Først og fremmest Viola

Det er vel i første omgang noget med at få lagt nogle billeder ud og sige: "Det går godt".

Efter 15 dage på neonatal kom vi hjem i torsdags og står lige på vippen til at blive helt udskrevet (vi har været inde til tre rutinetjek siden torsdag). Viola er så skøn, så levende og så dygtig til det en for tidlig født baby nu skal. Hun koordinerer vejrtrækning + sutte + synke så hun kan spise ved mit bryst, hun regulerer selv sin temperatur (dvs. behøver ikke varmemadras) og hun tager på i vægt. Derudover er hun Viola. Lige som hun skal være.


Store øjne i grøn Laurits-hue


Babyfødderne...


Første bad var en stor succes.


V for Viola


Hjemmelavet... Trods alt det behandling for at få hende, er der alligevel noget hjemmestrikket over hende ;-)
Vi skal lige lære det med at klæde hende ordentligt på. Det ser de fleste gange lidt fjollet ud, for vi har ikke så meget der passer helt rigtig i størrelse. Til gengæld er det en fryd at give hende hjemmelavet/gave tøj på, lægge hende til rette i familiesengen, putte hende i dyne med Laurits-lillebrøster-betræk (hvor har vi ventet på at få det i brug) og samtidig først og fremmest ramme noget der passer til temperaturen i vores hytte. Det er lidt upraktisk med meget ung baby i meget gammelt hus her i efteråret, men vi har vist fået styr på at undgå træk og kulde.

Jeg har meget, meget mere på hjerte, men ved ikke, om der bliver tid til at skrive om det. Der er som sagt først og fremmest Viola og hende vil jeg nyde. Jeg er faktisk lidt bagud på point der. Så er der mine egne oplevelser omkring det at blive mor igen og under de omstændigheder det blev. For satan - for at sige det lige ud - jeg kunne godt have brugt nogle bedre omstændigheder! Det har været det sværeste i mit liv. Ikke det værste, selvfølgelig, men det sværeste. At få et for tidlig født barn, et kompliceret kejsersnit og have Laurits' lillesøster to uger på neonatal har altså været nok udfordring for mig, for det har ramt de ømmeste punkter. Jeg havde både håbet og troet på en blidere start, så vi kunne lade følelsen af det bedste fylde. I stedet har der stået så meget i vejen for den følelse, at jeg stadig er ved at lære den instinktivt at kende. Der er nu ved at falde lidt ro på efter vi har været hjemme en lille uge. Og Viola er en tigerunge. Hun knurrer, hun er født i et tigerår ifølge kinesisk horoskop og hun tager tigerspring, så vi forældre ikke kan følge med. Hun har nærmest allerede taget et spring fra sondemad til babs og vi er ved at flække af stolthed over hende. Det er da mere end man kan forvente af et lille menneske, der egentlig er for ung endnu til at være født.

Så er der Laurits. Han er heldigvis bare en naturlig del af det hele for Bo og mig. Ikke mindst når vi kan se på Viola, at der er fysiske ligheder. Det er simpelthen bare så dejligt at se.