Trods lugtende af gylp fra natten, med tørt mælkeskæg, søvn i de lange øjenvipper, pruttende og lidt spruttende med en smule fornærmet, stram mund; ingen kan vågne så dejlig som min lille viol.
Laurits kan ikke vågne, så jeg lader ham hvile. Men det er samme sted de to unger rammer mig...
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
3 kommentarer:
Fantastiske billeder :) Hun er skøn jeres lille pige :)
Og han hviler med smil - ham lækker-Laurits...ligesom sin søster Violen...
Og ja, de rammer samme sted, de der unger af os... og det er ligemeget hvorfra...og det er lige meget hvor gamle de er...
Knusetur til Jer alle 4!
Det er så rigtigt. De får hver deres plads i vores tilværelse, men rammer så dybt lige inden i, uanset om de måtte være her eller ej.
Send en kommentar