Sådan noget mor-kærlighed er virkelig en mærkværdig størrelse. Det kan ophøjes til det smukkeste, hvor der ikke er grænser for al det ild og vand man vil bekæmpe for at gå foran sit barn. Selv sådan en som mig oplever pludselig, hvad det vil sige at være målrettet. Det er jo lige før man kan finde på at opfinde nye elementer, bare for at bekæmpe dem i afkoms-kærlighedens sindssyge tilstand, selvom det ikke altid nytter noget som helst. Samtidig kan mor-kærlighed være rigtig trættende at høre på, den kan afbryde og stå i vejen og kan få en til at sige de mærkeligste ting. Eller skrive de mærkeligste ting... (hrm-hrm).
Det var egentlig ikke den tangent jeg ville ud af. Ville bare sige, at jeg 'fik øje' på et billede af Laurits i dag, og blev fanget ind i forundring. Selvom jeg har slidt de billeder op og stirret mig blind på dem, så er der sgu altid en rest af mytik tilbage alligevel. Faktisk er det som om, at jeg ikke kan få øje på den sidste lille bid, eller ikke kan samle indtrykkene til et helt færdigt billede. Måske er han stadig så fysisk for mig, at jeg mere ser - eller mærker - det kys, som jeg får lyst til at plante på en af hans skæve kinder? Eller også er billederne simpelthen ikke særligt gode, så jeg har svært ved at se ham rigtigt? Eller er det fordi han har lukkede øjne og er halvt maskeret af plaster på alle dem, hvor han var levende? Eller så han virkelig bare meget mærkelig ud, så han er svær at beskrive helt færdig? Eller er det mor-kærligheden, der gør mig så uendelig subjektiv i blikket, at jeg bare synes alle hans skævheder, hans stikkontakttud, hans hævede øjne og fladmaste ører er søde, lidt skægge og spændende?? Jeg tror virkelig, at han ville have set lidt spøjs ud, hvis han levede i dag. Tror han ville have fået skæve tænder og sådan noget. Og så ville det skæve smil bare være endnu mere charmerende i mine øjne. Han ville have været så mærkelig og så dejlig.
Pheeew, så fik jeg lige afløb for et selvsving af mor-følelser helt ned i detaljen. Det er rart og nødvendigt. Men for hulen, jeg trænger til at få en levende unge, fremfor sådan en mærkelig død en!
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
8 kommentarer:
Jeg får helt kulegysninger Heidi. Du ham sgu så levende, ham Laurits. Det er så uendeligt smukt, ja det er moderkærlighed af den smukkeste slags. Hvor er dine fremtidige unger bare heldige! For dem får du, det ved jeg!!!!!
Jeg glemte vidst et ord i første sætning.... Ups, det skulle stå "du beskriver ham sgu så levende"
...på vesterbro krydses der fingre for at Laurits snart overraskes af en lille smækkersøskend!
Jeg læser lidt med på din blog fra sidelinien, og jeg tænker egentlig altid over så kær han ser ud ham Laurits. Faktisk ville jeg kalde ham bedårende.
Jeg synes også de tegninger du laver af ham er vildt gode. De ligner den lille fyr - er især vild med den streg du laver under øjet på ham. Så enkelt, og så godt ramt.
Undskyld hvis det er nedtur med ukendte der pludeslig kommentere.. Men lige præcis hans kære udseende syns jeg godt jeg kunne tale med om.
:) Anna
Ligesom Anna blander jeg mig også pludselig, sådan helt ud af det blå, for bliver simpelthen nødt til at fortælle, hvor sød og fin jeg synes, din lille Laurits ser ud!
Jeg husker, at jeg studsede, en gang jeg læste et af dine indlæg, hvor du beskrev din lille 'skæve' Laurits - måtte kigge en ekstra gang, for jeg havde intet skævt set. Blot en smuk lille dreng, med et - nå jo, måske - lille, skævt smil. Har faktisk altid syntes, at det billede viste en underfundig og indtagende personlighed, som rakte langt ud over alder, skærm, tid og sted.
Ky
Just for the record: Laurits er skøn.
Kram
:D Bliver bare glad for alle kommentarerne.
Man elsker sine børn uanset hvordan de ser ud. Jeg kan feks godt se at Johannes ikke var helt som andre, men han var og er min dreng, og jeg elsker ham højt.
Jeg ville så gerne have set ham som storebroder til Dagmar, min lille fine,fantastiske og dejlige pige. Som jeg er så taknemmelig over at få lov at være mor for:-)
Det samme gælder vel med de mennesker man møder igennem livet, venner og familie. Vi ligner jo ikke alle modeller, men det ser man ikke når de er smukke indeni i, man elsker og holder af dem for det de er og gør i livet. Sammen og hver for sig.
Og som altid et flot, smukt og fint indlæg.
KH og Knus
Dorthe
Send en kommentar