Meget lidt nyt

Hvis nu livet ikke havde været så tarveligt at stoppe for Laurits dengang for tre år siden, så skulle her have været lidt billeder af helt almindelige børnenyheder fra Laurtussens verden. Sådan i stil med 'Laurits, der stolt viser sit seneste 'kunstværk' frem til moar':

Eller 'knægten, der har lavet togbane med alle fars slips':

I stedet begrænser nyhederne sig til, at der er kommet nyt toilet på kirkegården (gaaab), samt at Laurits togførers gravsted er blevet nedlagt. Det sidste er ikke helt en nyhed, da det skete lige omkring Laurits' fødselsdag. Vi blev lidt kede af at se det... Det var bare så rart med den sten på Laurits' græsplæne, hvor hans navn stod mejslet, selvom det var for en helt anden Laurits fra et helt andet årtusinde.

Et billede af blomster til Laurits fra mormor og morfar ('s have) sniger sig ind med noget nær meningsfuldhed. Jeg ville da virkelig ønske, at de blomster ikke skulle lægges på hans gravsted, men i stedet kunne være nogle, som han ganske uartigt selv havde plukket hjemme i morfars have. En del af mig synes, at det er småskørt at stille blomster til visning på kirkegården, og en del af mig synes næsten at kunne mærke en fysisk forbindelse gennem slægt, hvor jeg står som lykkeligste led imellem barnebarn og bedsteforældre.

Sådan var det og sådan blev det (ikke)

(Skrevet for en uge siden)

Det som har fyldt en stor del af mine tanker til hverdag, har ikke været noget jeg ville skrive om her undervejs, for vi havde jo håbet på at kunne give en god nyhed. Det kan vi dog ikke. Den korte version hedder endnu et forgæves pgd-forsøg, altså heller ingen graviditet denne gang.


"Denne gang" startede for to måneder siden, en lille uges tid inden jeg afleverede specialet, for da begyndte jeg at tage nedreguleringshormoner. Det er jo kroppen der bestemmer startdatoen, så da den var klar på det tidspunkt turde jeg godt gå i gang. De hormoner man starter med (når det er lang behandling) er jeg meget uvenner med, for de påvirker mit humør meget. Det kan bedst forklares med, at de fjerner farverne fra livet. Deprimeret er et hårdt ord at bruge, men det er i den retning pilen peger. Det er på sådan en snigende måde (de skal tages i ca. fem uger), så jeg vurderede, at de ikke kunne nå at gøre nogen skade på de sidste specialeskrivedage. Det gjorde de heller ikke. Men i ugerne efter kunne jeg godt mærke, at jeg blev hormonkulleret. Der var også en lille smule ekstra ventetid, så jeg skulle være lidt længere på hormoner end normalt. Da jeg begyndte på selve behandlingen med stimuleringshormoner var jeg ret påvirket, nu i en anden og mere forvirret retning. Sådan rigtig præmenstruel. Men det var ok, for jeg havde fri til at være det og skulle ikke andet end passe på mig selv. Nu havde vi været fornuftige og stærke nok til at fravælge behandling fra februar til maj mens jeg skrev færdig, så vi var lige pludselig præcis, hvor vi skulle være. Og jeg var egentlig rigtig glad for ikke at have et nyt arbejde at skulle passe. Det havde jeg ikke haft hjerneceller til!


