Fjer, fjer, fjer...

Jeg løb i går og det var ellers lidt tid siden sidst. Denne gang ledte jeg ikke efter Laurits i mit hoved, for jeg havde travlt med at holde styr på musikken, selve min walkman og ledninger, der piskede mig ind i ansigtet. Troede lige, at jeg med musikken skulle glemme alt om, hvor hårdt det er at løbe, men i stedet blev det faktisk lidt mere besværligt ;-) Jeg skal vist øve mig lidt i at løbe med musik.

Det eneste jeg vil sige med dette indlæg er, at da det var allerhårdest hvirvlede en lillebitte fjer ind foran mig og videre væk, da jeg greb ud efter den. Det føltes så meget som en hilsen fra Laurits... Jeg har det egentlig rigtig godt med at være en tossemor!

Rimelig ro

Der er rimelig ro på Laurits for tiden. Det er som om, at han pusler for sig selv helt stille. Selvom det på den ene side er rart nok at få frigivet noget hjernekapacitet til andre ting, så er det også lidt mærkeligt. Kommer der mon en dag, hvor jeg ikke har lyst til at beskæftige mig med alle tankerne og følelserne omkring Laurits mere? Det håber jeg ikke! Men samtidig ved jeg, at hvis der gør, så er det bare sådan det er. Jeg tror nu ikke den dag kommer... tror bare, at han glider mere i baggrunden i perioder. Måske kommer der endda en periode på flere år, når vi forhåbentlig får travlt med levende børn?

Det er alligevel lidt svært at lade Laurits og mine følelser til ham sejle deres egen rolige sø, for når man én gang har oplevet, at ens barn kan forsvinde fuldstændig som i at dø, så er det ikke så fedt at mærke, at han glider lidt væk. Levende børn kan jo vende tilbage til en af sig selv, men døde børn skal man alene grave frem igen og igen (sådan oplever jeg det). Måske er det også en beskyttelse at holde døren til sorgen lidt åben hele tiden, for så kan den ikke pludselig vende tilbage med chokket?

Lampen

Nogen ville jo gerne se lampen jeg har omtalt for nylig, såeh...
Det er den underste :-D
Der går noget tid før vi får fingrene i den, for den turnerer på udstillinger.
http://www.goingplaces.dk/sdm/

Gudmor

Jeg er åbentbart ikke Laurits’ gudmor, selvom det var mig, der sad med ham og svarede for ham til dåben. Det kan man nemlig ikke være for sit eget barn. Så blev jeg det klogere, og måtte et øjeblik lige minde mig selv om, at det altså er helt ok. Jeg kan jo ikke blive mere mor end MOR for Laurits. Det der gud foran mor er sekundært og det har jeg det godt med.

Jeg er Laurits’ mor… suk. Hvor er det fantastisk. Jeg har et barn. Han er bare død. Jeg har haft en mormor, en morfar, en farfar, en kusine, en fætter, farbrødre, tante, en morbror, en ven. Jeg har også mistet mennesker, der stadig lever. Men Laurits er så tæt på mig som ingen anden, at jeg aldrig tror jeg mister ham helt. Han er bare tilfældigvis lige lidt død i sværen… stadigvæk.

Sådan er det altså inde i mig lige nu.

Behandling

Så kører behandlingsmøllen igen. Ind til scanninger, hormoner i næsen, hormoner i maveskindet, æg der vokser, æg der suges ud med kanyler, befrugtning under mikroskop bag en dør uden adgang, sortering af æg og vupti; forhåbentlig æg tilbage i min krop og et rask barn otte-ni måneder senere.

En stor del af det her er blablabla... teori, har prøvet det før, kender rutinen osv. Det er dejligt at have fået plads igen på klinikken, altså at være i gang. Helt sikkert. Og hvis det lykkes at få et raskt og levende barn inden for det næste år, så er det det hele værd. Men... jeg gad virkelig godt spring al den her behandling over! Lige nu fungerer næsesprayen som min lille hjælper, der skal forberede kroppen til den egentlige hormonbehandling/-stimulering. Den spray er IKKE min ven. Jeg hader den. Den smager bittert og den fjerner farverne fra mit liv. Måske ikke alle farver, men det bliver sådan lidt "sepia"-nostalgisk. Lad mig bare sige, at det ikke ligefrem er overskud på spray, det her. Men jeg er forberedt... tror jeg. Den skal ikke vælte mig, den skal ikke ødelægge mit specialeskriveri.

