torsdag den 27. marts 2008

Meningsløst?

Det er ikke nogen ny oplevelse for mig og egentlig heller ikke svært at acceptere. Men alligevel studser jeg lidt over, at så snart jeg virkelig tager fat på læsningen og går seriøst til værks ved at sætte mig ned på biblioteket, så ender jeg med at forfølge to spor. Det er meget tydeligt, da jeg kommer hjem med to sæt noter; ét sæt, der handler direkte om det, som står i bøgerne og ét sæt, som handler lige så direkte om det, som straks associeres i min hjerne i relation til det at have et dødt barn. Jeg har valgt at inddrage døden meget direkte i mit speciale, da det skal handle om ”døden og byen”. Altså noget med… hvordan døden kommer visuelt til udtryk i byen, hvilken rolle den spiller… De ubeslutsomme punktummer skal vise, hvor utydeligt problemformuleringen stadig står for mig… Det er ok, for som de kloge humanister siger om specialeprocessen, så kan man jo ikke vide alting på forhånd, ligesom man skal have rullende planlægning, være åben for forandringer osv.ogsåvæk!

Selvom jeg føler mig ret sikker på det at være mor til døde Laurits og glad og gerne giver ham den plads han skal have i mine tanker, så kan de to sæt noter alligevel godt få mig til at fundere lidt over, om det er tegn på, at jeg er for forblændet af min egen situation? Betyder det faktisk, at jeg ikke kan læse en tekst sådan helt ”objektivt”?? Altså, man kan vel ikke læse noget helt objektivt, men jeg mener; måske står der slet ikke det, som jeg kommer hjem med i det ene sæt af noter? Måske er det bare min hjerne, som straks finder sammenhæng og mening i forhold til død, forældreskab, liv og sådan noget? Det har jeg det egentlig ikke svært med, for jeg er selvfølgelig ikke ude på at glemme eller se bort fra min dyrekøbte erfaring med Laurits. Det er jo for pokker den måde han ”lever videre i mig” på. Men jeg gad da godt vide, om det er helt hen i vejret, det jeg associerer.

Lige for tiden læser jeg om minder. Sådan på et lidt psykologisk plan omkring sammenhængen mellem det materielle, associationer og minder. Derfor kan det vel ikke være helt skørt at få en masse tanker om det jeg gør for at mindes Laurits. Jeg synes også mavefornemmelsen er ret god overfor dét, at jeg simpelthen får vendt nogle tanker og stillet spørgsmålstegn overfor ”min mindekultur”. Det er faktisk noget jeg meget gerne vil – få stillet spørgsmål. Samtidig er det et ømt punkt. Jeg vil meget gerne vende alle tankerne om mit liv med Laurits med folk omkring mig. I princippet med alle folk omkring mig. Men jeg bliver nemt stejl og meget, meget træt på forhånd bare ved tanken om, at der måske kunne være bare en enkelt som i et øjeblik får den følelse, at NU er hende Heidi da endelig ved at ville være sig selv igen. Jeg bliver jo aldrig som før… Det gør i virkeligheden ingen mennesker, men jeg har bare fået verdens største vink med en vognstang om det. Jeg vil så gerne være åben, vil så gerne tage imod og har ikke forventning om, at mennesker skal være perfekte. Jeg har intet imod at skulle forklare eller lytte til alternativer. Men… jeg kan virkelig føle, at jeg nogle gange har ændret mig så ufatteligt meget, at jeg ikke aner, hvor jeg skal ende og begynde. Desuden er det hele så uendeligt kompliceret og dobbelttydigt, når det handler om Laurits. Jeg bliver bange for at sige noget forkert… På den ene side er han totalt fraværende, på den anden side har han fyldt alt for mig i perioder. Jeg savner ham så meget, at jeg ville hoppe ud ad vinduet, hvis jeg bare var sikker på, at han ventede på den anden side af asfalten. Åh nej, det må man ikke sige, vel?? Men på den anden side kunne jeg heller aldrig finde på det, fordi Laurits-bassen kun har kaldt på livsglæde og kærlighed i mig og har styrket min kærlighed til Bo. Der hvor jeg selv fedter rundt for alvor lige for tiden, er i forhold til den fysiske og materielle side af min/vores mindekultur. Jeg har lært at tænde lys for ham, komme på kirkegården, lave album mm. for ham, købe en blomst i ny og næ (det er dog ret så sjældent;-) og den slags. I den første tid efter hans død ville jeg have set den slags som nærmest usund dødsdyrkelse. Men jeg har lært på egen sjæl, så at sige, at det lindrer. Det lindrer nemlig at mindes og lade mor-lysten til at have med sit barn at gøre få en plads i livet. Jeg tror på livet efter døden, for det er præcis det jeg lever her og nu! Om Laurits så virkelig har et ”liv” efter døden udenfor hans far, mig og dem som har taget ham til sig, er jeg slet ikke sikker på. Men jeg tror på noget mere og større end mennesker, for hvor i alverden kom den lille dreng vi har fået og mistet dog lige pludselig fra??? Jeg kan huske den tydelige og skræmmende følelse af noget helt vildt stort, da Laurits lå i sin hospitalsseng og rørte lidt på sig. Et helt nyt menneske!! WAU!

