tirsdag den 27. april 2010

'Den dør ikke af at...'

- det er min strategi at tænke sådan i den her graviditet. Eksempel: Inden første scanning var jeg meget nervøs. Da jeg gjorde mig klar herhjemme om morgenen, gik jeg lidt i stå på valg af øreringe (?!), fordi jeg ikke kunne finde ud af at vælge 'de rigtige'. Så var det jeg brugte 'den dør altså ikke af, at jeg tager nogle bestemte øreringe på eller ej!!'-stratagien. Det kan nogenlunde spille fornuften fornuftigt på bane, så ikke alle de ængstelige tanker og følelser tager overhånd hele tiden. Men det er svært at tøjle usikkerheden - eller rettere leve med den, for den er der jo og er nødt til at have en plads, for ellers snyder jeg mig selv. Dette er ingen almindelig graviditet, og det er ved at gå op for mig, at jeg på flere måder er i en risikogruppe, også psykisk. Jeg skal komme helskindet igennem det her, så den lille kan få en mor, der ikke er bange for alting.

Det er nu ikke fordi jeg til daglig går rundt og er bange, men efter jeg er blevet gravid denne gang og har set hjerteblink er der helt sikkert dukket noget op, for der er satme noget på spil nu. Men det var nok også en lidt uheldig start, da vi først fik at vide, at jeg højst sandsynligt ikke var blevet gravid (graviditetshormonet var for lavt), for ugen efter at få den modsatte besked. Det var mildt sagt svært at gå fra en yderlighed til en anden, og at tro på det gode, når starten nu ikke var helt god. Det er også en skør og mærkelig ting at være tidlig gravid, for der sker så store og vilde ting i ens krop, som man overhovedet ikke er herre over eller rigtig kan mærke. Jo, jeg kan mærke visse forandringer, men de står ikke rigtig mål med det, der er hele pointen - den lillebitte menneske-start, der endnu måles bedst i millimeter. At den vokser, banker med hjertet, suger næring til sig osv. kan jeg desværre slet ikke mærke. Det synes jeg er skørt. Samtidig skal jeg forholde mig til, at det virkelig foregår i min krop og f.eks. hænger 100 % sammen med mig og hvad jeg spiser og drikker. Jeg glæder mig så sindssygt meget til at mærke liv! Det har jeg fysisk manglet i snart fire år. Lige nu er det det, jeg glæder mig mest til - mere end til at barnet kommer. Jeg ved, at det ændrer sig undervejs, så det er ok. Det er bare for meget at forholde sig rigtigt til fødsel og levende barn endnu. Først skal jeg ikke abortere, og så skal jeg ikke føde for tidligt. Der er alt fra udskrabninger til kister i flere størrelser, som skal styres udenom.

3 kommentarer:

Kivi sagde ...

Kære Heidi

Har ikke været herinde et par uger og sikken et par FANTASTISKE indlæg man møder!!!

Kæmpe stort tillykke. Hvor er jeg dog helt ubeskriveligt glad på dine vegne.. Jeg ved jo lige hvor du er nu. Der imellem scanninger, blodprøver, infusionerne på 7. sal osv. Hold fast og hold ud, Heidi... Det dér hjerteblink bliver til noget rigtig stort!!


Hvis du har tid/lyst må du meget gerne sende mig en mail igen. (noemca@live.dk) Vil super gerne høre om hvordan du oplever behandlingen, Ole Bjarne og Lisbeth og hvordan du tackler denne meget ualmindelige måde at være gravid på.. (for ja, det bliver meget tydeligt og konkret, hvor lidt almindelig-gravid man er lige pludselig)...

Sender dig et stort smilende forårskram
Kivi

Anonym sagde ...

Hold da op sikke en verdens nyhed
Kæmpe stort tillykke
Vi selv har en på snart 5 som blev til på riget via icsi nu har vi også en lille pige på 5 mdr også via icsi og hende ventede vi meget længe på,det lykkes i sidste forsøg :-)
Jeg har læst længe med her og grædt og grint med jer.
Puha jeg ved hvad I har været igennem,jeg måtte lige læse det igen,hvor er det altså bare smukt
Al held og lykke på jeres vej
Stort Kram
Deniz

Frederikke sagde ...

Jeg er stadig pisse glad på dine vegne :)