Sorte strømper

Laurits fik små sorte strømper på, da han blev lagt i kisten. Dem havde jeg strikket til ham, så naturligvis skulle han have dem på. I lang tid har jeg været i gang med et par sorte strømper til mig selv. De er ikke noget at prale af. Det var Laurits' strømper heller ikke. Der var fejl i og garnet var ikke nogen super kvalitet. Dengang jeg strikkede til Laurits jokede jeg vist med, at jeg var nødt til at lave to strømper, for vi havde lige set på en scanning, at barnet derinde havde to fødder. Vi havde faktisk også set to nyrer... Det kunne bare ikke ses, at både nyrer og fødder ikke var helt som de skulle være. Nyrerne var som bekendt i udu, og fødderne var lidt skæve. Hm, men så passede strømperne egentlig meget godt - skæve og med fejl.


De strømper jeg strikker nu ser også lidt mærkelige ud. De er meget lange og helt tynde, men når de kommer på mine fødder ser de ud til at passe fint (og det er ikke fordi jeg har lange, tynde fødder, tværtimod). Jeg tror det skal være sådan nogle jeg sover med om vinteren, for de duer vist ikke som rigtige strømper. Det er garnet ikke godt nok til. Men skæve, sorte strømper af samme slags garn som dem Laurits fik er aldeles godt nok til mig.


Jeg ved jo godt, at Laurits' strømper blev til aske sammen med hans lig, og at resterne efter al sandsynlighed ligger et sted under jorden på Holmens K (ja, jeg kan ikke sige, at jeg føler mig 100 % overbevist om at resterne er der, for jeg har ikke set det). Alligevel giver strømpestrikkeriet en fornemmelse af nærhed til den lille dreng. Samtidig lægger jeg også en helt anden symbolik i det sorte strømpestrikkeri. I bunken af babytøj på loftet ligger indtil flere skæve babystrømper som jeg har strikket til kommende børn. De er bare ikke kommet, de der kommende børn. Derfor strikker jeg til mig-selv-mig nu. Det føles mere rigtigt.