Nogen gange er Laurits virkelig langt væk. Også for mig. Så går jeg rundt og gør lige præcis hvad jeg ville have gjort, hvis han aldrig havde været her. På den ene side er det fint nok, for det frigiver vel også nogen krudt til at skyde efter andre mål end at være hans mor. Men det fører også en uro med sig, for jeg bliver bange for at glemme, og bange for at udstråle noget, der giver mine omgivelser fribillet til at glemme. "Sådan. Nu er Heidi færdig med at sørge. Nu er hun ved at være normal igen". Jeg vil ikke være en kedelig byrde af sorg og savn overfor andre, men jeg vil heller ikke leve som om, at 22.-23. maj 2006 aldrig skete. Det er jo hverken sundt, anstændigt eller muligt i længden. Laurits var et helt liv og ligeså meget værd som alle andre mennesker. Han var også så sød... og blød på kinderne... og dejlig. Jo, savnet er derinde bagved min forvirring og uro. Det ligger selvfølgelig sammen med alle de varme Laurits-følelser.
Hvorfor skal det også være så hulens besværligt at være forælder til en død?? Når jeg savner intenst gør det ondt, men når jeg giver slip på savnet gør det også ondt. Selvfølgelig er det en lettelse at give slip, men det skaber også en tomhed. Den lille søde, døde dreng var jo uerstattelig. Tomrummet er meget ensomt at bære på, og det mangler totalt den mening, som normalt skulle komme i stedet, når man giver slip på børn - de levende børn. Så er der også lige den detalje, at jeg aldrig kommer til at opleve Laurits komme hjem, vende tilbage og få et kæmpe kram af mamma-mor her. Det er ikke sjovt at give slip.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
9 kommentarer:
Dejlige Heidi.
Det er noget tid siden, jeg har kommenteret på din blog...men jeg læser med hele tiden og hver gang!!!
Jeg har haft brug for at falde ind i mig selv - og genkender din sorg...selvom min er helt anderledes alligevel.
Men jeg har båret rundt på dine tanker om dit videoklip med Laurits...der hvor han små-klynker lidt...for det der fylder lige nu i min sorg er længslen efter min fars stemme..lyden af ham...og det er var allermest mærkeligt ved aT sidde ved siden af hans døde krop var også, at den var så stille. Stille på den døde måde. Dødstille...
Lyde er med til at holde fast i personligheden føler jeg. Og især stemmer er meget bundet til bestemte personer...Så jeg kan godt for stå, at du holder fast i det klip, Heidi.
Hmmm... så løb det af med mig igen..ordene...som de altid gør på din blog....fordi du er så særlig!!!
Årh, lige dig jeg ønskede at HØRE fra, Britte. Det er altså helt fint (mere end fint), når dine ord løber af sted her...
Det er ikke sjovt at give slip. Det er hårdt og det kan føles som om det efterlader et tomrum. Jeg er sikker på at det tomrum du beskriver, slet ikke er så tomt for Laurits som du tror. Laurits er der, det er der vist ingen tvivl om. Men det fysisk tomrum har han efterhånden svært ved at fylde ud og det er vel helt naturligt og noget der følger med tiden som går.
Jeg har også følt Elisabeth glide væk i perioder og jeg har været hundeangst for at glemme hende. Det ved jeg godt at jeg aldrig gør, og faktisk synes jeg at hun lige i øjeblikket er mere nærværende end hun har været meget længe.
Jeg håber af hele mit hjerte at der snart kommer en lille en på størrelse med Laurits, eller lidt større, som kan fylder lidt i det tomme rum. Det tror jeg Laurits vil elske!
Kram til dig.
ÅH heidi, hovedet på sømmet endnu engang!
For mig har alt om India skiftet så uendelig meget form siden Raja kom til verden. Og måske er det nærliggende for mig at definere det hele ud fra de to, for Raja var der jo nærmest med det samme.
India er mit barn og jeg elsker hende og hun er i mig, men det er jo noget helt helt andet med Raja. Hver dag får Raja mig til at tænke "jeg er verdens heldigste kvinde for jeg har verdens dejligste unge". India gør mig ikke opmærksom på sig selv. Det er kun når jeg selv giver hende rum at jeg mærker hende. Og med tiden bestemmer jeg helt selv hvornår hun tages frem, og hvornår hun bare er...
JEg tror at India er hos mig lige som jeg vil have det... At hun ikke altid kan ses hos alle andre mere kan nogle gange stikke, men jeg ved også hos hvem hun stadig er... Og det er hos mange (blandt andet hos tante Heidi, lissom Laurits er her hos mig ;O)
... Det jeg måske vil sige er at jeg nok aldrig har dyrket det der farvel særligt meget... Men at min kærlighed til og sorg over INdia er blevet helt vildt mere bekvem med tiden. JEg har den under kontrol! Jeg har taget styringen, mere end jeg har givet slip ;O)
... Nøj der blev lige sat tanker igeng...
