Et levende barn... er det mon lige så skønt som jeg forestiller mig?
Jeg drømmer om at få levende børn. Drømmer om, ønsker at, håber (og arbejder) på det. Og naturligvis forestiller jeg mig en hel masse omkring det. Som mor til en død har jeg næsten kun forestillingerne at være mor i, og den stakkels Laurits er offer for min fantasi. Knægten har ganske enkelt ikke en levende jordisk chance! "De andre børn" skulle gerne have netop det, og jeg kan jævnligt blive bange for, om jeg får idealiseret det at være mor til en levende. Hvad nu, hvis jeg slet ikke kan finde ud af at se det vidunderlige i det levende kaos? Måske er jeg i virkeligheden for egoistisk til børn? Bare jeg ikke bliver en kontrol-freak. Bare jeg ikke tillægger mine børn ansvaret for min lykke?
En del af mig har en total rolig grundfølelse omkring det at være forældre. Bare kom an, små bebser! Jeg er klar med kram, patter, kys, rolig stemme, små kærlige klap og tilbagelænet lytten til jeres behov (Indrømmet; det er noget grundlæggende og nærmest dyrisk). Meeen... en anden del af mig føles stivnet, kold og kynisk. Er det besværet værd? Er der ikke groet mug på moder-hjertet? Hvad nu, hvis jeg dybest set ikke kan lide mit barn - nok? Hvad nu, hvis det kun bliver halvt så skønt som Laurits var (og Laurtussen var trods alt lidt skæv og kikset, såeh...)? Det er jo let at sige, at det halve ville være alt rigeligt, men hvad nu, hvis det bare aldrig bliver helt nok? Puh, det er møg tanker, ved det godt. Tager dem frem, lufter dem her og lader dem så passe sig selv igen. Husker mig selv på, at inden Laurits kom var jeg også i tvivl om de grundlæggende ting, men da jeg først så ham skiftede fokus. Det handlede bare ikke om mig, hverken mine behov eller evner. Det handlede om det menneske, som tilfældigvis havde mig som mor'en. På samme måde regner jeg faktisk også med, at selvfølgeligheden(kærligheden?) kommer med barnet næste gang. Eller... der er en himmel til forskel på fantasi-Laurits og fantasi-brøster: fantasi-Laurits har grund i en virkelig dreng, mens fantasi-brøster er fantasi.
Jeg savner ham. Verden ligner maj måned 2006 igen. I snart tre år har savnet syltet sig ind i alle mulige andre følelser og underlige tanker. For eksempel den flimrende urolighed omkring, at jeg ligesom skal vælge mellem dengang og nu. Det kan man jo ikke. Det er jo bare et savn. Og det er ok at blive sindssygt ked af det indeni, men bare holde det indeni, fordi det egentlig er noget så banalt som et lilel godnatmøs på kinden, som jeg ikke kan komme af med til rette modtager (Laurits, din lille, forhutlede, umulige møgunge...bare du var her og ikke der).
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
7 kommentarer:
Du bliver en fantastisk mor - P U N K T U M - ikke til diskussion!
Jeg er da helt enig med Adam og Mie. Og jeg håber at hele mit hjerte, at det snart må blive jeres tur.
Heidi dine tanker og bekymringer om at blive mor igen er vist helt helt almindelige. Og ikke kun for os der har mistet, men også alle andre...
Jeg elsker Raja Lys, hverken mere eller mindre end hvis der ikke havde været en før hende der døde. Sådan er det bare...
Du bliver en suveræn mor.En af dem man beundrer! - lissom du er det for Laurits! -
Og jo, at være mor til et levende barn er vel sat op på en pedistal nogle gange. Og det fede er, at når vi har haft de hårdeste nætter, dage osv. så smiler hun lige eller siger noget fedt, og så er det hele tilbage på pedistalen i tårnhøje højder... Og der er sgu fedt nok at være...
Der kommer aldrig mug på dit moderhjerte Heidi! Det banker for meget og for hurtigt til at det kan få fat!
KYS fra Line
Det bliver slet ikke, som man forestiller sig det. Lige så som det at blive mor til Laurits, var som du forestillede dig. Sådan er det bare.
Det til gengæld tror jeg, at du har lige præcist det, der skal til for at være en mor, der netop rummer.
Knus.
Du bliver en skøn og dejlig mor, sammen med far-Bo.Der er IKKE noget mug der, der er et klar-parat hjerte og åbne arme.
Knus
Dorthe
...jeg tror på ingen måde på mugteorien :)
Dine tanker er noget så relevante for mig lige nu. Mit moderskab for Elisabeth var noget helt særligt, måske pga situation, måske fordi det var første gang og netop derfor vildt overvældende på den smukke måde. Denne gang er det hele meget anderledes. Det er ikke til at vide det før man står midt i det. Men at du bliver en god mor er der ingen tvivl om. Det er du jo allerede og selvom moderskabet lige nu er lidt diffust og drømmende, så er det da så tydeligt for en hver at du har lige det der skal til.
Send en kommentar