Måske har jeg sagt det før, men så en gentagelse; at lave børn på den her måde er ikke den kamp jeg havde forestillet mig. Slaget skal i hvert fald slås på en helt anden måde end jeg havde forventet. Grundlæggende føler jeg "kampen" som en overgivelse. Jeg giver min krop til lægerne. F.eks. var det første som lægen sagde i går, da hun havde sat skanneren op i mit underliv; "du skal tisse!" Øh.... jaaa? Tror du ikke jeg vidste det?? Selvfølgelig er det ok at hun siger det, fordi det er så ærligt, men det er bare billedet på, hvor grotesk situationen egentlig er. Samme groteskhed synes jeg det er, når lægerne siger; "hvis jeg så lige må have lov at skanne dig?" "Jamen, det må du faktisk ikke!" tænker jeg nogen gange, "men jeg har jo ikke rigtig noget valg, vel?" Jeg føler mig i bund og grund megamonstermeget invaderet i min krop. Det er ikke et overgreb, men det kræver en distancering. Jeg har ok let ved at distancere mig, men er det egentlig så godt at kunne det?

Jeg føler mig i gode hænder på Riget. Jeg ved, at de brænder for at hjælpe folk som os. Alligevel kan det virke lidt samlebåndsagtigt og der er hele tiden nye ansigter. Lægen og sygeplejersken jeg talte med i går var helt nye for mig. Jeg aner ikke hvad de hed, for det kan jeg aldrig huske, det er slet ikke der jeg lægger min koncentration. Selvom jeg føler mig meget sikker på at jeg kan klare det hele nu, og selvom jeg faktisk prøver at være stærk og netop mærke efter, hvordan jeg faktisk har det med at være på Riget (det bliver jo aldrig et neutralt sted, for det er stedet, hvor Laurits levede og døde), så er det alligevel svært at være helt så cool, som jeg gerne vil. Jeg bliver lidt lille og stille og har måske tendens til at være for medgørlig. Måske... Jeg blev da glad, da den nye læge spurgte; "hvordan er det... har I et barn, eller hvad?" Hun blev vist lidt forvirret over det billede af døde Laurits som jeg har sat ind i journalen. "Han er død. Han blev født med polycystisk nyresygdom og det er derfor vi så får pgd" svarede jeg. Helt fint, helt nøgternt. Bare dejligt at han blev nævnt og jeg ved godt, at lægen ikke skal bruge ½ time på at snakke med mig om Laurits. Men... det er da underligt. To minutter efter havde hun mig så liggende der med stængerne i vejret. Det betyder altså, at jeg går hjem med en underlig fornemmelse, endnu en mærkelig erfaring i krop og sjæl. For jeg er jo ikke kun det ene.

Lidt rod fra hovedet

Er det dødt barn bedre end ingen børn?

I min verden; Ja. Jeg har jo relationen til mit barn trods alt. Jeg mærker hver eneste dag, at jeg har den der ubetingede forældrekærlighed til Laurits, og midt i alt det sørgelige og svære, så tror jeg, at den er lige så stærk, som hvis han var i live. Det er måske også derfor man i det hele taget tør at få børn...? - pga. kærligheden...? Aj, ved det ikke. Ved bare, at det med at være glad for mit døde barn er så grundlæggende i mig, fordi jeg lynhurtigt lærte - dengang i maj for to år siden - at et barn ikke kan laves om, erstattes eller glemmes. Det kan bare elskes, kan det.

Fugl uden vinger

I går fik jeg zappet tv på ægte søndagsmaner. Jeg kom forbi en pige, der havde mistet begge sine forældre. Hun forklarede det ca. sådan her: "Da mine forældre var levende fløj jeg som en fugl. Da de døde mistede jeg mine vinger". Jeg synes hun ramte plet mht. sorg og det at være udenfor som en jordbunden fugl, der bare kan se på de andre, hvordan de flyver så let og så langt. Midt i min tv-underholdnings-hungren ramte hun mig lige i hjertet. Man holder jo ikke op med at være fugl, selvom man skulle miste flyveevnen. Man holder ikke op med at være sine forældres barn fordi de dør eller sit barns forælder, fordi barnet dør.

Derudover har Sofie lige beskrevet så præcist hvor svært og forvirrende det er at føle sig udenfor nogen gange, når man er forælder til en død.

Det er så befriende, når andre sætter ord på lige det man mærker indefra...