22.-23. maj

Laurits' fødselsdag var en god dag. Det var ikke sådan, at noget bestemt skulle ske, men noget særligt skulle det alligevel være, for det er altid værd for os at markere, at det var dagen vi fik ham. Vi kørte vi ud i det blå og gule og grønne, hvor vi fandt et helt magisk sted på en stenstrand fyldt med havgus. Det var helt, helt stille vejr med 'noget i luften'.

I vandet var der hornfisk, ingen tvivl om det! Vi havde kun lige gjort klar til at sidde lidt og nyde morgenmaden, da vi så de første tegn på fisk i vandet og skyndte os at gøre stængerne klar. Bo fik bid/fangst i første kast! Sådan fortsatte det hele dagen, hvor vi med jævne mellemrum så hornfiskene komme op i overfladen og pjaske rundt, og hvor vi fik masser af både bid og fangst. Bo fik den første fisk, men jeg fik den største! (og jajajaja, så fik han flest). Da vi tilsammen havde nået omkring 10 mistede vi overblikket... Det var helt magisk og rigtig sjovt at fiske med så meget aktivitet. Jeg blev træt ind i mellem, men havde svært ved bare at sætte mig ned og hvile, for hele tiden kom fiskene op til overfladen og lokkede. Dagen efter fortrød jeg, at jeg ikke lyttede mere til min krop.

Bo var næsten umulig at stoppe. Fra han sagde: "ok, det er den sidste" fangede han vist fem fisk mere. Da vi talte sammen havde vi 22.



Den 23. havde vi tænkt os at gå ud på Laurits' græsplæne, men op ad formiddagen måtte jeg erkende, at jeg ikke var på toppen. Udenfor vinduerne var der ellers underholdning med Copenhagen Marathon, men jeg blev bare svimmel og kvalm af at kigge på. Jeg var virkelig ærgerlig over det, men måtte blive hele dagen i sengen. Øv, det var helt deprimerende. Men værst var det dog, at jeg natten inden og i løbet af dagen havde en masse plukveer, hvilket gjorde mig/os virkelig bange og magtesløse. Her bagefter kan jeg heldigvis sige, at det nok ikke betød det store, men det er jo ikke til at sige, når det står på.

Meget heldigt at mandag var en helligdag, så vi kunne komme en tur på Laurits' græsplæne der i stedet for. Og om aftenen stod den på nyrøget hornfisk med røræg et sted ude på Kbh's volde.






Jeg har set meget frem til enten at være gravid eller have et levende barn også på Laurits fødselsdag. De andre år har det fyldt sin del af dagen, at 'det blev så heller ikke i år'. Men i år blev det i år og det er jeg så uendelig taknemmelig over. Det gjorde sjovt nok Laurits fødselsdag endnu mere til hans fødselsdag, frem for noget andet. På en måde sætter den lillebrøster mig mere fri i forhold til Laurits. I weekenden betød det, at jeg 'bare' var Laurits' mor. Ja, faktisk glemte jeg lidt, at jeg var gravid... meget underligt. Men det føltes godt og rigtigt - helt sikkert kun fordi jeg virkelig er gravid. Nogle gange er det jo netop fraværet der fylder mest...?