Tanker om Laurits' fødselsdag og dødsdag

Så blev Laurits ikke tre år. Men hans fødselsdag var det i forgårs. Det kunne mærkes på en stille, dyb måde. Måske derfor gav det helt rigtig mening at vi som far og mor befandt os ved verdens længste og dybeste fjord (Sognefjorden i Norge). Det er nok lidt højtravende eftertænksomhed, men fjorden er et meget godt billede på vores forældreskab til ham den lille døde. Fjordens tilsyneladende stille og rolige vand står i forbindelse til hele verdens hav og følger tidevandsrytmen som månen nu vil det. Ingen kan helt vide, hvad dybet gemmer på, men liv er der i hvert fald. Vi så for eksempel masser af marsvin, som fascinerende nok lever der et sted mellem vand og luft. Hvert 4. minut skal de op og trække vejret, hvilket de gør med spøjse nys og flotte krum'spring'. Ved Sognefjorden ser det ud til, at man bor helt nede for foden af bjerget, men i virkeligheden har vandet standset os halvt oppe. Bjerget forsætter blot nede under vandet. Al det vand... det er så livgivende og livsnødvendigt. Livet ser også ud til at blomstre lige der på grænsen. I de to meter, hvor tidenvandet teede sig, havde tusindvis af blåmuslinger sat sig fast. Helt afhængig af vand og alligevel legende med luften.

Fra start til slut var vandet Laurits' egentlige begrænsning. Helt afhængig af luft var han udenfor min mave, men han havde ikke haft mulighed for at lege med vand derinde... Det var så synd for den lille knægt, at han ikke havde haft fostervand til at træne sine lunger med. Det var så synd, ærgeligt og forbandet, at han skulle dø. Men ligesom i forgårs, så kan jeg mærke, at hans liv betyder mere end hans død. Jeg er så lykkelig over at være hans mor. Han blev taget fra os, men efterlod alligevel noget. Man kan vel sige, at jeg har lært at leve med det 'noget'. Selvfølgelig kan jeg blive rigtig meget ked af det, og der var da også et tidspunkt på Laurits' dag, hvor jeg bare kunne mærke al energien forsvinde på et øjeblik, mens sorgen strammede til. Men faktisk skulle der ikke mere til, end at minde mig selv om, at det er ok også at være ked på sin søns fødselsdag, når nu han er død. Det er vel det, som nogen kalder accept. Jeg ved bare ikke helt, om det er sådan jeg føler det... jeg kan da aldrig rigtig acceptere, at Laurits er død? Men jeg indser det i hvert fald og lader bare sorgen stramme til, hvorefter den for det meste så giver slip.

Ved fjorden var der som sagt masser af liv. Vi tog lidt af det. Bo fangede to fisk fra dybet, og jeg fangede en hornfisk inde ved land. Bos første fisk var en lyr (slags torsk, tror jeg nok), som var rigtig lækker. Den anden var en lille rødfisk, og det skal siges, at han faktisk forsøgte at sætte den ud igen. Desværre svømmede den rygsvømning, og så måtte han jo tage konsekvensen og dermed invitere den med til grillfest. Den smagte altså også rigtig godt. Hornfisken blev fanget på Laurits' fødselsdag, og det var meget tiltrængt at få fat i den. Det meste af dagen havde vi stået på små klipper og set masser af fisk søge rundt nær land. Især var der drilske hornfisk, som gerne søgte nysgerrigt efter vores blink, men som alligevel ikke turde bide på. Det var så frustrerende! Sidst på aftenen var der endelig bid! Jeg halede en fin 450 grams i land, og den var så tæt på at hoppe lige ud i vandet igen. Men vi fik den! Det føltes taknemmeligt. Jeg bliver nogle gange ked af det, når jeg slår fisk ihjel, men jeg bliver mest taknemmelig, stolt og lidt ydmyg.

I går rejste vi hjem igen, og det var en lang køretur op og ned ad bjerge. Inden vi forlod fjorden satte vi tre traner ud i vandet. Så kunne de padle rundt der, og det var bare en dejlig lille markering af noget stort. Fra kl. 14 til 14.30 tænkte jeg meget på, at det så var tre år siden vi fik Laurits i armene og mærkede ham dø. Det er altså underligt, men det er som om, at vinduet lige bliver åbnet tilbage igennem tiden på de to dage og to tidspunkter; dels 22. maj kl. 00.30, hvor han blev født, og dels 23. maj kl. 14.30, hvor han blev erklæret død. I går kunne jeg næsten ikke klare tanken om, at vi rent faktisk skulle igennem vores drengs død for tre år siden. Hvordan kunne vi dog gøre det??? Det var næsten uforståeligt, at vi engang fik at vide, at vores nyfødte ville dø, og det ville ske om eftermiddagen den 23. maj. Fy for helved, helt ærligt?! I går var det lidt af et mareridtsagtigt mysterium at tænke på, og efter kl. 14.30 kunne jeg ligesom slippe det igen. Som om noget er overstået, selvom der intet nyt er sket og aldrig kommer til at ske med Laurits.

I år har været meget anderledes end de to forgående fødsels- og dødsdage, fordi vi har holdt det 'alene'. Men vi var jo netop ikke alene... Vi har fået mange hilsner fra venner og familie og det er vi rigtig glade for! Det varmer så uendelig meget. Det rører vores hjerter allerdybest inde, at Laurits er med så mange mennesker på trods af døden. De to forrige år har vi udlevet min trang til at gøre noget på hans fødselsdag, markere dagen sammen med andre, for den trang har været stor. Jeg kunne også godt mærke flimren i år. Den flimren som nok er rigtig mor-agtig, hvor jeg bare føler ud i hver en fingerspids, at jeg da for pokker må gøre noget for vores dreng. Men jeg kan i bund og grund ikke gøre noget for Laurits som rækker ud over at leve. Bare at være til og trække vejret lidt ekstra tungt og helt ud i krogene - sådan lidt for ham også. I år fulgte vi Bos trang til at være helt stille og 'alene'. Det var dejligt. Det var godt at mærke, at vi kunne. Derudover hang dette års Lauritsdage også bare sammen med, at vi i den grad trængte til ferie og afkobling. Jeg vil nok altid have behov for at markere dagen og fejre Laurits' korte liv, men jeg tror det kan ske på mange forskellige måder fremover.

Og så lige et billede mere. På vej hjem fløj vi over Skagen/Grenen, og det vækkede også lidt Lauritsminder. Sådan lidt af de 'bagvendte', mærkelige Lauritsminder, for det var et sted vi tog hen kort tid efter hans død. Det var en måde at tage fat i livet igen efter hans død. Det var godt, men det var jo på allerværste betingelser. De minder jeg har fra Skagen er gode minder, men fra en skrækkelig tid. Det føltes rart lige at flyve over det sted i går.