Boblende liv

Der er altså noget, som bobler indeni for tiden. Jeg kan mærke liv - mit helt eget liv. Det er slet ikke så tosset og jeg forsøger at nyde det. Ind i mellem er det svært og vanen tager magten, så jeg sukker efter alt det, som jeg ikke kan mærke og som ikke er der. Jeg har jo vænnet mig til at leve sådan. Det er det man bliver god til i behandlingsverdnen - at vænne sig til tristhed. Alt det savn og længsel er blevet så naturligt og det skal også have sin plads, for inderst inde har jeg ønsket og håbet om at blive forælder igen. Det føles som en ret naturlig drift. Men... det er ikke alt. Jeg har faktisk en berettigelse i mig selv, i mit helt eget liv. Hvor skønt! Jeg kan se farver og muligheder, hvilket slet ikke er en selvfølge, når man er i behandlingsverdnen. Derfor er jeg virkelig taknemmelig over at mærke livet boble.


Noget helt andet: på det seneste har jeg oplevet, at jeg ligefrem har valgt Laurits' græsplæne fra. Jeg har stået en 100 meter derfra og tænkt: "aj... jeg gider egentlig ikke... Nu kører jeg bare hjem i stedet for". Det har været en meget underlig fornemmelse. På den ene side har det selvfølgelig været i orden, for det var mit valg, men på den anden side har det gjort mig ked af det. Hvad er jeg for en mor?? Gider jeg ikke engang at lægge cykelturen forbi min søns kirkegård, selvom jeg er lige i nærheden? Når jeg tænker på at cykle ud til Laurits' græsplæne står det stadig som en meget positiv ting, men jeg må nok indse, at behovet alligevel har ændret sig. Nogen gange er det faktisk også bare kedeligt at komme derud, især om vinteren. Så tænder man måske lige et lys, kigger på 'de nye dødes' blomster (det er jo en fælles grav), trisser lidt rundt og fryser og så sker der ikke så meget andet. Laurits føles ikke altid nær derude.


I de første uger efter Laurits var død holdt vi mange små pauser fra det hele ind i mellem. Det var overlevelsesstrategien. Derfor kunne man bl.a. se Bo og mig sidde på cafe og hygge os med frokost få dage efter begravelsen. Jeg tror måske det var et råd der kom fra Landsforeningen, det med at holde pause...? Det var egentlig ikke noget, der skete særligt bevidst, det var noget vi bare gjorde, og rådet kom mest til at virke som en forklaring på vores reaktion. Så var vi fri for at banke os selv med dårlig samvittighed bagefter. Det er bestemt ikke det samme som at forsøge at glemme det hele, eller tage afstand. Det er netop en pause, så man kan vende tilbage med fornyet energi. Sådan er det nok også nu. Jeg tager en pause fra at være mor, så jeg kan være mor igen.

(Jeps, så fik jeg lige psykoanalyseret maj-sælv-mig endnu engang!)