I søndags holdt vi fastelavn. Og de klistermærker du gav til India i julegave satte jeg på godteposerne. Måske var det kun mig der vidste det, men de skulle lige bryde lidt INdia inden de fik deres figenstang... Fnis...
Døden er muligvis statisk, men det er sorgen ikke. Dermed ikke sagt at vi glemmer, sådan forholder det sig heller ikke, men vi overlever og livet går videre og når sorgen rykker i baggrunden er det fordi, at vi et langt stykke hen ad vejen har accepteret vores situation.
Grænsen er til tider hårfin.
Omgivelserne ser det ikke nødvendigvis som en fribillet til at klappe i hænderne og glæder sig over, at du har givet slip - men når det kommer på afstand hos dig, så rykker det ofte endnu længere væk hos omgivelserne.
Du skal bare være stædig og holde ved. For selvfølgelig er Laurits stadig en del af dig.
Vi er ikke designet til at være knuget af sorg igennem længere tid. Din psyke er ikke.
Heidi, du glemmer aldrig Laurits. Han bliver det barn, der aldrig rigtig flytter hjemmefra og du giver ikke slip, men han har fundet sin plads og netop erkendelse af dette frembringer en ny slags sorg.
Mange kram og tanker
Mon ikke det er sådan, at der selv efter en ufattelig stor sorg med tiden lægges et fint slør ud over fortiden, der gør det muligt igen at sende ens energier ud i fremtiden som en slags belønning for at have behandlet sorgen på den måde, der var rigtig for en.
Sløret hindrer ikke erindringen i at trænge igennem dens silkelette materiale.
Laurits bliver aldrig glemt, hverken af dig eller os andre, og vi vil altid kunne give ham et stort imaginært knus fyldt med dejlig hjertevarme.
Knus fra farmor
Jeg kommer både til at tænke og snøfte af jeres kommentarer...
Det hele kører lidt rundt i hovedet på mig. Jeg er (åbentbart) bange for at Laurits bliver glemt, men så snart jeg siger det højt eller skriver om det, så ved jeg også godt, at det ikke sker. Men alligevel. Jeg mangler at erfare det. Mangler alt det fysiske. Mangler at Laurits kommer hjem. Derfor virkelig dejligt, at I gider rumme det.
Hvor ville jeg ønske, at Laurits kunne komme på ferie hjemme hos sin farmor og farfar. Det ville være det bedste i hele verden at se ham igen efter sådan en ferie.
Jeg har tænkt over i et par dage over svaret og det kommer vist til at ligne de andre svar lidt. Men alligevel..
Jeg har jo mistet en lillebroder, Henrik og min dreng Johannes.
Og i starten tænkte jeg også meget om Henrik ville forsvinde ud af mit og vores liv.
Jeg kan især huske den første gang hvor jeg ikke lige kunne genkalde hans specielle duft/lugt. Det var hårdt, lidt som at miste igen.
Men omvendt ved jeg også at for mig er Henrik med i mit liv. Måske ikke lige i hverdagen mere,( han døde i 1983) men i de store ting der sker i mit liv og vores families liv.
Vi snakker jævnligt om hvordan han ville have set ud nu, havde han børn, hvad er hans job, mv. Det er både hårdt og dejligt at snakke om. For han mangler jo stadig og vil altid gøre det.
Med det i erindring, har jeg været ret sikker på at Johannes aldrig glider ud af mit liv, og at han altid vil være med. På hans stille og fine måde, men MED det er han. Også for min familie og venner. Da han altid vil være min første dreng og barn.
Sorgen er ikke så overskyggende som i starten, men for begge "drenge" gælder det, at de vil ALTID være savnet. Og mangle i familien.
Til et foredrag engang om tab og sorg, var der en der sagde, at man lærer at leve med sorgen, men kommer sig aldrig helt.
Kærlig hilsen og knus
Dorthe
PS Til det med at smadre glas; da Henrik døde, ( og Johannes) kan jeg huske at jeg forestillede mig at jeg var i et rum og bare skreg og skreg, nej nej nej. Hele tiden. Og i det første stykke tid efter føltes det som jeg gik med en "mini-Dorthe" indeni der skreg; nej nej nej,Hele tiden.
Langt indlæg på din blog, men håber det er ok.
Alt ændrer sig over tid. Ind imellem er de super nærværende og andre gange opstår frygten for at glemme helt.
Nu har jeg jo desværre en kæmpelang erfaring som mor til en lille død. Og jeg har ikke glemt. Faktisk tror jeg ikke, at der går mange dage, uden at der lige flyver en tanke i en eller anden retning.
Jeg oplevede den anden dag, at jeg stadig kan blive ramt. Sådan lige i maven, så jeg mister pusten helt og bliver våd i øjnene.
Der har lige været et program om at det være søskende til et handicappet barn. Det var jo Saras og Jakobs fremtid dengang for 11 år siden.
I dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg altid vil huske og altid vil bære på noget, som bor dybt dybt inde i mig på sin helt specielle plads.
Send en kommentar