På mit bord står nogle virkelig flotte dybrøde franske anemoner. Dem har jeg fået af min mor, da hun var på besøg i sidste uge. Først havde hun givet mig tre tulipaner i jord, men det var ikke nok for hende. Jamen, det var det altså bare ikke. Vi skulle finde nogle flere blomster, basta! Den slags er der selvfølgelig ingen grund til at diskutere, så vi fandt anemonerne, og så var der glæde over hele linien. Og... et eller andet sted varmer det min hjerne så meget, at blomster er noget man giver sine børn i min familie - død eller levende. Laurits fik også blomster af mormor, da vi var forbi Kirkegården.
Mine blomster til Laurits er mest papirstraner.
Det her handler overhovedet ikke om, at man skal give blomster til døde eller levende. Pligtblomster er ikke sjove. Det handler bare om, at jeg for det meste har virkelig svært ved at jonglere med en meget 'levende', banal, almindelig rolle som værende datter, samtidig med, at jeg har en meget 'død', ualmindelig og sær måde at være mor på. Derfor kan jeg blive så glad, når jeg opdager de små sammenfaldende ting, som egentlig bare kører af sig selv og uden alle mine tanker, idéer, forbehold, ængstelser, spekulationer... Jeg kunne simpelthen genkende min mors glæde ved give sit barn nogle blomster. Ikke så meget pjat der, lige ud ad landevejen. Det gav mig en eller anden ro at opleve, for det er også bare dét, der ligger i min mor-rolle. Mine blomster eller traner til Laurits handler ikke altid om sorg, gravpynt og mindehalløj. Det handler faktisk meget om, at jeg bare vil give den skide unge noget! Basta! Ikke så meget at diskutere. Glæde over hele linien.
.jpg)
Tiden går - og jeg går med
8 år siden
9 kommentarer:
Det handler nemlig om at være mor for sit barn og børn skal have noget en gang imellem :)
Hej
Ja så opdagede jeg lige din hedgangende speciale blok og kunne ikke lade vær med at grine af din Calvin og Hobbes alias Steen og Stoffer tegning og kom til at tænke på min egen tid som religionsstud, hvor vi jo selvfølgelig havde læst både Calvin og Hobbes (altså filosofferne)og jeg hos en af mine medstuderende så at der stod en Calvin og Hobbes i hendes borgreol og var meget imponerede, var ikke lige klar over det også var en tegneserie - ja så kan man jo blive så meget klogere:-)
Jeg satte iøvrigt en Nikoline Werdelin tegning op på vores læsesal, osm hed 'Lyt til din krop' hvor personen lå og sov ind over bordet, hvilket jeg selvfølgelig aldrig selv har gjort:-)
Det blev så lige et indlæg om alt muligt andet, håber der er ok.
Kh Mia
ps kunne rigtig godt tænke mig og læse dit speciale, er det til udlån?
Hvor sjovt du lige kiggede forbi den gamle blog, Mia ;-) Ja, det er altså lettere nostalgisk at tænke på studiedagene, ik?
Du må meget gerne læse mit speciale! Det kan lånes via Kgl. bibliotek, hvis det skulle være. Bare søg 'fysisk versus virtuel'.
Hej
Ved ikke helt om jeg "tør" skrive på din blog, men nu har jeg efterhånden været forbi flere gange, hvor jeg bare har læst og læst, på opfordring af min kærestes veninde. Jeg krydser for fingre for jeres forsøg lykkes denne gang, Jeg/vi mistede en lille pige 2 uger over termin tilbage i 2006. Jeg har siden forsøgt at blive gravid, men stoppede sidste år i august måned. Håber det vil lykkes for jer, sender de bedste ønsker, kender til følelsen dybt inde i hjertet.
Knus D.
Kære D.
Jeg er rigtig glad for, at du ville skrive! Tak.
Jeg håber sådan, at beslutningen om at stoppe har gjort noget godt for dig. Det må være så svært, men jeg tror godt jeg forstår det, for man kan ikke blive ved i det uendelige...
Kh Heidi
Hej Heidi
Tak for dit svar. Det har/er ikke nemt at tage beslutningen, for der findes hele tiden "smuthuller", som bliver vendt og drejet. Det er svært at beskrive og svært at forstå, for udenforstående og dem er heldigvis mange af, men hold da op, hvor er jeg/man dog bare alene med smerten.
Jeg krydser virkelig fingre, tæer, ben, arme, ja alt hvad er krydses kan, så Laurits kan blive storebror.
Stort knus D.
Hej Heidi
Tak for dit svar. Det har/er ikke nemt at tage beslutningen, for der findes hele tiden "smuthuller", som bliver vendt og drejet. Det er svært at beskrive og svært at forstå, for udenforstående og dem er der heldigvis mange af, men hold da op, hvor er jeg/man dog bare alene med smerten.
Jeg krydser virkelig fingre, tæer, ben, arme, ja alt hvad er krydses kan, så Laurits kan blive storebror.
Stort knus D.
P.s glemte lige et "der", men kan ikke slette mit indlæg
Hej Heidi
"Glemte" helt i min nervøsitet, at skrive:
Hvor ser han dog skøn ud, helt sikker en charmør, som vores lille pige var faldet for pladask, hvis deres veje var krydset, men måske har de mødt hinanden i himlen.
Knus D.
Tak igen ;-) Hvor er du sød. Det er da en dejlig tanke, at vores unger måske har mødt hinanden i al det uvisse død.
Og igen... så har jeg bare så stor respekt for din beslutning.
Send en kommentar