I dag er det 22 måneder siden Laurits blev født. Den lille basse... Bare vi dog kunne se på ham og sige noget i retning af "Iiii, hvor er han blevet stor! Som tiden dog flyver af sted med sådan nogle små unger". Tiden flyver ikke af sted med Laurits, det er Laurits, der er fløjet væk med al den dejlige tid vi skulle have haft sammen. Det er ok, så længe jeg kan bilde mig selv ind, at han har det godt, hvor han er. I dag tror jeg han hygger sig med sine små venner og at de laver snefnug til alle os forældre.
Det er ikke og aldrig i orden at Laurits er død, men jeg må alligevel finde en fred i, at han er rejst fra mig. Og Laurits må alt; flyve, rejse, fare, være i det uvisse og helt på egen hånd. Det er jeg nødt til at give ham lov til, simpelthen fordi jeg er hans mor. Smerten, angsten og tårerne er ikke hans. Dem er han rejst foruden. Det var vel også derfor vi trods alt smilede en del, mens han var hos os.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
5 kommentarer:
22 måneder ... det er næsten ikke til at fatte hvor tiden bliver af. Jeg synes den spæner afted og nogen gange har jeg svært ved at følge med. Selv mine dage er blevet kortere. Det må være noget med alderen ...
Det giver rigtig god mening at Laurits er rejst fra smerten, angsten og tårerne. Jeg er sikker på at han er et rigtig dejligt sted og det giver vel også en eller andet særlig form for ro at vide at smerten ikke er hans. At påtage sig smerten for ens børn, er vel kærlighed i sin reneste form – altså det samme som at man vil gøre ALT på denne jord for sine børn, selv det at påtage sig smerten, så de kan blive foruden. Sådan tænker jeg nogen gange om Elisabeth og for mig giver det mening. Jeg vil hellere have ondt end at vide at hun har ondt.
Rigtig god påske og tillykke med lille Laurits som tog tiden med sig.
Ja, det er nemlig sådan det er at være forældre!!!! Det er faktisk en enorm smerte - sammen med en enorm glæde selvfølgelig.
Jeg kan huske, da jeg lå på Riget og havde født mine 3 fede unger, da vågnede jeg om natten ved lyden af en ambulance. Og så slog det mig, at jeg aldrig mere ville kunne høre en ambulance-sirene uden at skulle sikre mig at mine børn var her - lige tælle engang.
Angsten og smerten er vel evig for os forældre. Og ja, vi påtager os gerne selv smerten for vore børn - hvis vi kan. Men det kan vi jo ikke... smerten har en ejer og man kan ikke dele den - ej heller bytte den.
Og da Laurits døde havde jeg præcis den der følelse overfor dig, Heidi: hvis jeg bare kunne dele hendes smerte i 2, ville jeg med glæde påtage mig den ene del.
For det gælder også for andre mennesker der er os nær: tænk hvis vi kunne give hinanden pauser i smerten eller sorgen eller angsten...
Omkring Laurits' rejse væk fra jer - så har vi jo også talt om det før. Børn skal ikke dø før deres forældre - det er bare ikke rigtigt. Men de skal rejse fra os, når de er store og stærke nok og kan tåle (!) verdens indtryk og aftryk.
Men HAN rejste fra JER - og set på den måde, er det jo 'rigtigt'.
Men det er sgu ikke rigtigt, at vi ikke skal have ham i blandt os.
Knus
Det er smukt Heidi, Sofie og Britte, tårene triller og det er også ok. Håber I nyder påsken. Knus Rikke
Kære Heidi
Ja jeg kan ikke rigtig sige andet end at det er vildt rørende det du skriver. Og at det er helt vildt rørende at følge med i den udvikling du gør dig lige nu og her på det sidste. JEg ved ikke hvad andre vil kalde det, men jeg kalder det nok, at tage sit døde barn med videre i sit levende liv... Og det gør i så godt... I lader Laurits flyve afsted, i giver ham fri... Men Heidi i dig og Bo ser jeg nu altid Laurits...Og jeg glæder mig til en dag at se ham i en lillebror eller søster...
De kærligeste kram fra Line
Hvor er det fint og rigtigt det i alle har skrevet. Dit Heidi og de kommentarer der er kommet. Ja tårene trillede lige, på den dejlige måde. TAK
Knus til jer alle
Dorthe
Send en kommentar