Jeg synes helt klart at kunne mærke en udvikling eller bevægelse for tiden. Hvor det i starten var nemmere at forstå med hovedet, men så ubærligt rent følelsesmæssigt – Laurits er død, vi er levende, livet er noget forbandet lort og vi kan ingenting – så er det omvendt nu. Jeg synes det kan være så svært at forstå ”hvor jeg er” og verden omkring mig åbner sig igen tusind gange mere kompliceret på visse punkter, eller til visse tider, end førhen. Til gengæld er Laurits’ død til daglig slet ikke smertefuld. Aj, tænk at jeg kan sige det?! Men det er den ikke, for jeg bliver glad af at se hans billede, uanset at det er et billede af døde Laurits i kisten, og jeg bliver glad og rolig indeni af at komme hen forbi hans græsplæne, hvor urnen med asken ligger et sted under jorden.

Det med at finde en mening handler vist om at blive forstået af andre mennesker, dele en opfattelse, ganske enkelt. Det handler ikke nødvendigvis om at være enig, men bare om at blive hørt og forstået. Det har jeg selv hørt på P1 i går og det står også i den bog jeg er ved at læse på biblioteket, hæhæ!! Måske er det også derfor jeg fedter sådan rundt, for jeg kan ikke bare holde mine Lauritsminder, -fantasier og –tosserier for mig selv. Så bliver de jo meningsløse???

9 kommentarer:

Maomis sagde ...

Hold fast hvor giver det god mening. Især denne sætning hæftede jeg mig ved: 'Det handler ikke nødvendigvis om at være enig, men bare om at blive hørt og forstået.' Det er lige præcis sådan det er.

Og så er jeg ellers helt tom for ord, for du har lige sagt alt hvad jeg kunne komme i tanke om. Du gør det dælme så godt Heidi!

Britte sagde ...

At finde mening i forholdet til andre mennesker - eller sådan noget skriver du. Og JA JA JA:
for vi er jo 'kun': noget/i live/til/værdifulde/ i mening - i relation til andre mennesker...
Jeg mener: da jeg var ung sagde vi: Du skal kende dig selv for at kunne kende andre til bunds. Det mener jeg ikke længere: nu mener jeg, at vi skal kende andre for at kende os selv til bunds...For det vigtigste ved livet og ved at være menneske er, at vi er i det sammen - og i dette 'sammen' ligger jo også udvikling og bevægelsen.

Og så bliver jeg nødt til at provokere dig lidt, Heidi (og det er jo rimeligt konflikt-frit at gøre det i det her forum, for så kan du ikke slå...): For, søde ven: Nu er du ved at være den samme Heidi, som du var før Laurits!!!!
Ha ha ha

For nu er du hende med de 2 sæt noter, det der både-og, det der jeg-er-glad-men-også-skide-sur/trist...
Som du også var før...

Jeg ser en blødere Heidi gennem de sidste måneder her på bloggen... og synes, at du har haft en sund, skråsikker vrede de sidste år - som gav dig fast grund under fødderne og blæst i håret!!!
Den 'gamle' Heidi er hende jeg ser skrive nu!!! Og det er ikke ment som en 'endelig har hun glemt og er blevet sig selv'. Det er måske snarere os alle, der efterhånden har fundet en gren at holde fast i i forhold til lækker-laurits...og vi holder måske efterhånden i den samme gren - sammen???

Det jeg vil sige er, at du er den samme...som du var... som du blev...som du vil være. Og at du er præcis som du SKAL være!!!

Uha.. det bliver langt det her, for jeg må altså også skrive lidt om den der minde-kultur. (Måske jeg bare skulle lave en blog, der hedder kommentarer til Heidis blog???)
Jeg har lært noget meget mærkeligt af lækker-laurits: man kan have de smukkeste minder om noget man aldrig har set/prøvet/mærket. Og at hvis der ikke ER nogen konkrete minder at tage af - så finder jeg sgu bare selv nogle...

Aiii, bliver vist nødt til at stoppe... skriver noget mere til dig og sender det på mail..en dag... hvsi du har lyst... ellers går det her vist helt galt...

For fanden hvor jeg er taknemmelig over at kende dig.. jeg tror på et liv i livet: dig!

Kram

Maomis sagde ...

For pokker hvor kan jeg nogen gange være så misundelig på dig, Heidi. Misundelighed er slem ting, men sådan lige præcis har jeg det. Nok især når jeg lige har oplevet mennesker i nær relation til mig, på ingen måde vil være med til at lade mig være den jeg er lige nu – altså en der har brug for at have Elisabeth med mig. Nok især i sådanne øjeblikke er jeg misundelig over at du kender sådan et vidunderligt menneske som Britte, der gider tage del og som har lukket Laurits ind og som gør det på sådan en ønskværdig måde. Hold da op, hvor ville jeg ønske at jeg kendte nogen flere som hende. Hun er værd at holde fast i. men det ved du med garanti allerede godt ... ;-)

Britte sagde ...