Ved sidste forsøg blev jeg overstimuleret og indlagt til observation efter at have fået taget 25 æg ud, så denne gang var der skruet lidt ned for krudtet. Det gik fint. Det kom 10 æg ud, og lægerne var fint tilfredse. At få taget æg ud er i min verden forfærdeligt! Jeg har nu prøvet det fire gange, og det chokerede mig lidt den første gang, hvor ondt det gjorde, så jeg var også ret bange denne gang. Men ikke sådan panisk... og jeg gør det jo igen og igen, hvis det er det, der skal til. Så enkelt er det. Men væmmeligt, det er det sgu! Efter ægudtagning kunne jeg så konstatere, at det ikke var så slemt denne gang som frygtet. Det var en lettelse af få det ovestået. I dagene efter kunne jeg virkelig også mærke en stor forskel fra sidst, for jeg var slet ikke så øm. 25 æg er også alt for mange. 10 er meget mere efter bogen. Men... når nu man er i pgd-behandling, som er ægsortering og ikke barnløshedsbehandling, lyder 10 æg ikke af så mange. Statistisk set vil 2-3 af dem nemlig få Laurits' sygdom fra både Bo og mig (hvis alle bliver befrugtet, vel at mærke), og så duer de ikke. Det er hele grunden til at lave det her, at man kan opdage dem, og sortere dem fra. Derudover er den analyse, som laves på de befrugtede æg meget hårde ved dem (man trækker 1-2 celler ud efter de har delt sig til ca. seks celler), så nogle vil gå i stykker/i stå. 'Man kan ikke lave statistik på det enkelte par', siger lægerne og de har jo ret. Men når vi nu kun fik ét godt befrugtet æg ud af sidste omgang med 25 æg, er det svært at være rigtig optimistisk med kun 10 æg... Også selvom vi har prøvet den version, der hedder kun fem æg ud, men to helt rask-raske. I hvert fald svært for mig. Så alt i alt startede det tankemæssige hårde, ulidelige venteri efter ægudtagning. Så meget var på spil, følte jeg. Det var trods alt også fjerde gang, så nu skulle det da ske.


Det viste sig, at der blev to raske bærere klar til os, så dem fik vi hjem efter fire dage. At få dem hjem er følelsen. Det er meget, meget skørt at have sit potentielle afkom liggende inde på Riget, og det er totalt meningsfyldt når de endelig ligger der, hvor de skal - inde i mig. Det var jo der hele trylleriet skulle have forgået. Lidt ekstra hormonbehandling (altså udover den obligatoriske) fulgte også denne gang efter ægoplægning. Det var det, der udløste overstimuleringen sidst, så jeg var da lidt nervøs over det. Men hvis det kunne øge chancen for graviditet, ville det være det hele værd. Helt klart! Jeg blev hurtigt lidt opsvulmet, fik kæmpe gravid-sult (oliven, tunmousse, pesto, flødestuvede ting og sager - og mere af det, tak!) og blev så mere opsvulmet. Også denne gang var der tydeligvis vand i bughulen og jeg lignede en, der var tæt på halvt henne i graviditeten. Der var et par dage, hvor jeg virkelig fik et tydeligt billede på, hvordan det havde været at være gravid med Laurits. Min krop lignede så meget. Laurits lå jo med hovedet oppe under mine højre ribben, og denne gang var der også noget, som blev presset lidt derop (sikkert leveren, eller andet organ...). Det var ret mærkeligt... Jeg tog mig selv i at nusse min mave og puffe lidt til den. Men der var sjovt nok ikke noget 'svar' derinde fra ;-) Der var bare vand og mad. På én dag ændrede hormonbalancen sig; den voldtsomme madsult forsvandt og min mave faldt. Det tog selvfølgelig lige nogle ekstra dage at blive helt normal, men skiftet var ekstremt tydeligt for mig. Sådan skulle det også være, det var ok. Det var bare det ekstra hormon, som var ude af kroppen. Til gengæld havde jeg ikke blødt i 14 hele dage efter ægoplægning, og dette var helt nyt i forhold til de andre gange. Så langt var vi ikke nået før! Det gjorde os totalt håbefulde, ja faktisk forventningsfulde. Man gennemgår ikke to måneders behandling uden at et kæmpe håb sniger sig om bord.


