Nostalgi

Bliver man nostalgiker af at få et dødt barn? Nostalgi er en hjemlængsel, en vemodig, ofte smertefuld længsel efter svunden tid. Jeg kan i hvert fald kun sige JA!! Jeg var det nok af natur i forvejen, men længsel mod noget svundent har aldrig føltes så stærkt som efter Laurits døde. Selvom jeg ved, at Laurits er i mit liv, det liv jeg lever lige her og nu, så ved jeg ikke, om jeg nogensinde slipper længslen efter den tid, hvor han virkelig var her i kød og blod. Jeg har ingen intentioner om at slippe Laurits helt, altså glemme ham eller sådan noget skørt noget, men måske er det længslen jeg efterhånden skal slippe? Det som virkelig hjælper er, når jeg mærker, at jeg ikke er ene om at huske Laurits. Når andre nævner ham naturligt eller jeg mærker, at jeg trods alt bliver set på som en mor, så er der noget som falder på plads indeni og føles rigtigt. Og er jeg den eneste, der faktisk skal sættes sammen på ny jævnligt? - Ikke sådan fordi hele verden er ramlet, men bare fordi f.eks. søvnen piller mig fra hinanden i ca. fem store dele, der skal finde hinanden på fornuftig vis med et bad, en kop kaffe eller nogen gange lidt eftertænksomhed? Noget andet, der måske kan hjælpe mig til at slippe længslen lidt, tror jeg, er den søgen efter fakta og stadige tilbagevenden til hændelserne i Laurits' liv og død, som hele tiden har præget min sorg. Jeg har (stadig) brug for at blive mindet om, at selvom Laurits er det smukkeste jeg har set, så var vores dage efter den 22. maj 2006 IKKE specielt smukke. Det var så råddent og frygteligt at se Laurits så syg, så kold og så død. Det var dog også fredfyldt til sidst...


Min pointe (som har ligget og luret i baghovedet siden en god snak med nogle af de andre forældre i torsdags) er, at jeg har brug for, at det hele ikke bliver til englebassefantasier. Det skal være der - og ganske meget, tak;-) - men det er ikke hele sandheden. Laurits var smuk - men også skæv og grim (undskyld, Bo, men jeg mener en lillebitte smule grim på den charmerende måde). Laurits' liv var berigende for mit - men også det mest smertefulde. Vores barn har ført os tættere sammen, Bo og mig - men det har fandme også kostet tårer og slid på hinanden!! Døde børn kan ikke anbefales, hvor smukt et minde, de end efterlader.



Her har jeg pakket min lille knægt ind i en fantasi-verden af blomster og englevinger. Det var noget jeg "kom til" en aften for længe siden foran computeren. Præcis på denne måde har mine minder har en stærk tendens til at retuchere alt det dårlige væk. Men selvfølgelig er det tydeligt, at han var et sygt lille menneske, der lå i en hospitalsseng, den lille Laurits. Det kan alverdens blomster og pjat i grunden ikke ændre ved.