Ensom på trods af alt

Ind i mellem er følelsen af at være forladt så enorm. Den ligger ofte og ulmer og nogle gange bryder den løs. Så må jeg erkende, at der ligger rigtig meget savn og ensomhed, der hvor sådan noget nu ligger. Alle andre er bare gravide... har børn... Selvom vi fik Laurits, så er forældrefølelsen så ufattelig ensom og tom ind i mellem. Vi fik Laurits, men han er fraværende på 4. år. Det er kedeligt. Jeg kan sagtens finde glæde, skønhed og fjollerier i det at være én af Laurits' forældre, men så bliver det også hurtigt lidt for personligt og navlepillende. Ikke at det altid holder mig tilbage ;-) men jeg vil så gerne være mor helt ned i maven igen, helt uden at slå hjernen til, helt uden ord men bare i handling.

Sorgen over Laurits hænger sammen med sorgen over ikke at have fået flere børn. Det er ikke det samme, men det hænger sammen. Og det med vores barnløshed er jo ikke bare et spørgsmål om liv/ikke-liv, det gælder faktisk liv/død. Vi vil gerne styre udenom de 25 % dødsdømte unger i vores genpulje. Det er en forbandet luskesorg, der følger med barnløshed. Den sniger sig ind som en nærmest naturlig del af livet. Denne sorg har ikke en begivenhed, et tidspunkt eller et egentligt holdepunkt. Den er der bare, vokser i det halvskjulte - og vi vil bare så gerne af med den! Teoretisk set kunne vi vælge et liv uden børn, men det har jeg slet ikke lyst til. Jeg er jo mor. Derfor kan jeg også blive så ked af det, hvis folk går direkte videre til at tale om andres barnløshed og fertilitetsproblemer. Det er altså ikke det samme... 'forælder' og 'død' indgår i vores barnløshedssituation. Det er ikke for at negligere andres barnløshed, men det er bare et helt andet udgangspunkt. Derfor insisterer jeg på at sige, at vi bruger fertilitetsbehandling som et middel i en større behandling. Det gælder ikke 'kun' om at blive gravid, det gælder om at blive gravid med et barn, der har helt almindelige betingelser for at leve (og dø).

Jeg tror vi lever så godt vi kan med uden ham Laurits, men den reelle barnløshed går i sagens natur mod stadig større sorg, så længe der ikke kommer småsøskende til. Det er svært at håndtere, at det går mod dårligere tider, fremfor lysere, hvis ikke miraklet snart sker. På sorte dage føles det som at gamble... vi må satse mere og mere for at have håbet om gevinst. Jeg kan godt se, at en tidsramme ville være en smart strategi, for så ved man, at det må slutte en dag. Men den strategi går direkte imod Bos og min måde at leve på. Vi insisterer på at tage tingene som de kommer og være så meget her og nu, som vi kan. Det er den måde vi har rejst os efter alle nederlag i næste-barn-projektet. Jeg kan heller ikke få over mit hjerte at sige, at vi efter x antal år må opgive drømmen. Det er trods alt stadig en drøm bag de tunge, triste og ensomme følelser og ikke et mareridt.