Det bedste og det værste, II

Det bedste er at få et Laurits-dokument med posten i dag på min fødselsdag. Jeg har ventet på det brev siden slutningen af sidste uge, så det passede bare så fint, at det kom lige i dag. Meeeeeen, det er jo ikke den skønneste læsning, for det er Laurits' journal fra neonatalafdelingen. Jeg har rigtig længe gerne ville have den journal, men har først for nyligt fået spurgt efter den. Nu sidder jeg så her med det bedste og værste i mit liv blandet sammen i en struktureret pærevælling af lægelatin og menneskeord, og indeni har jeg det lige præcist... blandet! Forstå mig ret; jeg er kun glad for at have journalen, men det er bare så barsk læsning. Det kommer pludselig meget tæt på igen, og det gør mig både længselsfuldt glad og smertefuldt ulykkelig.

Først og fremmest tænker jeg "stakkels lille dreng"... Hans hoved sad fast i min mave, han havde næsten intet fostervand, blev født uden hjertelyd, han var skæv i hovedet, hans arme kunne ikke strækkes ud, fødderne pegede indad, han fik hul på lungen, fik lagt dræn, fik morfin, blev inturberet og indeni; ja, der var nyrerne alt for store og blæren alt for lille. Stakkels, stakkels Laurits. Han havde sådan en hård nat og det var meget kritisk for ham. Og vi, forældrene, sagde nej til nøddåb. Når jeg læser om dette, tænker jeg på, at vi var ekstremt heldige, at han overlevede så længe som han gjorde. Tænk, hvis han bare var død midt i det hele uden vi fik vist ham lidt frem, siddet med ham, nusset ham og altså også døbt ham. Han må trods alt have været en sej, lille gut, der gerne ville give sin familie en god oplevelse midt i kaos og helvede?

Spredt rundt omkring i journalen står flere gode sætninger, som jeg har lyst til at dele:

22. maj.

"Forældre været her hele natten. Hvilt sig lidt om formiddagen. Forældrene har taget ham til sig, kysset og "undersøgt" ham. De vil gerne vaske ham, evt. give ham lidt af sit eget tøj på. Ønsker at sidde med ham".

"Bevæger hænder og fødder, men åbner ikke rigtig øjne".

"Mor og far vaskede selvstændigt deres søn i aften. De sad ??? mor med sønnen i lang tid".

"Bedsteforældre + fars bror været her det meste af aftenen. Var på stuen omkring barnedåben mindst 3/4 time. Heidi og Bo brug for deres forældre og brødre. Heidis bror desværre ikke været her endnu, ikke reageret på telefonen" (Thomas, vi fik heldigvis fat i dig dagen efter, og du nåede faktisk at opleve nogle af Laurits' allerbedste timer).

23. maj.

Og så står der følgende, som jeg er så ked af at være gået glip af: "Sover meget, virker afslappet. Havde sin finger op ved munden og lavede suttebevægelser. Kikket lidt ved 6 tiden". Åh, Laurits, bare jeg havde set dig sådan, bare jeg havde set dig prøve at sutte på dine fingre. Så ville jeg have givet dig en lille smule af min mælk - bare et par dråber, så du kunne have smagt det. Men vi var heldigvis hos Laurits lidt senere, hvor han stadig var mere vågen end dagen inden, og hvor han nåede at sende mig "sit øjeblik". Paradoksalt nok, var han mere vågen et par timer inden sin død, end et par timer efter sin fødsel. Hm...

"Har åbnet øjne og set på forældre, reagerer tydeligt på fars + mors stemmer. Siddet 1½ time hos mor".

Det er hårdt at læse hans journal, fordi det hele kommer så tæt på. Jeg vil egentlig så gerne være tæt på, men jeg kan samtidig mærke en flig af den ubærlige smerte det var dengang. Og for helvede, hvor var det forfærdeligt!! (Jeg må gerne bande sådan, for det VAR helvede!!!).

Jeg må dagligt minde mig selv om, at vi gjorde alt det vi dengang magtede, men til daglig bærer jeg jo minderne med stolt glæde, og så kan jeg et eller andet sted ikke få nok... Så længes jeg mod at gøre mere dengang, hvilket desværre er helt umuligt. På en måde var jeg nok mere afklaret, dengang vi lige var kommet fra hospitalet, for da sad smerten stadig helt ubærlig i krop og sjæl, og vi forsøgte bare at overleve, var forundrede over at leve og havde næsten stadigvæk følelsen af baby-Laurits i hænderne. Gid man kunne gemme de følelsesmæssige sanseindtryk - altså den fysiske følelse af Laurits - ligesom man kan gemme de visuelle indtryk på fotos. Suk...

Jeg har meget at være taknemmelig over i mit liv, og tro mig, det er jeg også. Taknemmelig fo Bo, der kan rumme det hele, der kan vække mig med gaver (en totalt sej fiskestang og flødeboller!!), lave morgenkaffe med nybagte boller og som tænder Laurits' lille lys i den lille stage, fordi han godt ved, at i dag savner jeg vores dreng endnu mere.