Smil, jul og sul

På årets korteste dag fik jeg det varmeste lys i mørket af min Viola; et rigtigt smil. Siden har jeg fået to mere. Jeg vidste godt, at det ville være så vidunderligt at få smil fra eget barn, men havde jo aldrig oplevet det.

Vi har holdt jul hos de to hold bedsteforældre og det var STORT endelig at kunne komme derhjem med vores levende barn. Vores allesammens lyslevende Viola. Det gav så meget mening, at det ikke rigtig kan beskrives.

Viola er hoppet lige ombord i en af de faste juletraditioner; spise, spise, spise... Men hun vokser også med rekordfart i disse dage. Det er næsten som om jeg kan se, at hun er vokset på tre dage. Hun udvikler sig, og det varmer mig så meget at opleve hendes nye rundhed, styrke, vågenhed, tøsehvin og nu også begyndende smil. Hun var jo så lille og skrøbelig...
Selvom jeg ind imellem føler mig degraderet til et vedhæng på brystet eller som en gigantisk 'ring' på en sut, så er det alligevel virkelig dejligt at kunne opfylde hendes basale behov for mad og tryghed.