Normalt får man taget en graviditetsblodprøve efter 14 dage, men pga. de ekstra hormoner skulle vi vente i tre uger. Ellers kunne vi risikere et falsk positivt svar. Tre uger er lang tid! Da jeg bestemt følte, at det ekstra hormon var ude af kroppen og da jeg bare var så sikker på, at det nok var lykkedes denne gang, lavede vi en hjemmetest efter 14 dage. Vidste godt, at et positivt svar ikke kunne være helt til at regne med, men ville bare lige se det. Og hvis det imod al forventning skulle være negativt, ville jeg også gerne vide det, for jeg synes det er ret hårdt at gå og vente på en menstruation, når man nærmest frygter den. Jeg kan ikke helt styre de følelser, men når næsten at blive helt bange og fremmedgjort overfor min egen krop i sådan en situation. Det er så let at sige, at man skal tænke på noget andet, og at det er ude af vores hænder. Ja tak, men det er bare min krop det handler om hele tiden. Ville et eller andet sted gerne forberedes, hvis det var den negative vej det skulle gå. Testen var desværre fuldstændig negativ... ØV! Det var godt nok skuffende. Det føltes som et kæmpe slag, et gigantisk nederlag. Det er længe siden vi har været så kede og triste. Denne omgang pgd har helt sikkert været den hårdeste - eller rettere, resultatet har. Det føltes som en fysisk byrde. Al energi forsvandt ud af os efter testen. Vi havde ikke engang tårer, det var bare gråt, tungt, trist, modløst. Jeg følte, at alle døre til babyverdenen smækkede i. Jeg følte os snydt og bedraget. Jeg følte mig tilmed dum. Hvordan havde jeg dog kunne tro på en graviditet?? Det er jo ikke noget jeg 'må'... Sådan var følelserne. Ikke nødvendigvis rationelle, men rigtig meget til stede.


Vi har nu også fået den officielle blodprøvetest overstået. Det var godt at få det helt ud af verden, så vi kan øve os i at lægge endnu et nederlag bag os. Så skal vi fandme til at leve igen! Så skal alt det babypjat lægges på hylden - sådan mentalt. Jeg har hele tiden haft en form for skygklapper på efter Laurits døde. Vi skulle bare liiiige have den der positive graviditetstest igen, så kunne vi virkelig rejse os og vise det forbandede liv og den åndssvage død, at... ja, hvad ved jeg egentlig ikke, men det var bare et overlevelsesinstinkt. Vi var på ingen måde ude på at glemme vores første lille barn eller erstatte ham, men vi ville bare mere og igen!! Men nu ved jeg ikke rigtig hvor vi står. Jeg ved bare, at det med graviditet er virkelig svært, virkelig ikke noget vi kan beslutte, virkelig ikke sikkert og virkelig ikke noget, som kommer til at lægge sig tidsmæssigt op ad Laurits. Vi er forældre, men barnløse forældre på 4. år. Æv! Det var ikke sådan det skulle være.


Jeg kan godt selv høre, at det her lyder røv trist, for at sige det mildt. Der er dog også andet end det. Jeg er ikke udelukkende trist, men det er klart, at det fylder meget. Om lidt lukker jeg bloggen, bander lidt og så holder jeg i hvert fald en pause fra alt det triste. Det er et par dage siden testen og skuffelsen, så allerede nu er det bedre, og jeg ved, at det går fremad herfra. Det kommer bare til at tage lidt tid. Jeg er lidt af en stor skude, når jeg skal skifte retning.

Gennemsigtig

Jeg synes nærmest bare at være gået i stå i forhold til ham Laurits. Intet nyt der. Han er stadig død og begravet. Det er for eksempel ikke det store hit at komme ud på hans græsplæne. Vist er det da rart, men der er bare ikke rigtig noget, der trækker i mig. Tændte lige et lys i går da jeg kom forbi, men havde slet ikke behov for at blive der, sætte mig på bænken. Der var en mand derude (på den anden bænk). Han sad foroverbøjet og så meget ked ud. Hans sorg måtte være ny, tænkte jeg. Min er om ikke gammel så i hvert fald velkendt. Ikke at det gør hele misæren et hak bedre, men tiden har faktisk gjort sorgen velkendt og selvfølgelig. Så måske alligevel et hak bedre...? I hvert fald til at bære i nu'et.

