Lillesøster bliver større og større

Det går rigtig godt!



I går var vi til lægetjek på Riget, og vi så den ret så livlige lillesøster på kryds og tværs for 117. gang. Fine nyrer, god mængde fostervand, ca. 1150 gram (så var jordemoderen ikke heeelt ved siden af i sidste uge), flow i navlesnoren og ikke meget for at ligge stille. Jeg har slet ikke tal på alle de scanninger mere. Det er vild luksus, det ved jeg. Især fordi det ikke længere handler om hjerteblink, liv og død, men nu er et spørgsmål om barnet derinde har det godt nok - og det har hun. Jeg tror rigtig meget på, at hun faktisk skal bo hos os på den måde levende børn gør hos deres far og mor. Det er så spændende.

Jeg havde brug for dette lægetjek til at få et par bekymringer af vejen og fik det heldigvis, så nu føler jeg mig nærmest helt normal gravid. Lige nu er der ikke nogen læge, der kan fortælle mig, at Snille har det godt, bedre end Snille kan fortælle det med sine mange spark, puf, hikken og stræk på tværs af maven. Det er altså en stærk følelse af mærke den tro på egen krop igen - eller rettere på graviditeten, på samspillet mellem Snillens og min krop. Først og fremmest tør jeg tro på det, fordi det føles ret anderledes end dengang Laurits lå i min mave. Han var så stille i forhold til lillesøster, fordi han ikke havde meget plads at bevæge sig på, pga. manglende fostervand. Det er en god læge vi har på Riget. Hun siger tingene ligeud, hun spørger til hvordan vi har det og hun har en masse smilende energi. Det gør mig tryg. Så når hun med et stort, bekræftende smil siger, at jeg kan føle mig som normal gravid og kan lytte til signalerne fra min krop, så er det et voldsomt bål hun puster til.

Jeg er på en gang mere afslappet omkring tanken om fødsel og helt vildt spændt! Det er jo netop fordi jeg begynder at se det for mig og tør tro på, at der kommer en levende, lille basse ud af det. Vores lille pige.... den anden dag blev jeg helt tudeagtig af at tænke på at møde hende, se hende i øjnene for første gang. For fanden altså. Jeg er så blød som smør over det lille barn allerede. Jeg er nået dertil i graviditeten, hvor jeg kan SAVNE mit barn, selvom det ligger tættere på end det overhovedet kan. Det savn med indbygget glæde handler udelukkende, eller specifikt om Snillen. Det er bare hende jeg vil have i armene, hende jeg vil se i øjnene (ja, også selvom det mod alle scan-odds skulle vise sig at være en dreng ;-) Men så er der også alt det andet savn, der simpelthen er ved at æde min tålmodighed op efter Laurits døde på mit bryst. Der er så uendeligt meget Bo og jeg har manglet i over fire år - og fortsat altid vil mangle med Laurits - men der er også noget omkring det, der er så basalt, at det bare vil tilbage i den hospitalsseng og have ungen i armene uden at den dør! Den skal bare holdes, passes på, snuses og nappes til, have noget mad og holdes helt varm af mig. Ikke blive kold, slap og lave døde-lyde. Bare ligge og trække vejret og sprænge verden helt, helt stille - eller skrigende, det kan selvfølgelig også være. Jeg glæder mig! Trænger sådan til det.