22.-23. maj

Laurits' fødselsdag var en god dag. Det var ikke sådan, at noget bestemt skulle ske, men noget særligt skulle det alligevel være, for det er altid værd for os at markere, at det var dagen vi fik ham. Vi kørte vi ud i det blå og gule og grønne, hvor vi fandt et helt magisk sted på en stenstrand fyldt med havgus. Det var helt, helt stille vejr med 'noget i luften'.

I vandet var der hornfisk, ingen tvivl om det! Vi havde kun lige gjort klar til at sidde lidt og nyde morgenmaden, da vi så de første tegn på fisk i vandet og skyndte os at gøre stængerne klar. Bo fik bid/fangst i første kast! Sådan fortsatte det hele dagen, hvor vi med jævne mellemrum så hornfiskene komme op i overfladen og pjaske rundt, og hvor vi fik masser af både bid og fangst. Bo fik den første fisk, men jeg fik den største! (og jajajaja, så fik han flest). Da vi tilsammen havde nået omkring 10 mistede vi overblikket... Det var helt magisk og rigtig sjovt at fiske med så meget aktivitet. Jeg blev træt ind i mellem, men havde svært ved bare at sætte mig ned og hvile, for hele tiden kom fiskene op til overfladen og lokkede. Dagen efter fortrød jeg, at jeg ikke lyttede mere til min krop.

Bo var næsten umulig at stoppe. Fra han sagde: "ok, det er den sidste" fangede han vist fem fisk mere. Da vi talte sammen havde vi 22.



Den 23. havde vi tænkt os at gå ud på Laurits' græsplæne, men op ad formiddagen måtte jeg erkende, at jeg ikke var på toppen. Udenfor vinduerne var der ellers underholdning med Copenhagen Marathon, men jeg blev bare svimmel og kvalm af at kigge på. Jeg var virkelig ærgerlig over det, men måtte blive hele dagen i sengen. Øv, det var helt deprimerende. Men værst var det dog, at jeg natten inden og i løbet af dagen havde en masse plukveer, hvilket gjorde mig/os virkelig bange og magtesløse. Her bagefter kan jeg heldigvis sige, at det nok ikke betød det store, men det er jo ikke til at sige, når det står på.

Meget heldigt at mandag var en helligdag, så vi kunne komme en tur på Laurits' græsplæne der i stedet for. Og om aftenen stod den på nyrøget hornfisk med røræg et sted ude på Kbh's volde.






Jeg har set meget frem til enten at være gravid eller have et levende barn også på Laurits fødselsdag. De andre år har det fyldt sin del af dagen, at 'det blev så heller ikke i år'. Men i år blev det i år og det er jeg så uendelig taknemmelig over. Det gjorde sjovt nok Laurits fødselsdag endnu mere til hans fødselsdag, frem for noget andet. På en måde sætter den lillebrøster mig mere fri i forhold til Laurits. I weekenden betød det, at jeg 'bare' var Laurits' mor. Ja, faktisk glemte jeg lidt, at jeg var gravid... meget underligt. Men det føltes godt og rigtigt - helt sikkert kun fordi jeg virkelig er gravid. Nogle gange er det jo netop fraværet der fylder mest...?

Laurits' fødselsdag

Vi har ingen vilde planer for Laurits' fødselsdag i år, men det bliver noget med at sidde og glo ud over noget vand, fiske, nyde det gode vejr og sende ham en masse tanker. Vi skal have kanelsnegle med, for der skal altså være noget fødselsdagskagehalløj, så dem har jeg bagt i dag. Toget med fire lys står klar til senere på dagen i morgen.

Jeg har haft en smule flimren, usikkerhed og nagende, skjult tristhed op til disse majdage, for hvordan er det nu lige man gør med sådan et dødt barns fødselsdag og dødsdag?? Men nu hvor det er så tæt på slapper jeg af, for der er lige præcis ikke en pind at gøre. Ikke andet end at mindes i det tempo, der kommer helt af sig selv. Desuden kører det heldigvis lidt sit eget løb, for i morges kunne jeg endelig mærke den velkendte stemning af 'dengang for fire år siden'. Jeg kan ikke rigtig forklare det på anden måde, end at Laurits endelig var lidt tæt på igen. Det skete jo virkelig... han var her virkelig.

Gode fifs til doping?

Min blodprocent er for lav og den træthed det fører med sig kunne jeg rigtig godt tænke mig at slippe af med. Så hvis du har nogen gode erfaringer med at spise sig til en hæmatokritværdi, der er en cykelrytter værdig, kunne det være rart med et fif. Jeg tager naturligvis jernpiller og fokuserer på at spise kød, spinat, mandler, abrikoser, kiwi'er og snart friske jordbær.

Udenpå og indeni

Dette billede viser ikke rigtig alle de små 'madpakker' jeg har smurt til den lille på det seneste, og det har jeg det fint med ;-) Lidt forfængelig må man vel have lov at være.






Jeg så den lille på scanning i går, og den mosede rundt! Det skyldes sikkert, at jeg var så nervøs, at adrenalinen pumpede rundt i begge vores kroppe. Billedet her blev helt ærligt ikke så godt (den ligner jo virkelig en alien), men lægen måtte bare skynde sig at fryse det, så snart den lå nogenlunde stille, så hun kunne måle den fra hoved til numse. 4,8 cm var den og det er perfekt i forhold til 12. uge. Faktisk var den én dag foran termin, og jeg fik et glimt af den der skøre forældrestolthed, som ikke bunder i andet end at barnet ER.


