Erfaring?

Hvad er Laurits og hvad er erfaring? Kan man skille det ad?

Laurits er jo en masse for mig. Hans væsen, karakter og personlighed voksede støt og roligt frem i mit hoved, da han groede fysisk i min mave. Efter hans korte liv er det forsat med at vokse i mit hoved, så jeg nu føler, at jeg kender ham ganske godt. Men selvfølgelig er det i bund og grund forestillinger og hvis-nu. Jeg ved godt, at jeg nærmest ingenting ved om Laurits, men det føles altså som om, og jeg tror en masse - jeg er jo hans MOAR.

Den måde jeg er mor på er som mor til en død. Det er heldigvis ikke den mest almindelig form. Heri ligger min erfaring. Den, som bl.a. siger mig, at det gælder om at konfrontere smerten og alt det grimme. Det er en levet erfaring i at gennemgå forandring på kort tid og når man mindst har overskud til det. Det er en forbandet og alt for dyrekøbt erfaring på nu snart 2 år. Det kan kan få mig til at føle både nødvendig egoisme og ansvar. Jeg har mærket det så mange gange, at det har hjulpet at fortælle, forklare og skrive om, hvordan jeg har det indeni. Den forståelse der er fulgt med, har nemlig taget meget af den unødvendige flimren og usikkerhed jeg har følt. Jeg har også mærket, at det er godt i det mindste at forsøge at rumme andres frustrationer i deres specifikke liv, fremfor at bortforklare. Jeg har virkelig mærket tydeligheden eller vigtigheden af den tommelfinger-regel der hedder, at man skal redde sig selv, før man kan hjælpe andre. Især som mor til en død, er jeg meget opmærksom på dette, for jeg synes ansvaret er så enormt... både overfor andre og på indirekte måde overfor Laurits. Han skal ikke have været her til ingen nytte! Når nogen har sagt noget i retning af, at de har lært af erfaringen med at kende døde Laurits, så bliver jeg meget glad. Det er stort!

Jeg har heldigvis ikke haft direkte brug for erfaringen, forstået på den måde, at jeg heldigvis ikke har oplevet, at nogen omkring mig har mistet et spædbarn efter os. Uh, det er næsten unævneligt tabuagtigt bare at skrive det...og derfor nødvendigt at skrive det! Jeg har et par gange haft angsten på andres vegne, inden jeg selv blev gravid. Når jeg tænker over det, så har jeg det på en måde sådan, at nu har vi altså taget ulykken her i famlilien og omgangskredsen. Desværre fungerer det ikke sådan, det ved jeg udmærket. Selvom dødsfald kan synes at have samme kraft, ødelæggelse og pludselighed som et lyn, så kan de ikke afledes som sådan - og slet ikke med tilbagevirkende kraft (øv, pis!). Men tænk, hvis det unævnelige skulle ske?? Så ville jeg virkelig føle ansvar for at kunne tilbyde min erfaring. Noget siger mig, at selvfølgelig kan jeg ikke forberede mig på netop den slags forfærdeligheder, og det er heller ikke sådan forberedelses-agtigt jeg mener det. Det er mere noget med, at nu, hvor Bo og jeg kan sidde her to år efter at vores dreng døde og smile over mindet, så bør vi vel også være i stand til at hjælpe andre? Men så er det bare jeg bliver i rigtig meget tvivl, fordi smilet på en måde er betinget af, at jeg har glemt præcis hvor smertefuldt det var i starten... Jeg kan godt huske, hvordan det var i starten at møde andre, som havde mistet for længere tid siden, f.eks. for to år siden. Deres udlægning af sorgen som noget, der blev mindre smertefuldt og lettere at bære med tiden var virkelig oprigtig meget svær at tro på. Det var lidt eventyragtigt, uvirkeligt. Jeg kunne ikke andet end tænke "tja, men sådan bliver det altså nok ikke for mig. Det vil da ALTID gøre så ondt som nu..." Det krævede finfølelse fra deres side ikke at overbelyse "det glade budskab". Ville jeg kunne klare den finfølelse? Ville jeg ikke komme til at fremstå utroligt meget bedrevidende på et alt, alt, alt for individuelt og sårbart område?

Det er det med tiden, som dukker op igen. Jeg har det svært med tid, eller bare ubegribeligt med tid. Tid er ubegribelig. Man taler så meget om at være i nuet, og det har jeg dælme prøvet rigtig meget! Man kan ikke andet, når ens barn dør, for det er så utrolig her-og-nu agtigt. Noget af det jeg har skulle lære, er faktisk at rumme fortid og fremtid igen. Især fremtid, for fortiden var sgu alligevel "bedre", den var der styr på og den indeholdt Laurits.

??? Ja, nu har jeg formået at forvirre mig selv en smule, men jeg udgiver alligevel indlægget, for det kunne være fedt at høre lidt kommentarer, hvis nogen har nogle. Når jeg nu alligevel har brugt tid på at skrive det, er det da for dumt, hvis det bare ligger som en hemmelig kladde ;-p