Oldefarmor

Det er flere uger siden jeg skrev dette indlæg og ved egentlig ikke hvorfor jeg har gemt på det:



Jeg har en farmor. Det er efterhånden sjældent jeg ser hende. I weekenden så jeg hende endelig igen. Hun så ikke rigtig Bo og mig, for hendes øjne er blevet meget dårlige. Men besøget var varmt og rart som det skulle være. Hun har en evig varm og særlig plads i mit hjerte, og derfor havde jeg hæklet et hjerte til hende. Det er hende, som har lært mig at hækle, og jeg tænkte, at når hun nu ikke så godt kan se, så kan hun i hvert fald mærke hjertet. Bedre end at komme med en blomst. Jeg havde fyldt hjertet med boghvedeskaller, ligesom de hækledyr jeg har lavet til nogle af de små børn jeg kender, og ligesom den madras Bo lavede til Laurits. Jeg puttede en hemmelig fjer indeni... fra Laurits. Det fik også lidt babymassageolie, så det dufter af Laurits. Det fortalte jeg ikke, det var mest bare for min egen skyld.


Min farmor bor i en forholdsvis lille lejlighed og har det pænt og ordentligt. Hun har naturligvis masser af billeder rundt omkring, bl.a. et billede fra dengang Bo og jeg blev gift. Hun var ikke med til brylluppet, fordi hendes tro kom i vejen for den festivitas... lidt skørt, men faktisk ikke noget, som nagede os. Selvfølgelig ville vi helst have hende med, men når hun nu sagde nej tak, så respekterede vi det. Hun behøvede ikke at deltage i vores bryllup for at deltage i vores liv. Det er klukket i hendes stemme når vi mødes der tæller. Jeg må også indrømme, at billedet af Laurits, som hun på naturligste vis har stående ved vores bryllupsbillede, tæller. Ih, hvor blev jeg bare glad for at se det. Jeg har selvfølgelig før set at det stod der, men var ikke sikker på, at det stadig var fremme. Min farmor har på sin egen vis taget Laurits til sig, det er jeg sikker på. Han er en del af familien for hende, selvom hun aldrig har mødt ham. Hun danser heller ikke rundt om den varme grød, mens spørger ind til, hvordan vi egentlig har det. Hun forstår godt, at det er svært at vente så længe på flere børn, selvom hun er fra en helt anden tid. Det er så vildt at tænke på, hvor meget der er forandret siden hun var ung, synes jeg. Som hun sådan ca. sagde; "Det var da også trist det skulle gå sådan for jer. Og vi andre fik faktisk flere børn end vi ville". Det er jo ikke engang løgn. Sådan var vilkårene bare. Børn 'skete', og så måtte man ellers indrette livet på bedste vis, og strække maden så langt man kunne. Det var ikke et spørgsmål om kærlighed, for selvfølgelig elskede min farmor alle sine børn, men det var sandelig et spørgsmål om endnu en mund at mætte, endu et barn at tage vare på, endnu en graviditet der sled på kroppen og den daglige formåen.

Jeg har været bange for, at farmor skulle dø, før vores børn kunne nå at møde hende. Det er jeg stadig i forhold til de kommende børn. Jeg ønsker sådan, at jeg kan dele lidt minder om hende med børn, der vokser op. Hun vil være verdens bedste olde(far)mor!! Ja, det er hun jo allerede. Det var vist også det, som jeg i sin tid skrev til hende, da jeg sendte et billede af Laurits; at hun havde fået endnu et oldebarn, selvom hun også havde mistet det i samme omgang. Jeg synes Laurits lignede min farmors familie ret meget i udtrykket... på munden, det brede ansigt, det milde men bestemte. Det varmer at se ligheden. Jeg kan sagtens huske min egen oldemor = farmors mor. Jeg kan også huske, at vi besøgte hende på plejehjem til sidst, og at hun ikke kunne se mere. Min farmor ønsker nu at komme på plejehjem, og hun ser dårligt...


(Olde)farmor har oplevet meget død i sit liv, bl.a. at miste to voksne børn, en svigerdatter, en mand og et barnebarn. Dengang vi fik beskeden om min kusines/hendes barnebarns død var vi sammen. Det er mange år siden, men jeg husker det tydeligt. Hun holdt mig trøstende og tæt ind til sig. Jeg ville gerne have snakket mere om, hvordan hun har klaret at leve med så mange døde, hvordan det er, når ens voksne barn dør, hvordan det er at miste et barnebarn. Hun har så meget erfaring. Men jeg følte ikke, at det var noget vi skulle klare over kaffen på så kort tid, og efter at vi ikke havde set hinanden i så lang tid. Egentlig fik jeg også fornemmelsen af, at den vigtigste erfaring nogen gange 'bare' er den man kan mærke, fornemme og se i nuet. Som f.eks. at min farmor kan sidde lyslevende med varme i de halvblinde øjne, til trods for al den smerte hun har oplevet. Sorgen skinnede også igennem, syntes jeg. Måske mest fordi jeg selv har en portion af den med mig, eller fordi jeg genkender den...?

Jeg ser op til min farmor. Hun har altid været rund, mild og varm for mig. Jeg har tillagt hende meget, og ser det som ethvert barnebarns privilegium at gøre det, ligesom det er bedsteforælderens ret at forkæle ;-) Jeg er intet idealbarnebarn. Min farmor lever med en vis portion ensomhed, og jeg lever i hverdagen langt fra hende. Jeg både kunne og burde gøre mere... Men når vi mødes er det varme, bonus, gnist, tryghed og familiebåndskærlighed hver gang. Lige nu lever jeg højt på det! Det er så dejligt, at hun er min farmor.