Jeg har lært at det går op og ned, bølger frem og tilbage med, hvor meget Laurits fylder. Det er ikke altid jeg har det roligt med, at han ikke fylder. Men det har jeg faktisk lige nu. Det er heller ikke fordi han er væk. I så fald er han væk 'inde i mig'. Sorgen er heller ikke rigtig mindre, men den bliver bare mere 'gennemsigtig'... Ja, jeg ved ikke, om det giver så meget mening? Der var bare et lille hverdags-vindues-udsyn, som gav mig den fornemmelse den anden dag (altså at sorgen er der, men bare på en gennemsigtig måde). Nede på hjørnet ved købmanden stod en far og ventede med en lille purk på armen. Purken var for lille til at holde sit hoved, men forsøgte alligevel dinglende med al sin vilje, helt tryg og rolig midt i sin fars store favn. Jeg gik helt i stå bag mit vindue og betragtede dem bare. Alle store følelser af savn, misundelse, tab, ønsker og Lauritsdrømmerier lå til grund for min betragtning, men det var alligevel som om, at der var tomt, der hvor hele balladen lå... Nogle gange er det lige det Laurits er for mig; et stort tomt spørgsmålstegn.

Sorte strømper

Laurits fik små sorte strømper på, da han blev lagt i kisten. Dem havde jeg strikket til ham, så naturligvis skulle han have dem på. I lang tid har jeg været i gang med et par sorte strømper til mig selv. De er ikke noget at prale af. Det var Laurits' strømper heller ikke. Der var fejl i og garnet var ikke nogen super kvalitet. Dengang jeg strikkede til Laurits jokede jeg vist med, at jeg var nødt til at lave to strømper, for vi havde lige set på en scanning, at barnet derinde havde to fødder. Vi havde faktisk også set to nyrer... Det kunne bare ikke ses, at både nyrer og fødder ikke var helt som de skulle være. Nyrerne var som bekendt i udu, og fødderne var lidt skæve. Hm, men så passede strømperne egentlig meget godt - skæve og med fejl.


De strømper jeg strikker nu ser også lidt mærkelige ud. De er meget lange og helt tynde, men når de kommer på mine fødder ser de ud til at passe fint (og det er ikke fordi jeg har lange, tynde fødder, tværtimod). Jeg tror det skal være sådan nogle jeg sover med om vinteren, for de duer vist ikke som rigtige strømper. Det er garnet ikke godt nok til. Men skæve, sorte strømper af samme slags garn som dem Laurits fik er aldeles godt nok til mig.


Jeg ved jo godt, at Laurits' strømper blev til aske sammen med hans lig, og at resterne efter al sandsynlighed ligger et sted under jorden på Holmens K (ja, jeg kan ikke sige, at jeg føler mig 100 % overbevist om at resterne er der, for jeg har ikke set det). Alligevel giver strømpestrikkeriet en fornemmelse af nærhed til den lille dreng. Samtidig lægger jeg også en helt anden symbolik i det sorte strømpestrikkeri. I bunken af babytøj på loftet ligger indtil flere skæve babystrømper som jeg har strikket til kommende børn. De er bare ikke kommet, de der kommende børn. Derfor strikker jeg til mig-selv-mig nu. Det føles mere rigtigt.

Tanker om Laurits' fødselsdag og dødsdag

Så blev Laurits ikke tre år. Men hans fødselsdag var det i forgårs. Det kunne mærkes på en stille, dyb måde. Måske derfor gav det helt rigtig mening at vi som far og mor befandt os ved verdens længste og dybeste fjord (Sognefjorden i Norge). Det er nok lidt højtravende eftertænksomhed, men fjorden er et meget godt billede på vores forældreskab til ham den lille døde. Fjordens tilsyneladende stille og rolige vand står i forbindelse til hele verdens hav og følger tidevandsrytmen som månen nu vil det. Ingen kan helt vide, hvad dybet gemmer på, men liv er der i hvert fald. Vi så for eksempel masser af marsvin, som fascinerende nok lever der et sted mellem vand og luft. Hvert 4. minut skal de op og trække vejret, hvilket de gør med spøjse nys og flotte krum'spring'. Ved Sognefjorden ser det ud til, at man bor helt nede for foden af bjerget, men i virkeligheden har vandet standset os halvt oppe. Bjerget forsætter blot nede under vandet. Al det vand... det er så livgivende og livsnødvendigt. Livet ser også ud til at blomstre lige der på grænsen. I de to meter, hvor tidenvandet teede sig, havde tusindvis af blåmuslinger sat sig fast. Helt afhængig af vand og alligevel legende med luften.

