Er det den 1. december i dag? Og onsdag? Jamen så må Viola jo være seks uger gammel.
Kommer jeg mon nogensinde til at føle mig helt med, helt på omgangshøjde med virkeligheden igen? Nu er seks uger selvfølgelig ikke noget særligt i forhold til 'nogensinde', men jeg aner bare, at der ligger noget kronisk i følelsen af at være bagud, eller rettere i det at skulle følge med frem for at styre, nu hvor den levende lillesøster er her. Det er også ok. Det er faktisk utrolig meget helt i orden, når jeg kigger på Viola og bare mærker nysgerrigheden boble i min krop: "hvad er hun for én? Hvad kan jeg gøre for hende? Hvad finder hun mon på - nu, om lidt og i de store træk i sit liv?" Jeg glæder mig rigtig meget til at få de bidder, der tilkommer mig, glæder mig til at se hende folde sig mere ud. Det sker heldigvis lige for øjnene og ørerne af mig og er forunderligt (- nogle gange også for underligt...). Der er kommet tydelig vilje i de baskende arme, gråden og måden hun forundres dybt over sorte bjælkers udstrækning i et hvidt loft.
Hun er sgu bare så sød... Violsnitten. Jeg er vanvittig stolt og taknemmelig over hende, men samtidig også bare et stort spørgsmålstegn. Da Bo havde skiftet hende i aftes og lagde hende over i sengen til mig kom jeg til at tænke højt: "Er det der virkelig vores datter??" Det var lidt som at få hende igen. Det er ikke kun Viola, der skal folde sig ud og finde ud af, at hun faktisk er blevet født, det er også noget jeg stadig er ved at fatte... I disse dage er det dog som om, at noget falder i hak, for nu kan jeg give slip på følelsen af, at hun ikke rigtig skulle have været her endnu, altså ikke født endnu. Så må jeg vist bare acceptere, at der ligesom blev revet en måneds tid ud af min mentale kalender. Pyt! Jeg har alligevel aldrig rigtig været helt med ;-)
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
6 kommentarer:
Du kommer til at følge fuldstændig med igen, Heidi :-)
Det er noget helt særligt at blive mor til sådan et lille levende vidunder - og første gang man skal igennem den dér nyfødt-baby-flytter-ind-og-bliver-en-del-af-familien-fase kan det virke som verden aldrig nogensinde bliver som før. Eller, nok nærmere at man selv aldrig bliver helt "sig selv" igen..
Verden og livet vil jo bestemt være forandret for altid, nu hvor fokus i den grad er rykket - men jeg kan berolige dig med, at DU som menneske bliver dig selv igen. Man skal bare lige "lande" :-)
Det dér med at kigge på sit barn og pludselig forundres - DET forsvinder til gengæld aldrig..
Da jeg forleden aften var inde og kigge til Noah, som lå og sov i sin seng, tog jeg mig selv i at tænke præcis det du gjorde med Viola. Nemlig: "er han virkelig min søn - er det min lille dreng, der nu pludselig ligger der som kæmpe stor og helt ufattelig lang -snart 9½ år gammel"?!?
Det er så smukt og helt igennem forunderligt på så mange planer at være mor!
Nyd blot Viola - alt det andet vender tilbage til normalen lige så stille..
Ja - de unger tager fusen på os. Ingen tvivl om det. Det er skønt at høre, at det går godt.
Jeg kender godt det, som Kivi beskriver. Det der med at kigge på barnet og tænke "hold da helt op". Både fordi jeg er ved at sprænges af stolthed og lykke, men også fordi jeg undres over, hvor store de er blevet på ingen tid.
Din mentale kalender skal nok falde i hak igen, når I har funder jer selv som familie med lillesøster. Ting tager tid - lige nu skal I bare nyde Viola og hinanden.
Jeg følger også med. Eller forsøger i det mindste og elsker at få lov. Du har en helt fantastisk og forunderlig måde at beskrive den rejse på som nu endelig for alvor er skudt i gang.
Det er forunderligt, det der med at lære et lille nyt menneske at kende. Jeg husker faktisk at det kom lidt bag på mig at man ikke bare kender det her lille væsen lige med det samme, men det gør man jo ikke. Og egentlig synes jeg stadig at jeg er lidt i processen med at lære mine to at kende. Hele tiden vælter der nye sidder frem og det er altså vidunderligt forunderligt at være vidende til.
Det må være rart at have tiden med igen. Tror godt jeg kan sætte mig ind i at den første tid sammen med Viola uden for maven ikke rigtig skulle have været.
Tja, hvem styrer showet nu ;O)
Kæmpe krams fra Line
Nu vil vi høre nyt...og se en masse billeder...og sidde og savle over lækkerheden...
Knus til Jer alle 4....
Også mig....... jeg savner at følge med her på bloggen.. Her er så stille - og det kan jeg sagtens forstå... men tjekker jo alligevel nysgerrig hver dag for at se om her er noget nyt..
Kram fra Katja
Send en kommentar