Ja, men nej

Vi er ved at lave en ny tradition her i familien Frandsen: den årlige graviditet, der ikke bliver til noget. Jeg anede ikke, at man kan være lidt gravid, men det har jeg altså lige været. Det gør ondt kun at blive en lille smule, når man vil så meget. Det er at blive viftet om næsen med det allerbedste i verden, men alligevel ikke få lov.


I princippet var dette bare en forsinket menstruation, en helt naturlig graviditet der "gik i sig selv", men vi nåede at få tre positive (meget svage, men positive) teste samt en positiv blodprøvetest. Alligevel kunne vi ikke juble eller tro rigtigt på det, for jeg pletblødte og syntes bare det lignede alt for meget sidste års forløb, der endte i spontan abort. Heldigvis blev dette ikke sådan et forholdsvis langt forløb med en måneds usikkerhed. Dette var overstået på knapt en uge. Selvfølgelig skulle vi give graviditeten en chance og dette betød, at vi måtte afbryde pgd-behandlingen. Jeg stoppede altså med at tage hade-næsesprayen, men havde godt på fornemmelsen, at det bare ville betyde afbrudt pgd-forsøg og ikke en rigtig graviditet.


Jeg ved udmærket godt, at mange graviditeter ikke rigtig når at blive til noget, men det hjælper mig ikke en pind at tænke på. Det eneste der hjælper er at give dette den plads jeg har behov for. Behovet var nærmest altopslugende i sidste uge og i denne uge er det der næsten ikke.


Lige nu har jeg det faktisk sådan, at jeg slet ikke gider det graviditet!!! Jeg ville hjertens gerne springe de første tre måneder over. Ingen behandling, ingen evt. moderkageprøve, ingen almindelig 12-ugers-usikkerhed... bare vågne en dag og være så gravid at maven buler. Suk... æv, det kan man jo ikke.


Denne lille spontane graviditet, som det hedder på fertilitetssprog når lægerne ikke har lavet den, har atter sat gang i en masse tanker omkring vores problem; vi er bærere af en dødelig sygdom og vejen til en glædelig positiv graviditetstest er ikke naturlig. Selvom jeg må indrømme, at jeg har en vildt romantisk drøm - nærmest drift - om at blive gravid på naturlig vis, så er vi faktisk ikke sikre på, at vi tør gå den vej mere. Det er simpelthen for nervepirrende. Så nu er vi atter i ventetid af den rigtig trælse slags, hvor vi venter på, at min krop bliver klar til en ny omgang hormonbehandling. Der går mindst et par måneder, så nu skal der leves fremfor ventes.