Forår

Af Laurits har jeg lært så meget. Det meste på den der frustrerende, sorgfyldte og inddirekte måde, hvor han mangler så forbandet. Men når det begynder at blive forår (uanset at det så kun er februar), så kan jeg mærke ham så fantastisk tydeligt i glimt. Jeg kan simpelthen huske både i hjernen og i maven, hvordan det var, da han var her - inde i mig... Nu kan jeg sige det med en erfaring fra sidste år, at foråret har fået det, som ikke kan beskrives bedre end en ny dimension. Efter Laurits giver det mening som aldrig før, når solen skinner, ting pibler op ad jorden, fuglene synger og livet bare vokser og folder sig ud efter vinter. Tulipaner giver mere mening - og vintergækker, fede regnorme, længere dage, lettere jakker, snart is i vafler og den måde, der lugter på, når man cykler gennem byen. Det er nu to år siden han var på vej. Tænk, at han lå derinde i min mave og groede... (hvorfor skulle de nyrer dog også gro så forkert?) Bo kalder mig for "hus", hvilket bare er et skørt kælenavn, men efter Laurits giver det sjovt nok mening, for jeg var Laurits' hus - hans væksthus ;-) Når foråret så viser sig, kan jeg næsten mærke den spirende fornemmelse af Laurits igen og ikke kun den evigt tomhændede kærlighed, der havde alt for kort tid til egentlig forløsning.


Jeg vågnede her til morgen og tænkte på det babytøj, der ligger ovre i skufferne og venter. Det var næsten som om, at de sidste to år var ligemeget, eller væk... støvet af, måske? Jeg tænkte også på Bos vugge og på barnevognen, som "næsten lige" har stået samlet og parat her i soveværelset. Jeg kunne mærke den utroligt store glæde og forventning jeg var fyldt med for to år siden. Den følelse er meget, meget dyrebar og jeg er så taknemmelig, når den kan findes frem. Jeg vil så gerne glæde mig på den måde igen, vil så gerne vente på vores barn igen og være et væksthus.




For to år siden besøgte vi Rikke, Rasmus og Ivalu på Bornholm og jeg struttede. Det var også der, jeg fik hældt kogende vand på min ene ankel, så jeg nu har et lille minde (ar). Selvfølgelig var det da ikke godt med det vand, men på en måde er det meget sjovt at tænke tilbage på, hvordan jeg hentede sne ude fra gårdspladsen og sad med det på anklen, mens vi talte om børn, babyer, graviditet, fødsel og ALT det der. Det var for resten der Bo fik idéen til den vugge han syede, for Ivalu havde sådan en flot, hjemmelavet vugge. Der ligger så mange gode minder, eller så stor en lykkefølelse og vild forventning fra graviditeten med Laurits. Den følelse ønsker jeg at få igen. Det er mit største ønske. Jeg vil ikke kræve den eller jagte den, når jeg nu forhåbentlig snart bliver gravid igen, men jeg vil ønske den og prøve at være helt åben overfor den. Lige nu er jeg smadder glad! Foråret og følelsen af Laurits gør mig helt vildt glad.