog arrangementet for pålydende og netop spillede en masse fordomme på bordet, f.eks.: "hænger du ikke fast i sorgen og dyrker den?", "ophøjer du ikke dit døde barn til noget helligt?" Fedt at få lov at svare på/snakke om. Jeg mener jo ikke, at jeg hænger fast i en sorg, men at det er noget, som følger med i mit liv. Sådan helt overordnet... for det kan da sagtens være, at jeg ikke altid/hele tiden går derudaf og fremad med raske skridt. Nogle gange hænger jeg sikkert fast. Og... (hrh-hrm) det der med at ophøje Laurits til noget helligt... Jow, ville det ikke være lidt hyklerisk af mig at afvise den fuldstændigt med alle de fjer, englebetegnelser, blogindlæg osv.? Men han er også noget helt særligt for mig, for jeg er hans moar. Jeg holder rigtig meget fast i det vi nåede at få af ham, for det var det eneste. Gør det noget? For jeg ved jo godt, at han hverken var mere eller mindre værd end alle andre mennesker.

Heldigvis oplever jeg, at tiden gør noget godt. Den læger ikke alle sår, men den gør noget godt. Skelletterne rasler ligesom på plads i skabet, så de i det mindste ikke er så skræmmende, når man lukker op. Jeg kan tale rimelig åbent om det hele. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det eller få en vis kropslig reaktion - begynde at ryste og blive lidt kejtet - men det accepterer jeg for det meste. For det meste vil jeg godt understrege, for det kan sgu sagtens løbe om hjørner med mig. Og altså... nu sidder jeg så også her og kan ikke sove, for det roder alligevel op i noget at blive udfordret sådan. Det minder mig om de første mange gange (måske det første års tid) af forældregruppemøderne, hvor det godt nok også var svært at falde til ro igen, når man kom hjem i sin seng. Og det var altså ikke fordi jeg lå og græd over Laurits, men det var mere noget med, at jeg lå og tænkte på opfattelser, argumenter, reaktioner, holdninger, følelser osv.

De to piger, der lånte mig var så søde. Vel omkring 15-17 år, tror jeg. De var lidt generte og nok nervøse for at gøre mig ked af det, men hold kæft hvor var de søde! Måske hænger det også lidt sammen med, at de udfordrede min fordom overfor to teenagere med ret så sort tøj...? ;-) Der var i hvert fald intet spille-smart over dem. Det viste sig, at den ene var lillesøster til et dødt spædbarn. Jeg kunne ikke sige mig fri fra tanken om, at det kunne være min datter om en 16-18 år. Jeg spurgte lidt ind til det, men tænkte ellers, at det var dem, der skulle komme med spørgsmålene. Desværre havde vi ikke så meget tid, for de ville også rigtig gerne nå at snakke med ex-stripperen, hahahaha. Jeg er bare super glad for, at de også gad at snakke med sådan en mærkelig mor som mig. Synes det var rigtig 'klogt' af dem at vælge en af de mere grå bøger på hylden, for jeg ved godt, at som forælder til dødt spædbarn er det ikke det mest interessante omslag man har. Eller hvad? Er det min fordom?