Tusind tak, Maomis!!!!
Og jeg der ellers var sådan lidt nervøs over, om jeg var en kende for hård i dag....

Så det varmer at du kan bruge lidt af mine kringlede tanker!!! Tak....

Knus til dig også
Britte

Heidi sagde ...

Altså... Jeg har ellers haft et blog-princip; ikke at kommentere kommentarer. Det er ikke fordi jeg synes der er noget som helst galt i det, men jeg har nok bare været lidt nervøs for den dialog jeg så åbner for, for hvad så når jeg IKKE svarer? Men hul i det!

Det her er jeg jo nødt til at kommentere, for ellers føler jeg mig ikke fortjent til det her. Og "det her" er godtnok stort!Sofie; du kan tro jeg værdsætter Britte!!! Jeg fik lov at komme helt tæt på hendes og hendes mands tre skønne unger fra ungerne var ca. tre uger gamle, og de gjorde mig til en del af deres hverdag i et år. Jeg tror ikke på skæbnen og det forudbestemte, men det er sgu lige før, for ved at få lov til at være mor-agtig overfor de tre unger, så har jeg helt sikkert været bedre rustet til at tage døde, "umulige" Laurits til mig. Og så har Britte altid været sådan en quinde-kvinde i mit liv; inspirerende, nærværende, provokerende, ægte og levnende. Det er også præcis sådan jeg synes jeg har lært dig at kende, Sofie.

Ja, behøver jeg at skrive noget direkte til dig, Britte??? ;-) Jo, for pokker da, for det kan ikke siges nok: jeg er SÅ glad for, at du har taget Laurits til dig! Og du er ikke for hård - men jeg tygger stadig på den der med, om jeg er mig selv igen...

Stine Willum Adrian sagde ...

Kære Heidi,

Jeg har gået og tygget på dit fine indlæg siden jeg læste det igår. Dit speciale lyder meget spændende, og jeg er sikker på du når frem til en klar problemformulering inden teksten afleveres :-)

Jeg er også helt overbevist om, at du er den helt rette til at skrive det speciale. Du skal ikke være bange for "objektivitet" - som jeg i din udlægning læser som "neutralitet". Men hvordan kan man være neutral når man fortolker og analyserer? Jeg er i stedet helt sikker på, at lige præcis de analytiskebriller, som dejlige Laurits har givet dig gør, at du kan se interessante ting i forhold til "døden og byen".

Kh Stine

Maomis sagde ...

Wow, det er sgu store ord, Heidi, og nu bliver jeg helt rørt.

Jeg er helt med på dit princip, den har jeg skam regnet ud, men hvor er det alligevel dejligt befriende at få en smule feedback, når man nu ind imellem vover sig afsted med at kommentere dine visdomsord. Tak for det. Om du fortsætter med dit princip, er selvfølgelig helt op til dig, det er jo din blog. Men dialogen har jeg nok alligevel savnet lidt. For mig, er det i dialogen at der sker spændende ting.

mor-Katja sagde ...

Jeg ved snart slet ikke hvad jeg kan tilføje af nyt i dit indlæg.. Så jeg vil nøjes med at lade dig vide, at jeg læser med her og sluger alle dine ord rub og stub...

Line sagde ...

Kære kloge Heidi
Min dejlige veninde!
Når du er bange for at dit speciale bliver navlepillende forstår jeg dig godt. Det er nok også vigtigt at have for øje at dit speciale skal være almengyldigt, ikke blot Lauritsgyldigt... Og det er måske også vigtigt at lave et lille afsnit med det "forbehold" at du opererer udfra de erfaringer du nu engang har hentet i den virkelige verden, eksempelvis ved at miste Laurits.
Når det er sagt, så ved jeg du kan skille tingene ad. Du gør det hele tiden. Du tager del i vores andres børn, uden hele tiden at spejle dem i din egen situation, du taler med os om netop os(og ikke en forklædt udgave af dig) og du forholder dig vanvittig godt til din omverden, på omverdens præmisser. Måske er det det jeg beundrer dig så vildt meget for!
Jeg tror det blir fedt at arbejde med det speciale. At arbejde med noget du brænder for, noget fra dit følelsesliv, og så hive det op på et højere plan... Jeg glæder mig til at følge med. Rigtigt meget endda!

Når det er sagt, så kender jeg jo ikke en før og efter Heidi. Men jeg kender en før-mens-efter Line. Og jeg syns iukke det er fy eller tabu for mig selv at jeg er ved at blive som Line var før... En ny forbedret udgave af hende, men jeg er ved at finde tilbage til nogle af de træk der var mig før jeg mistede India. Det vil jo sige, jeg stræber altså en smule efter at blive som da India levede. Jeg vil ikke vare slået hjem forevigt af den dumme død. Og jeg kan godt både have ændret mig, blevet mor og stadig være den gode gamle Line. Og alle dem der betyder noget for mig, de ved jo hvordan tingene hænger sammen. Så om nogle af tåberne tænker; endelig blev hun som før, det er jeg lidt ligeglad med. For dem lukker jeg jo ikke ind, selvom de er lige der...

Håber du finder hoved og hale i min kommentar, som du gerne både må kommentere og lade vær ;)