torsdag den 23. april 2009

Dødt barn til salg

... Nej, ikke rigtig. Men jeg ville ønske, at jeg nogle gange kunne ønske Laurits hen hvor peberet gror. For det ville betyde, at han var (dejligt) irriterende levende og krævende. Jeg kan aldrig blive træt af Laurits. Han beboer det blødeste punkt i mig. Der, hvor der er så blødt, at jeg kan falde igennem til uendeligheden, hvis det skulle være og forsvinde i moderligt selvsving af: "nååååårh, hvor var han sød! Ihh... åååhhh... lille nus". Sådan et blødt punkt alle forældre har for deres børn, og som ikke har noget med liv eller død at gøre. Eller... det har det jo, men det er ikke betinget af det. Men det eneste jeg har over for Laurits er det bløde punkt. Jeg har ikke hans dårlige lugte, hans råben og skrigen, hans ustandselige krav eller lettere terrorisering af mit ego-liv. Jeg har bare fornemmelsen af hans væsen, og det bliver jeg aldrig træt af. Men træt bliver jeg. Træt af, at han er død. Det stinker!

PS Gid man kunne provokere de døde til live igen...

6 kommentarer:

Stine Willum Adrian sagde ...

Ja gid man kunne provokere de der døde børn til live igen - jeg ville gerne være med i sådan et team, der fandt på så dårige vittigheder, at Laiurits, Klemens og Co lige stak snuden op af jorden og slog sig selv lårene af grin....

Susanne sagde ...

Jeg melder mig også som frivillig i Stines team.

Anonym sagde ...

Jeg kan snart ikke klare mere,jeg tuder sgu hver gang,du skriver.
Jeg ved godt,at ingen ønsker melidenhed,men jeg syntes simpelthen,det er så synd for dig.
Hilsen en læser,Mette.

Jeanette sagde ...

Jeg er med i klubben! Både den med døde børn der bliver vagt til live af grin.... Og den der virkelig ønsker dig et levende lille barn, som du ind i mellem kan blive lidt træt af, som man jo netop gør nogen gage af de levende... Selvom man elsker dem så forbandet

Mor til Asta sagde ...

Jeg vil bare sige jeg læser med, og du er ikke alene, selvom det ingen trøst er- I know
Anette

Heidi sagde ...

Det er skønt, at I forstår pointen ;-)

Mette; din kommentar fik mig virkelig til at tænke. Først og fremmest tak! Det er altid rart at vide, at 'nogen' læser med. Det er jo rigtigt, at medlidenhed ikke er noget at ønske som sådan... men medfølelse kan virkelig redde ens røv nogle gange, og jeg blev i hvert fald glad for det du skrev. Samtidig fik jeg lyst til at sige, at du skal da ikke have ondt af mig (blev lidt flov), for jeg har egentlig et godt liv på mange måder og er ret priviligeret. Og så alligevel... det er jo på trods af dødt barn og efterfølgende barnløshed. Jeg kan da helelr ikke holde ud, når andre har det sådan.
Hm... jeg tror sgu bare jeg tager det på mig/til mig og siger tak fordi du lyttede.