Det er utroligt som sådan en lille udvikler sig på 14 dage. Sidst var den som en slags C-formet larve, der kunne spjætte en smule. Nu har den menneskeform og jeg kunne ikke rigtig tælle arme og ben med den fart den mosede rundt, men der er i hvert fald ét sæt af hver.

Hvordan mon den har det derinde...? Er det sjovt at gro arme, ben og organer og pludselig være i stand til at bevæge sig? Eller er det ligesom at 'få tænder over det hele'?? Tænk, hvis det i virkeligheden gør nas eller klør som pokker??? Hm... men der er ikke noget at gøre ved det. Den må klare sine strabadser som alle andre har gjort det.

12. uge

Denne uge byder blandt andet på et helt almindeligt lægebesøg. Det bliver den første helt almindelige ting i denne graviditet, og derfor synes jeg det er stort. Jeg går ud fra, at det bare er journalskrivning og urintest, og jeg har i hvert fald ikke noget behov for at få fastslået graviditeten på nogen fysisk måde. Med andre ord; ingen indvendig undersøgelse, tak. Jeg har jo ligesom adskillige blodprøver og scanninger til at bevise den side af sagen. Men alligevel glæder jeg mig til at få det bevis, som vandrejournalen er. Sådan havde jeg det også med Laurits. Vandrejournalen er lidt et billede på en hel graviditet. Der er plads til planer og forløb.

Mig en gåde...

Jeg er allerede en fjerdel henne i graviditeten. I tal ser det således ud: 25 %. Målt op ad siden på min koldskålkarton er det omkring nr. 2 kammerjunke. Jeg ser ind i mellem også kvart gravid ud. Men når jeg så tænker på, at det både skal være sommer og efterår før den lille (forhåbentlig) kommer til verden, så synes jeg godt nok, at der er langt til mål!

Små fælder

Jeg oplever graviditetskvalme som en virkelig mystisk ting. Ikke som nogen anden slags kvalme fra sygdom, tømmermænd eller søsyge. Det er ikke fordi jeg ligefrem er plaget af kvalme, men den sniger sig ind her og der. Den er slyngveninder med min appetit og har også en vis sammenhæng med lidt ændret lugte-/smagssans, og pludselig er der små 'fælder' overalt.


Én fælde: Kaffe! adv, føj, må jeg være fri?! Sådan lige fra én dag til den næste smagte morgenkaffen grimt. Sikke en fælde... for det plejer at være de varme, mørke morgendråber, der sætter øjnene det rigtige sted i hovedet på mig.


En anden fælde: Det rengøringsmiddel Bo har ordnet toilettet med. Åh nej, nu har han gjort så fint rent, og så stinker det. Og man skal jo ud på det toilet temmelig mange gange i løbet af en gravid dag.


En tredje fælde: Folk på gaden med cigaretter i hånden. Når jeg at se dem holder jeg vejret til jeg er på sikker afstand. Det var nu heller ikke fordi cigaretrøg lugtede godt i min næse inden graviditet, men herregud, det var da ikke noget, der sådan gik mig på på gaden.


En fjerde fælde: Vores køleskab... Det lugter grimt! Og det er virkelig en fælde, for jeg skal jo derind hele tiden for at hente kølige, sprøde æbler, smør til alle mine madder, yoghurt, koldskål og den slags.


En femte fælde: Lugten i hytten efter aftensmad. Puuuh, hvorfor skal den blive hængende?? Jeg kan næsten ikke klare tanken om, at jeg lige har spist den mad - til trods for, at den røg ned med stor appetit.


En sjette fælde: Vand. Det er begyndt at smage fadt. Ikke så smart, da man jo skal køre en del ned i løbet af dagen.


En syvende fælde: Tandpasta. Men der er bare ingen vej udenom.


Selvom jeg er blevet en sippe mht. lugte og især dem, der er knyttet til mad, så er der som om, at jeg hele tiden liiiige skal have noget at spise. Lige et æble, lige en mad med smør på, lige noget koldskål, lige en sodavandis - og én til. Jeg kan ikke helt tage det alvorligt, at sådan 2-3 cm. menneske kan sætte gang i så meget madflimmer, men det gør den. Og så er det helt i orden ;-) Men jeg glæder mig til, at vi kan få en anden form for kommunikation, den lille og jeg. Glæder mig til, at den sparker og jeg trykker på den og den sparker og jeg skubber osv.

Det ER virkelig rigtigt

Nu tør jeg tro på det! Jeg har været til 6. behandling i dag, og vi startede med et kig til den lille. Den er vokset rigtig fint. Faktisk så fint, at den nu passer præcis på målet til, hvor stor den skal være i uge 9. De sidste to gange var den ellers lidt lille. Men helt ærligt, den har jo også skulle sætte celler sammen til både hoved, røv, hjerte, hjerne og den slags, og det kræver nok lidt koncentration, så der ikke bliver byttet alt for meget om på det hele. Jeg tror den er perfekt. Den bevægede sig endda en lille smule og jeg kunne ikke se detaljerne på skærmen, fordi jeg græd.

Jeg har ventet SÅ længe på at nå så langt som til her. De to første scanninger var gode, men fyldt med usikkerhed. Nu føler jeg, at bøtten vender. Ikke sådan at angst og usikkerhed bare forsvinder, men jeg ER virkelig rigtig gravid, og vi har set, at der er en fin lille, levende, voksende 'Snille' i min mave. Hvor er jeg bare glad i dag!