Fra start til slut var vandet Laurits' egentlige begrænsning. Helt afhængig af luft var han udenfor min mave, men han havde ikke haft mulighed for at lege med vand derinde... Det var så synd for den lille knægt, at han ikke havde haft fostervand til at træne sine lunger med. Det var så synd, ærgeligt og forbandet, at han skulle dø. Men ligesom i forgårs, så kan jeg mærke, at hans liv betyder mere end hans død. Jeg er så lykkelig over at være hans mor. Han blev taget fra os, men efterlod alligevel noget. Man kan vel sige, at jeg har lært at leve med det 'noget'. Selvfølgelig kan jeg blive rigtig meget ked af det, og der var da også et tidspunkt på Laurits' dag, hvor jeg bare kunne mærke al energien forsvinde på et øjeblik, mens sorgen strammede til. Men faktisk skulle der ikke mere til, end at minde mig selv om, at det er ok også at være ked på sin søns fødselsdag, når nu han er død. Det er vel det, som nogen kalder accept. Jeg ved bare ikke helt, om det er sådan jeg føler det... jeg kan da aldrig rigtig acceptere, at Laurits er død? Men jeg indser det i hvert fald og lader bare sorgen stramme til, hvorefter den for det meste så giver slip.

Ved fjorden var der som sagt masser af liv. Vi tog lidt af det. Bo fangede to fisk fra dybet, og jeg fangede en hornfisk inde ved land. Bos første fisk var en lyr (slags torsk, tror jeg nok), som var rigtig lækker. Den anden var en lille rødfisk, og det skal siges, at han faktisk forsøgte at sætte den ud igen. Desværre svømmede den rygsvømning, og så måtte han jo tage konsekvensen og dermed invitere den med til grillfest. Den smagte altså også rigtig godt. Hornfisken blev fanget på Laurits' fødselsdag, og det var meget tiltrængt at få fat i den. Det meste af dagen havde vi stået på små klipper og set masser af fisk søge rundt nær land. Især var der drilske hornfisk, som gerne søgte nysgerrigt efter vores blink, men som alligevel ikke turde bide på. Det var så frustrerende! Sidst på aftenen var der endelig bid! Jeg halede en fin 450 grams i land, og den var så tæt på at hoppe lige ud i vandet igen. Men vi fik den! Det føltes taknemmeligt. Jeg bliver nogle gange ked af det, når jeg slår fisk ihjel, men jeg bliver mest taknemmelig, stolt og lidt ydmyg.

I går rejste vi hjem igen, og det var en lang køretur op og ned ad bjerge. Inden vi forlod fjorden satte vi tre traner ud i vandet. Så kunne de padle rundt der, og det var bare en dejlig lille markering af noget stort. Fra kl. 14 til 14.30 tænkte jeg meget på, at det så var tre år siden vi fik Laurits i armene og mærkede ham dø. Det er altså underligt, men det er som om, at vinduet lige bliver åbnet tilbage igennem tiden på de to dage og to tidspunkter; dels 22. maj kl. 00.30, hvor han blev født, og dels 23. maj kl. 14.30, hvor han blev erklæret død. I går kunne jeg næsten ikke klare tanken om, at vi rent faktisk skulle igennem vores drengs død for tre år siden. Hvordan kunne vi dog gøre det??? Det var næsten uforståeligt, at vi engang fik at vide, at vores nyfødte ville dø, og det ville ske om eftermiddagen den 23. maj. Fy for helved, helt ærligt?! I går var det lidt af et mareridtsagtigt mysterium at tænke på, og efter kl. 14.30 kunne jeg ligesom slippe det igen. Som om noget er overstået, selvom der intet nyt er sket og aldrig kommer til at ske med Laurits.

