Gennemsigtig

Jeg synes nærmest bare at være gået i stå i forhold til ham Laurits. Intet nyt der. Han er stadig død og begravet. Det er for eksempel ikke det store hit at komme ud på hans græsplæne. Vist er det da rart, men der er bare ikke rigtig noget, der trækker i mig. Tændte lige et lys i går da jeg kom forbi, men havde slet ikke behov for at blive der, sætte mig på bænken. Der var en mand derude (på den anden bænk). Han sad foroverbøjet og så meget ked ud. Hans sorg måtte være ny, tænkte jeg. Min er om ikke gammel så i hvert fald velkendt. Ikke at det gør hele misæren et hak bedre, men tiden har faktisk gjort sorgen velkendt og selvfølgelig. Så måske alligevel et hak bedre...? I hvert fald til at bære i nu'et.

Jeg har lært at det går op og ned, bølger frem og tilbage med, hvor meget Laurits fylder. Det er ikke altid jeg har det roligt med, at han ikke fylder. Men det har jeg faktisk lige nu. Det er heller ikke fordi han er væk. I så fald er han væk 'inde i mig'. Sorgen er heller ikke rigtig mindre, men den bliver bare mere 'gennemsigtig'... Ja, jeg ved ikke, om det giver så meget mening? Der var bare et lille hverdags-vindues-udsyn, som gav mig den fornemmelse den anden dag (altså at sorgen er der, men bare på en gennemsigtig måde). Nede på hjørnet ved købmanden stod en far og ventede med en lille purk på armen. Purken var for lille til at holde sit hoved, men forsøgte alligevel dinglende med al sin vilje, helt tryg og rolig midt i sin fars store favn. Jeg gik helt i stå bag mit vindue og betragtede dem bare. Alle store følelser af savn, misundelse, tab, ønsker og Lauritsdrømmerier lå til grund for min betragtning, men det var alligevel som om, at der var tomt, der hvor hele balladen lå... Nogle gange er det lige det Laurits er for mig; et stort tomt spørgsmålstegn.