Jeg kan virkelig mærke, at der skulle have været en knægt på snart tre år, for jeg har sådan lyst til at:
- kaste vildt rundt med 10-15 kg.
- forskrække 'nogen'
- lege fangelej rundt og rundt og rundt i lejligheden
- samle puslespil
- argumentere og være bedrevidende så let som ingenting ("FORDI jeg siger det!")
- fortælle små løgnhistorier
- lege med tog
- gå tur i kbh. med en lille drengs varme, fedtede hånd i min (og tænke; "bare han ikke pisser i bukserne nu, for jeg har sgu da helt glemt at tage en sikkerhedsble og ekstratøj med")
- tage toget til Køge, Vordingborg eller Lundby og spise madpakker undervejs
- bare høre ham den lille døde være stor og levende, legende, tossende lige inde ved siden af...
Ih, det kunne være så skønt!!
Men alligevel; på det helt velkendte trods, har jeg det godt. Nyder livet. Glæder mig til alt muligt men også over alt muligt. Jeg kan godt lide at være i livet. Det var ingen selvfølge for knapt tre år siden...
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
6 kommentarer:
En kollega sagde engang til mig:
"Man vælger ikke selv sin historie, men man har selv et ansvar for at vælge, hvordan man vil leve med den". Hm. Tag den...
Med ordene er jo kloge nok. Når det nu ikke blev, som vi ønskede, så må vi handle derfra. Jeg kan se i mine skriverier, at jeg valgte livet allerede lige efter Mies død. Det var ikke altid lige let at leve op til, men på den lange bane lykkedes det - synes jeg selv.
Det er også hvad jeg læser i dit indlæg. Din dejlige evne til at leve, at leve med, at leve på trods, i det hele taget at leve - og ikke mindst at nyde livet.
Jeg må sige, at jeg beundrer din evne til at gøre Lurits levende på sin egen måde. Jeg ser ham for mig og ikke mindst, når jeg på min vej støder på en lille fjer. Så er han den, der får min tanke.
Knus og tanker
Susanne; ja, jeg kan godt huske det valg... Egentlig slet ikke svært at træffe (livet, tak), men som du skriver; svært at leve op til nogle gange.
Frederikke; jeg kan ikke sige dig hvor meget det betyder. Eller jo... det tror jeg faktisk lige præ-cirkeline-cis du ved!
Jeg får altså også virkelig levende billeder... Især af en fedtet hånd i din... Mmmmm... Lille Laurtussen.
Jeg kan lige se dig og Laurits for mig i et tog med madpakker. Dejligt.Og være lidt smånusset på vej hjem. Men nusset på den gode måde, det var en dejlig dag.
(Og jeg sender jer også en tanke-hilsen hvergang jeg ser en fin hvid fjer)
Knus
Dorthe
Du kan altså nogle ting med, at få tingene beskrevet så man rives med. Og det ER jo præcis sådan der, at små 3 årige er. Trods alt så er det altså dejligt at læse hvordan han lever i dig, på hans helt egen måde.
Send en kommentar