I år har været meget anderledes end de to forgående fødsels- og dødsdage, fordi vi har holdt det 'alene'. Men vi var jo netop ikke alene... Vi har fået mange hilsner fra venner og familie og det er vi rigtig glade for! Det varmer så uendelig meget. Det rører vores hjerter allerdybest inde, at Laurits er med så mange mennesker på trods af døden. De to forrige år har vi udlevet min trang til at gøre noget på hans fødselsdag, markere dagen sammen med andre, for den trang har været stor. Jeg kunne også godt mærke flimren i år. Den flimren som nok er rigtig mor-agtig, hvor jeg bare føler ud i hver en fingerspids, at jeg da for pokker må gøre noget for vores dreng. Men jeg kan i bund og grund ikke gøre noget for Laurits som rækker ud over at leve. Bare at være til og trække vejret lidt ekstra tungt og helt ud i krogene - sådan lidt for ham også. I år fulgte vi Bos trang til at være helt stille og 'alene'. Det var dejligt. Det var godt at mærke, at vi kunne. Derudover hang dette års Lauritsdage også bare sammen med, at vi i den grad trængte til ferie og afkobling. Jeg vil nok altid have behov for at markere dagen og fejre Laurits' korte liv, men jeg tror det kan ske på mange forskellige måder fremover.

Og så lige et billede mere. På vej hjem fløj vi over Skagen/Grenen, og det vækkede også lidt Lauritsminder. Sådan lidt af de 'bagvendte', mærkelige Lauritsminder, for det var et sted vi tog hen kort tid efter hans død. Det var en måde at tage fat i livet igen efter hans død. Det var godt, men det var jo på allerværste betingelser. De minder jeg har fra Skagen er gode minder, men fra en skrækkelig tid. Det føltes rart lige at flyve over det sted i går.

ENDELIG færdig - eller begyndende!

I går var en af de bedste dage i mit liv!

Jeg er så heldig!! Jeg har de bedste mennesker omkring mig!!!

Blandingen af taknemmelig og stolt er en fantastisk følelse at have med sig.

Nu går jeg ned og afleverer mine bøger (og betaler mine bøder), og så kører jeg ud til Laurits' græsplæne og lægger tre særlige blomster til ære for ham... På en eller anden måde er der en ring, som er sluttet. Der er en sammenhæng mellem disse to datoer som går helt ind i knoglerne på mig... og derfor kunne jeg ikke lade være at tage et billede, da de dukkede op i køleskabet forleden.

Lige nu er jeg slet ikke i stand til at udtrykke, hvor meget det betyder at jeg har afleveret specialet, men det er den største personlige sejr i mit liv.

Jeg er gået ud af skolen... det er sgu da vildt!

Efter tre år

Jeg kan virkelig mærke, at der skulle have været en knægt på snart tre år, for jeg har sådan lyst til at:
- kaste vildt rundt med 10-15 kg.
- forskrække 'nogen'
- lege fangelej rundt og rundt og rundt i lejligheden
- samle puslespil
- argumentere og være bedrevidende så let som ingenting ("FORDI jeg siger det!")
- fortælle små løgnhistorier
- lege med tog
- gå tur i kbh. med en lille drengs varme, fedtede hånd i min (og tænke; "bare han ikke pisser i bukserne nu, for jeg har sgu da helt glemt at tage en sikkerhedsble og ekstratøj med")
- tage toget til Køge, Vordingborg eller Lundby og spise madpakker undervejs
- bare høre ham den lille døde være stor og levende, legende, tossende lige inde ved siden af...
Ih, det kunne være så skønt!!
Men alligevel; på det helt velkendte trods, har jeg det godt. Nyder livet. Glæder mig til alt muligt men også over alt muligt. Jeg kan godt lide at være i livet. Det var ingen selvfølge for knapt tre år siden...