En skat og en kiste

Den lille i min mave er min skat. Virkelig en skat. Nærmest hemmelig og mystisk og dybt begravet inde i min krop. "Min skat" tænker jeg til den, når jeg lægger hænderne på maven for 117. gang på en dag og beder den om et lille puf. Den har faktisk været så sød at give mig rumlen og små bitte puf hver dag siden sidste tirsdag (16. uge). Én gang har jeg set et puf og et par gange har jeg set den rulle med min navle. Det kan gøre mig helt øm i øjnene at ligge og glo så meget på maven, men for pokker hvor har jeg glædet mig!

Jeg er grundlæggende rolig for tiden og stoler på, at den er i live. Dog mærkede jeg nervøsiteten komme snigende i går, da jeg ikke rigtig fik den rumlen jeg ville have, når jeg bad om det, dvs. trykkede, maste og puffede blødt til staklen derinde. Det var nok mest et spørgsmål om dårlig timing, træt vokseværk hos den lille og alt for tidlige og store forventninger fra min side. Jeg kender angst for død/ikke liv, og det var slet ikke sådan. Det var mere bare en uro og i kølvandet på den en naturlig erkendelse af, at selvfølgelig kan den lille dø i min mave. Det er en kendsgerning jeg ikke kan se bort fra. Jeg håber bare, at den lille Snille kun skal have en slags 'kiste'; min mave. Jeg kan nemlig ikke lade være at tænke: "Du er min skat, jeg er din kiste". Ved det lyder lidt dystert, men jeg tænker på skattekister, overraskelser af de gode, spænding - og på den måde er jeg taknemmelig over at fungere kiste indtil den lille er bagt færdig. Hov, så er jeg også en ovn!