Børn med uden

Vi har været i Toscana som ligner Nangijala, men som ikke er det. Vi fløj over skyerne, som ligner et landskab, hvor en lille død dreng med vinger så let kunne flyve rundt (men ikke gør det). En fantasi, som Laurits to store kusiner deler med mig. Skønt. "Tante, tror du ikke, at hvis Laurits ser os, så tryller han sig bare usynlig?". "Jo da, selvfølgelig gør han det. Det kunne ligne ham!" Oline og Amalie har drysset mange guldkorn af sig i form af spørgsmål omkring Laurits, hans 'engleverden' og hans meget fysiske død. De er i en fantastisk alder med ca. tusind spørgsmål om dagen - hver! Jeg er glad for at de spørger (om Laurits og alt andet) men kan også blive lidt bange for, om jeg kommer til at forskrække dem nogen gange. Tror det nu ikke. De virker ikke forskrækkede, bare interesserede i at forstå verden med ALLE dens mystiske ting, hændelser og aspekter. Det er simpelthen en gave at være vidne til, at et lille menneske folder verden ud for sine egne fødder. Jeg vil ikke være den, som i den forbindelse stiller tabu og lukkede døre foran dem. Derfor svarer jeg gerne på, hvad der præcis skete dengang for snart tre år siden. Det indebærer for eksempel at forklare, hvorfor man ikke bare kan beholde sit døde barn hos sig som en bamse. Et fantastisk godt - og vigtigt - spørgsmål, ikke?? Jeg siger også tydeligt ja til, at vi blev meget kede af det, da Laurits var død. Det spørger de nemlig tit om. For det meste er det helt ok med mig at tale om Laurits' død og hans korte liv, men nogen gange rammer det dybt i maven... for så går det op for mig, at det ikke kun er tante Heidi og farbror Bo, der har mistet deres barn, men at det også er Laurits' to kusiner, der har mistet ham og omvendt. Ikke forstået sådan, at jeg tillægger dem en sorg, for jeg tror egentlig ikke, at de sørger eller har sørget, men han mangler jo. Han skulle have været så meget mere og andet end død. Jeg har faktisk sjældent haft følelsen af, at det direkte var synd for Laurits at han døde, men det synes jeg det er, når jeg ser hans to store kusiner, hans lille kusine Talitha og hans fætter Alexander rende rundt med hinanden i hænderne. De fire sammen er et vidunderligt syn! Skønne, sjove, skøre unger! De to små trækker de to store i hver sin retning, og de to store holder tålmodigt sammen på den lille flok. Men... der mangler bare én. Der skulle have været fem unger i den kæde. Jeg ved godt, at børnene (heldigvis!) ikke mærker savnet og smerten, men jeg er ked af det på deres og på Laurits' vegne. Han mangler og han går glip af livet. Rigtig meget liv. Snart tre års liv. Indtil videre, får jeg lyst til at skrive. Det er nemlig sådan jeg oplever det; 'indtil videre'. Det første år gik med at tælle timer, dage, uger og måneder. Nu er det allerede år jeg tæller. År med uden. "-Jeg vil gerne have en hotdog" "-Med rå løg?" "-nej, med uden, tak". Sådan er det at være forældre til et dødt barn. "-Jeg vil gerne have et barn" "-Nå, men så kan du få et med uden liv i. Værsgo."

Laurits er Laurits og ingen anden. Uerstattelig, umulig, urørlig og uforglemmelig. Min lille mystiske møgunge. Alexander er Alexander. Kun mystisk på den levende måde der gør, at man nogen gange undres over, hvad han mon tænker, hvordan han mon oplever verden lige nu og her (Han er endnu ikke nået til alderen med de tusind spørgsmål om dagen). Andre gange er der intet mystik forbundet med ham. Så står hans vilje helt tydeligt frem. Som den aften jeg fik lov at putte ham i seng og han blev ved at sige "Badi, sit!", fordi han ville have mig til at blive siddende i mørket ved siden af hans seng indtil han sov. Hver gang jeg strakte mig lidt for meget som noget, der mindede om at lægge an til at stille mig op kom hans lille komando: "Badi, sit!" Det gjorde jeg lige så gerne, som alle andre tanter sidder ved deres nevøer eller niecer. Det var skønt. Han dimsede rundt i lang tid med biler og sniksnak, men til sidst lå han bare og gumlede på sutten og fik tungt åndedræt. Så rettede jeg min ømme ryg, tørrede en lille tåre af egen kind og gik ud af soveværelset med helt bløde knæ. Alexander er Alexander og ingen anden. Ingen kan gøre som ham. Ingen kan som lige netop ham vise glimt af det som skulle have været. Sådan her ser Bo og jeg ud på ferie med Alexander. Helt perfekt og rigtigt. Samtidig tillader jeg mig at sige, at det også er et billede på, hvordan vi skulle have set ud til hverdag med lille Laurits hos os. Fantastisk at tænke sig, ikke?